Downton Abbey: The Grand Finale

Det værst tankelige for en voksen kvinde er sket for lady Mary: Hun er blevet skilt. Som kendere af den lignende amerikanske serie “The Guilded Age” vil vide, er dette den ultimative ydmygelse: Skam, fornedrelse der afstedkommer totalt tab af social status, eksklusion fra enhver form for selskabelighed, kvinden bliver en overklassens paria. Marys skilsmisse er oven i købet blevet udbasuneret i aviserne, og det på det værst tænkelige tidspunkt, for umiddelbart forud for afsløringen af skilsmissen er gået to ventede, men alligevel smertefulde dødsfald, der får voldsom betydning for ægteparret Crawley på “Downton Abbey”: Ærkebritiske Robert og stadig i hjertet amerikanske Cora. Deres aldrende mødre er begge gået bort, på hver sin side af Atlanten.

I London anno 1930, hvor familien fra “Downton Abbey” som vanligt tilbringer selskabs-sæsonen, er et sarkastisk charmerende og dampende homoseksuelt stortalent den altdominerende stjerne i teater-livet: Noel Coward, hvis nye stykke, “Bitter Sweet”, så passende for denne films hele stemning,  opføres på The Princess Theatre. Da den tidligere tjener på “Downton Abbey”, Barrow, er stykkets mandlige hovedrollehavers påklæder og bøsse-elsker er sammenhængen mellem teateret og the high society etableret.

Dødsfaldet i USA sender Coras bror, Harold, over Atlanten til England med det barske budskab, at han har formøblet stort set hele deres mors formue, og han har endda medbragt den “finans-ekspert”, som har lovet at skaffe formuen tilbage; en charmerende charlatan, som sårbart ulykkelige Mary falder pladask for – én enkelt nat – og de to suspekte amerikanere bringer efterskælv fra Wall Street-børskrakket i New York med sig ind til familien på godset, midt i en voldsom generationsskifte-hærget opbrudstid: Mary køres i stillig til at overtage godset fra Robert og Cora, Carson har sidste dag som butler, Daisy overtager kommandoen over madlavningen fra ms. Padmore. I hvad vi i dag véd, var mellemkrigstiden, men man i England o. 1930 tror og håber, er efterkrigstiden, er klasseforskelle så småt ved at formindskes: Arbejderklassens stemmer ved at høres, kvinder er ved at markere sig.

Efter to tidligere spillefilm og hele 14 års serie-afsnit spændende over 18 års historie (fra 1912 til 1930) er der nok at få styr på i denne absolut og uigenkaldeligt sidste omgang “Downton Abbey”. Serien har hele vejen igennem velfungerende benyttet sig af samme fortællegreb som den danske tv-serie “Sygeplejeskolen”: At inddrage aktuelle elementer fra det det virkelige liv på det tidspunkt, serierne udspiler sig; underholdende, lærerigt og tilføjende en god portion troværdighedsfremmende realisme. Diskret snobberi har også altid floreret i “Downton”-universet, så da Noel Coward med “entourage” indtager godset “glemmer” den forhenværende omgangskreds fuldstændig Marys skilsmisse-skam og strømmer igen til festlighederne. Den altid lidt for morsomme mr. Moseley, som i den foregående spillefilm pludselig og overraskende viste sig som et lysende manus-forfattertalent, får her igen, nu som en kendt, respekteret og succesrig filmmanuskriptforfatter, lov at føje lidt pjat til seriøsiteten i de pragtfulde miljøer.

Så er generationsskiftet “upstairs” som “downstairs” sikret, smertefuldt såvel som uundgåeligt, og det er OK at lade vemodige tårer trille – og svært at lade være – når Robert tyst lægger håndfladen på det pragtfulde gods’ ydermur til et sidste farvel, før han og Cora hånd i hånd i den gyldne solnedgang forlader det. Alle sløjfer er bundet, alle spørgsmål besvaret, i denne værdige, vellavede, dybt tilfredsstillende afslutning. I sandhed: “The Great Finale”.

Se også The Guardian