Disclosure Day

Den unge, kidnappede kvinde presser de hårde guld-hjørner på det smukke, lille krucifix dybt ind i håndfladen; ved at gøre Kristi smerte til sin egen håber hun at kunne modstå den rene udspekulerede ondskab, der stråler ud af og ordrigt lyder fra den aldrende videnskabsmand overfor hende. Hun har forladt kloster og nonneliv, ikke af mangel på tro på Gud, men af mangel på tro på sig selv, og hun har stadig et tæt forhold til priorinden, som hun altid kan søge tilflugt og forståelse hos.

En nøglescene i Steven Spielbergs nye, komplekse mesterværk, “Disclosure Day”, der både sender os en tur til hans egne tidligere sci-fi-værker og gennem menneskehedens kampe mellem godt og ondt – de forståelige og de fantastiske. Så er Troen etableret. (Næste-)Kærligheden skildres i selve handlingsforløbet, og Håbet kommer både jeg og filmen frem til helt til slut.

Anden verdenskrig er stadig tæt på da “noget”, styret af “nogen” som bekendt styrter ned i New Mexicos ørken i 1947, og frister en flok Amerikanske forskere til at fortsætte dr. Mengeles og andre top-naziaters grusomme forsøg og eksperimenteren på levende væsner, og konfrontationerne mellem disse “nogen” og menneskene er nok ikke stoppet der! Skræmmende højaktuelt er verdenssituationen ved filmens start, at der er en politisk spænding mellem USA og Rusland så intens som under Cuba-krisen i 1962.

Udover sit teknisk tårnhøje og drøndyre niveau med fornem kontrast mellem skønne og skræmmende billeder og perfekt stemningsskabende klip er “Disclosure Day” også på de indre linjer ægte, “vintage” Spielberg. Helt legalt og stærkt mindevækkende “stjæler” han fra sine egne, tidligere sci-fi-værker: “ET”s krogede fingre, de spinkle silhouetter af rumvæsenerne i “Close Encounters”, og bredere: Barndommen med alle dens drømme og eventyr, åbenheden overfor eksistensen af galaxer og begreber, der ikke er offentligt bevist og accepteret – ikke endnu! Efter at have set Spielbergs fint følsomme selvbiografi, “The Fabelmans”, forstår man jo så meget mere om hans forhold til barndommen, til fantasien, til det overnaturlige. Men vi ved jo også, at som årene går ændres mere og mere science fiction til science facts. Ligesom i ovennævnte to film må man også her slippe enhver fastlåst ide om, hvad der er realistisk eller ej, og betingelsesløst overgive sig til eventyret, til oplevelsen, for her er det væsentligste element, det ubeskrivelige, uhåndgribelige “noget”, som i Hitchcocks thrillere blev døbt “McGuffin”, nogle håndfladestore, klare plader, som, når de aktiveres af cybersikkerhedseksperten, Daniel, der netop har stjålet nogle sådanne, kan røbe bogstaveligt ufattelige statshemmeligheder.

Mystik og spændeng kører ad to spor: Cypersikkerhedsekspert Daniel skjuler de stjålne “dimser” i sin rygsæk samtidig med at TV-vejrvært Margaret begynder at udstøde de særeste, totalt uforståelige ord og lyde for rullende kameraer; selvfølgelig skal disse to mødes, de har jo også de samme sære “huller” i deres barndoms-erindringer,  med chokerende effekt for både dem selv og de afslørings-angste myndigheder. Så går den vilde og vildt spændende jagt: De onde, anført af videnskabsmanden Scanlon (selvfølgelig formidabelt spillet af altid formidable Colin Firth), efter de dødsforagtende idealistiske yngre, med de altafslørende “dimser”, og midt imellem dem den sorte “overløber”, som engang samarbejdede med Scanlon om de militære tophemmeligheder, men nu mener, disse skal afsløres for alverden. Emily Blunt er imponerende indlevet,-spændende over hele følelsesregistret, i den store, svære kvindelige hovedrolle som vejr-vært Margaret, og hendes samspil med den mindre kendte og mindre rutinerede Josh O’Connor som Daniel fungerer overbevisende ægte.

Så er vi fremme ved “håbet”: Filmens titel: “Disclosure Day”, hvor miltæret, forsvaret, ikke længere magter at hemmeligholde og skjule sandheden: At der ikke alene er meget mere MELLEM himmel og jord, men også meget mere PÅ himlen og jorden, og at menneskeheden efter denne “Afsløringens dag” vil modtage dette faktum med accept, forståelse og kærlighed. Kompliceret, krævende, vanvittigt spændende, teknisk overdådigt med action-scener, der tager pusten fra én og hele tiden med hjertet og følelserne med. Eller…kort sagt: Endnu et mesterværk fra mester Spielberg!