En kage til præsidenten / Mamlaket al-qasab

Denne yderst vellykkede debut film fortæller om, hvad et deprimerende og undertrykkende autoritært samfund har af omkostninger for alle andre end topfiguren, men den er også en hjerteskærende fremstilling af, hvordan folk alligevel prøver at klare hverdagen, som det nu lader sig gøre. Hvis det ellers kan lade sig gøre under et sådant brutalt altomfattende system.

Vi er i Irak i 1990 under Saddam Hussein’s rædselsstyre. Landet er underlagt voldsomme sanktioner fra NATO, men ingen tør naturligvis protestere, hverken mod sanktionerne eller mod Hussein. I skolerne begynder hver dag med at eleverne sværger loyalitet overfor Hussein. Og på hans fødselsdag – d 28 april – skal hele nationen fejre den. Og det er her Lamia kommer ind i billedet. En 9-årig pige, der lever i dyb fattigdom sammen med sin gamle svagelige bedstemor i et skur ved floden. Hun padler selv hver dag alene til skole i deres beskedne kano.
Den ubehagelige og råbende soldat-lærer trækker en af dagene op til fødselsdagen lod om, hvem der skal lave en fin kage (med creme) til ære for Hussein. Og loddet falder på Lamia. Hun skal lave klassens fødselsdagskage! Får hun ikke lavet den, vil hun og hendes bedstemor blive angivet med en ydmygende straf til følge. Problemet er, at hun og bedstemoderen ikke har råd til at skaffe selv de simpleste ingredienser (æg, mel, sukker, bagepulver). Hun er havnet i en håbløs situation.

Så Lamia (med sin trofaste og elegante hane i favnen) og bedstemoderen samler hvad de har af ejendele og begiver sig ind til den nærmeste by for at se, om de kan skaffe penge til kagen. Heldigvis er der et postbud, der forbarmer sig over dem, så de kommer med ham i hans ramponerede bil. Han er et vidunderligt eksemplar af en “smil-og-vær-vittig-så-du-ikke-kommer-til-at-græde” type! Da de når til byen, bliver Lamia og bedstemoderen adskilt, og nu udfoldes den videre historie som en yderst raffineret fortalt og krydsklippet drama: får Lamia skaffet ingredienserne og bliver de to forenet? Lamia løber på sin skolekammerat Saeed, en trænet og dygtig tyv, og det bliver en god hjælp for hende, hvis situation bliver mere og mere håbløs. Deres mission er både underholdende og forfærdelig, idet den udfoldes midt i de voksnes opfindsomme og desperate hverdagsfiflerier. Og selv den mindste “sejr” har en pris! Både for voksne og børnene. Derfor bliver slutningen også en direkte knytnæve i ansigtet på os tilskuere.

Dette er den irakiske instruktør, Hassan Hadi’s første spillefilm, og den vandt prisen ved sidste års Cannes festival som netop bedste premierefilm. Hadi bor i New York, men han trækker på egne erfaringer som dreng på dette tidspunkt. Særligt ritualet med at fejre Hussein’s fødselsdag under de ekstreme forhold med de udenlandske sanktioner.

Dette er blevet en vidunderlig fabel, raffineret komponeret, smukke stemningsfulde billeder – midt i afmagten. Og det kendte tema med børns oplevelser af den voksne verdens dumhed og desperation bliver afleveret afvæbnende af skuespillerne, der viser sig at være amatører! Imponerende er det, hvad Hadi har fået frem i dem allesammen. Bedstemoderen, postbudet, kammeraten Saeed – alle leverer ægte præstationer. Men den 9-årige Baneen Ahmed Nayyef overstråler dem alle. Denne pige leverer en pragtpræstation som den modige, initiativrige og resolutte pige Lamia. Hun burde have fået en pris, og hendes elegante hane, der følger hende overalt, burde have fået prisen for bedste birolle.