Eleanors sandhed (Eleanor The Great)

Scarlett Johanssons instruktørdebut “Eleanors sandhed” fortæller historien om den 94-årige Eleanor Morgenstein, der efter sin bedste venindes død flytter fra Florida til New York for at bo hos sin datter og sit barnebarn. Ensom og på jagt efter mening havner hun ved et tilfælde i en gruppe for holocaustoverlevere, hvor hun begynder at fortælle sin afdøde venindes historie som sin egen. Løgnen vokser hurtigt, især da den unge journaliststuderende Nina får interesse for Eleanor og ønsker at fortælle hendes historie videre.

Filmens største styrke er uden tvivl dens grundidé. Historien er original og adskiller sig fra mange andre dramaer i biograferne lige nu. Temaerne om sorg, ensomhed, identitet og sandhed giver et spændende udgangspunkt, og man bliver som tilskuer nysgerrig på, hvordan Eleanor vil håndtere konsekvenserne af sin løgn. Desværre er det en film, hvor idéen er langt bedre end udførelsen. Humoren er et af filmens største problemer. Mange scener virker, som om de prøver alt for hårdt på at være sjove. I stedet for at lade humoren opstå naturligt gennem karaktererne og situationerne, føles den flere steder påklistret og kunstig. Det skaber en mærkelig tone, hvor filmen ikke helt kan beslutte sig for, om den vil være et alvorligt drama eller en let komedie. Resultatet bliver, at flere af de følelsesmæssige øjeblikke mister deres gennemslagskraft.

Der er også flere scener, som virker dårligt gennemtænkte. Særligt scenen, hvor Eleanors datter reagerer på afsløringen af sandheden, fremstår unødvendigt dramatisk og overdrevet. Reaktionen virker ikke troværdig i forhold til karakteren, og scenen føles mere som et forsøg på at skabe kunstig spænding end som en naturlig del af historien. Flere steder i filmen sidder man med fornemmelsen af, at manuskriptforfatteren har ønsket en bestemt følelsesmæssig effekt, men ikke helt har fundet en overbevisende vej derhen.

På skuespilfronten er det især June Squibb, der holder filmen oven vande. Hun leverer en troværdig og sympatisk præstation som Eleanor og formår at gøre hovedpersonen interessant, selv når manuskriptet svigter hende. Hendes alder og erfaring giver karakteren en naturlig tyngde, som filmen har stor gavn af. Resten af rollelisten imponerer dog ikke i samme grad. Erin Kellyman som Nina, Jessica Hecht som datteren Lisa og Chiwetel Ejiofor leverer alle acceptable præstationer, men ingen af dem efterlader et særligt stærkt indtryk. Flere af karaktererne virker desuden underudviklede, hvilket gør det svært for skuespillerne at skabe noget mindeværdigt.

Som instruktør viser Scarlett Johansson glimt af potentiale, men hendes debut føles usikker. Filmen mangler en klar stil, og flere scener virker tonalt ujævne. Klipningen er også et problem. Overgange mellem scener føles flere gange abrupte, og filmens rytme bliver derfor ujævn. Man oplever gentagne gange, at en scene slutter for tidligt eller fortsætter længere end nødvendigt, hvilket gør filmen mindre flydende.

Manuskriptet er heller ikke filmens stærke side. Dialogen virker flere steder konstrueret, og karakterernes handlinger føles ikke altid logiske. Det er særligt frustrerende, fordi historien i sig selv har et stærkt fundament. Med et skarpere manuskript og en mere gennemarbejdet instruktion kunne “Eleanors sandhed” have været en både rørende og tankevækkende film.

Samlet set er “Eleanors sandhed” en film med en fremragende idé, men en skuffende udførelse. June Squibb leverer en stærk hovedrollepræstation, og plottet er både originalt og interessant, men forceret humor, svagt manuskript, ujævn klipning og middelmådige biroller trækker helhedsindtrykket ned. Filmen har noget på hjerte, men den lykkes kun delvist med at få det sagt.