Die My Love

Instrueret af Lynne Ramsay, kendt for sin kompromisløse æstetik og sans for menneskets indre mørke, bygger filmen en verden, hvor hverdagen kan føles som et tungt pres mod brystet. Hovedrollepræstationen fra Jennifer Lawrence som Grace sitrer af indestængt energi, og Robert Pattinson leverer en underspillet, men præcis kontrast som hendes mand Jackson.

Historien følger Grace og Jackson, der flytter ind i et arvet hus på landet kort før deres første barn kommer til verden. Det nye liv begynder med håb og forventning, men snart slår sprækkerne igennem. Hverdagen bliver klaustrofobisk. Barnets gråd, stilheden mellem ægtefællerne og det isolerede hus danner en trykkende ramme om Graces gradvise opløsning. Huset bliver næsten et symbol på hendes indre tilstand – smukt og idyllisk udefra, men med mørke kroge, hvor frygt og vrede kan samle sig.

Filmen er bemærkelsesværdig ved sin modvilje mod forløsning. Hvor mange dramaer om fødselsdepression arbejder frem mod erkendelse eller heling, vælger “Die My Love” at blive i ubehaget. Grace får det ikke bedre – i hvert fald ikke på den måde, publikum måske håber. Hver gang lyset synes at bryde frem, trækker mørket hende tilbage. Dette skaber en intens spænding og en uforudsigelig rytme, hvor seeren næsten fysisk mærker den indre kamp.

Et stærkt, symbolsk greb er, at barnet længe blot omtales som ‘drengen’. Først sent i filmen får han et navn. Det understreger den følelsesmæssige afstand og den identitetskrise, Grace gennemlever. Moderskabet er ikke den naturlige forlængelse af hende selv, som hun – og omgivelserne – måske havde forventet. Små detaljer, som hvordan huset stadig bærer spor af den afdøde onkels liv, eller hvordan Grace ser andre mødre i deres tilsyneladende ubekymrede dagligdag, forstærker følelsen af fremmedgørelse.

Filmens største styrke ligger i dens kompromisløse blik. Den skildrer ikke blot træthed eller tvivl, men en rå og ubehagelig vrede. En vrede, der ikke har et klart objekt, og som netop derfor bliver så skræmmende. Det er ikke barnet, der er problemet. Ikke manden alene. Ikke huset. Det er en indre opløsning, som filmen nægter at forklare væk. Når Grace taler med andre, fornemmer man både hendes længsel efter forståelse og hendes frustration over ikke at kunne finde den.

Et lille, men betydningsfuldt øjeblik i filmen er scenen, hvor den lille familie spiser en købt kage, og Grace siger med en underliggende sarkastisk tone: “En rigtig mor havde bagt en kage.” Denne replik opsummerer filmens tematiske kerne – den konstant tilstedeværende skyldfølelse og sammenligning med idealer, der ofte findes i vores forestilling om moderskab. Den er både selvironisk og hjerteskærende, og den fungerer som et spejl, som publikum kan reflektere over.

Man kan indvende, at fremstillingen er karikeret. Følelserne er skruet op, konflikterne spidset til, og realismen viger indimellem for det næsten allegoriske. Men netop dér ligger filmens kraft. Den vil ikke blot skildre en tilstand – den vil få os til at mærke den. Vi mærker Graces isolation, hendes vrede og hendes forsøg på at holde sig selv sammen. Og vi mærker kontrasten mellem hendes indre storm og det tilsyneladende rolige ydre liv omkring hende.

“Die My Love” er ikke en behagelig film. Den er ikke underholdende i klassisk forstand. Den vil uden tvivl dele publikum. Nogle vil opleve den som ensidig og dyster. Andre vil se den som et nødvendigt opråb i en tid, hvor moderskabet stadig ofte fremstilles i pastelfarver. Det er måske ikke en film, man skynder sig ind og ser igen. Men det er en film, der sætter sig. Og vigtigst af alt: Den åbner for en samtale om det, der alt for ofte ties ihjel, og minder os om, at bag enhver “rigtig mor” – og selv bag et smil – kan der gemme sig komplekse følelser, som kræver tid og forståelse for at blive set.

Læs også ekko