Doktor Glas
"Højaktuel klassiker-filmatisering"
“Jeg tror på kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed”, skrev den uforbederlige misantrop, Hjalmar Söderberg i 1906, ganske vist ikke i “Doktor Glas”, men i “Gertrud” som Carl Th. Dreyer filmatiserede i 1964. Men udsagnet kunne stå som neon-lysende overskrift på alle svenskerens værker og arbejder, ikke mindst “Doktor Glas”, som Erik Leijonborg nu har instrueret en film over. En film, som trods sit forlægs hele ca. 125 år på bagen har en overrumplende, skræmmende, frastødende, og samtidig absurd dragende aktualitet i al sin udvendige overdådighed og indvendige modbydelighed.
Umiddelbart et trekantsdrama, som udvikler sig til mange flere “kanter”, umiddelbart et moralsk drama om en læge, der ønsker at frelse en patient, som udvikler sig til et voldsomt drab – alt sammen fremdrevet af enorme, utøjlelige, egoistiske selvtilfredsstillelses-behov. I det smarteste, lækreste, mest ‘in’-tjekkede kulturelle overklasse-Stockholm lige nu, får unge doktor Glas, der praktiserer i en klinik beliggende i en enorm, elegant luksus-herskabslejlighed, overført en patient fra en overbebyrdet kollega: den unge, smukke, berømte og beundrede designer, norske Helga, hvis krop under doktorens grundige, professionelt omhyggelige undersøgelser afslører voldsomme mærker og kvæstelser, umiskendelige tegn på grov vold; Helga slår det hen.
Den homo-, bi- eller heteroseksuelle doktor bliver besat af den dragende Helga, af ønsket om at befri hende fra volden, og begynder at kontakte, overvåge, ‘stalke’ og udspionere den spændende designer, og suges derved ind i Helgas ufatteligt dekadente liv med hendes ligeså berømte og beundrede forfatter-ægtemand. Et frivilligt (?), ønskværdigt (?), nydelsesfuldt (?) druk-, jalousi- og sexstyret voldeligt forhold i en gigantisk taglejlighed, som også rummer parrets arbejdsværelser og deres datters barneværelse. Ejendommen er – og det bliver vigtigt – omgivet af et stillads. I lejligheden udfolder sig spektakulære misbrug af alle slags: alkohol, narkotika, sex og af de piller, som doktor Glas har så let adgang til. Men doktoren lader hånt om enhver form for lægelig etik og moral i jagten på at få opfyldt og stillet egne lyster, begær og behov, og gennemskuer derfor ikke alle løgnene i de overflade-elegante omgivelser, hvilket fører til den ultimative tragedie for dem alle.
Det er – med navnet på “Cabaret”-Sally Bowles skriggrønne neglelak “Divine decadence” – på én gang tragisk, pirrende, frastødende og voldsomt underholdende! Men det mest skræmmende og fascinerende er, at denne filmatisering af den ca. 125 år gamle roman er så utroligt moderne og aktuel. For – tilbage til indledningscitatet: “kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed” – hvordan kunne det være mere præcist udtrykt om vor tid, hvor net-dating har erstattet det fysiske møde mellem “fysiske mennesker”, og influencere den personlige opsøgen og opfyldelse af ønsker og behov.
“Doktor Glas” er ikke imponerende, original filmkunst, i visse scener og steder endog voldsomt overlæsset effektjageri, men fascinerende og skræmmende ved sit på 125 års afstand, højaktuelle, spidst-spiddende billede af vores lige-nu-tid. Til dem, der har i sinde at se filmen for at opleve grev Nicolais skuespiller-debut, som er blevet voldsomt omtalt inden filmens premiere: Lad være. Greven medvirker så lidt og så kort, at det er umuligt at dømme om et evt. talent.
Tjek også ekko
