En plads i manegen

Hun har haft et cirkus-dynasti i ryggen og manegens savsmuld under fødderne fra hun blev født. Hele hendes liv er gået med at optræne og optræde med de smukkeste, klogeste, ædleste heste;  hun har vundet de største, mest prestigefyldte cirkus-priser i verden; et utalligt publikum har hyldet og beundret hende og nu, i en alder af 76 står Katje Schumann ved et voldsomt vendepunkt: Ingen af hendes børn eller nærmeste familie ønsker at føre traditionen videre. Skal den overleve må en ny cirkusprinsesse findes udenfor familien Schumann og oplæres helt fra bunden, og dette er netop denne films rammehandling.

Her i sine 70’ere bor Katja Schumann udenfor Løkken på det, hun kalder Cirkusgården, med en god, jævnaldrende, platonisk mande-ven som sin fysiske og psykiske hjælp og støtte, og herudfra har instruktør Anne Svejgård Lund filmet Katjas liv i hele seks år.

Gården består af en enkelt muret bygning omgivet af familien Schumanns århundredegamle cirkusvogne af træ, uden varme eller vand; ældede og slidte, uprætentiøst velfungerende som deres ejerinde selv. Livet er nu mere pløre end paljetter, men der er stadig glitrende kostumer i skabene, og Katja Schumann stabler hver sommer et cirkusshow på benene med de pragtfulde heste, hun har om sig og træner så livslangt hjemmevant. En dag dukkede Liv, en da 18-årig skolepige fra byens gymnasium op på gården og tog aldrig hjem igen. Tosset som hun er med heste og uhjælpeligt bidt af cirkuslivet, flyttede hun ind hos Katja og begyndte på den sindssygt krævende optræning til cirkus-rytterprinsesse hos den sindssygt krævende og ikke spor venligt imødekommende forhenværende verdensmester.

Gennem disse to på alle måder vidt forskellige kvinders forhold oprulles Katja Schumanns sære, svære, specielle liv, hvis hele indhold har været og stadig er hestedressur og cirkusoptræden. Trods denne nærmest maniske målrettethed er Katja selv et orgie af kontraster og modsætninger: Mor, men ikke begejstret for børn, konstant omgivet af mennesker, med med et enormt behov for ensomhed, udadtil, for publikum og fans: smilende, charmerende og imødekommende – overfor sine nærmeste: evigt kritisk, irettesættende, krævende. Men i to scener krakelerer den hårde, kolde skal, og den sårbare, sorgfuldt savnende Katje kommer frem: Da hun besøger sine to børn i USA og pludselig forstår, hvilken dominerende, hård og krævende mor, hun har været, og da hun, for første gang siden hun og hele Cirkus Schumann i 1969 blev smidt ud af Cirkusbygningen i Københavns centrum, genbesøger den ikoniske bygning, sparsomt ombygget til Wallmans Saloner. Det gør ondt på hende – og på os. I løbet af disse 56 år har Katje giftet sig med grundlæggeren af det anerkendte og berømte The Big Apple Cirkus i New York, mistet sin elskede far og mentor, Max, fået to børn, som hun, næsten fra fødslen har tvunget i manegen, præcis som hun selv blev: træn-træn-træn og vær udadtil altid, som Katja selv: smilende, glad, elegant afslappet. Et manisk menneske, der intet andet kender eller ønsker end at arbejde og optræde med sine vidunderlige heste og dyrke lækre tomater i det drivhus, hvor hun kan finde den eftertragtede ensomhed.

Derfor bliver filmen også via sin altdominerende hovedperson både tiltrækkende og frastødende, rørende og irriterende, forståelig og forkastelig; et fascinerende, facetteret billede af og fra en – med et forslidt udtryk – en helt anden tid. Mens de store, danske cirkus-dynastier, Schumann og Benneweis er bukket under for de nye tider, eksisterer Cirkus Knie stadig i Schweitz og her tager Katja unge Liv med ned for at lære andet .mere og større end i Løkken, og her leverer 80+-årige Kvie så den for alle undtagen Katja så indlysende sandhed: Liv kan ikke på få år lære, hvad Katja har været over 70 år om at perfektionere. Liv sænker de anspændte skuldre, ånder lidt friere og suger taknemmeligt og videbegærligt alle de nye cirkus-oplevelser og -lærdomme til sig, mens Katja lover gamle Knie at forsøge at huske og efterleve dette.

“En plads i manegen” er både et tæt portræt af en u-knækkelig, ukuelig kvinde og af en tid, hvor børn behandledes så fuldstændig anderledes end i dag; hvor underholdning foregik i duftende savsmuld med virkelige, modige cirkusprinsesser balancerende på virkelige, galoperende heste. Så smertefuldt, lærerigt og underholdende.

Læs også ekko