En snegls erindringer (Memoir Of A Snail)

Jeg er taget i biografen for at se en tegnefilm. Umiddelbart synes jeg, det falder helt naturligt, at der er flere familier med børn under teenagealderen, der har gjort det samme. Men jeg ændrer hurtigt mening. Denne animationsfilm er ikke umiddelbart for børn. Hvilket bekræftes af de 2 8-10 årige drenges opførsel på min venstre side. Efter slikposens indhold er fortæret, kommer der uro, små bemærkninger og gabelyde. De er ikke fanget af filmens tema. Som i overhovedet ikke!

Grace er en pige, der har problemer i livet lige fra starten. Hun er for tidligt født og skal tilbringe en del tid på sygehuset det første år af sit liv. Desuden er hun født med hareskår, og da operationen går galt, og hun mangler blod, tilbyder hendes tvillingebror at give hende det – også selvom han tror, at han derved skal dø. Tvillingerne er som to sjæle med ét hjerte. Det tema udfoldes så – måske lige i overkanten. Men som man siger: Overdrivelse fremmer forståelsen. Graces liv er ingen dans på roser. Hun elsker snegle, fuldstændigt som sin mor, der døde i barselseng. Grace gør, hvad der falder hende meget naturligt. Hun kravler ind i sit eget sneglehus. Heraf titlen: En snegls erindringer.

Moren dør i barselsengen. Faderen bliver invalid og dør af et overforbrug af alkohol. Grace skilles fra sin tvillingebror, Gilbert. Hun adopteres af et par, hvor selvrealiseringen er i højsæde, så dér er ingen forståelse at hente. Lyspunktet i Graces liv bliver Pinky, en ældre livsglad kvinde, der aldrig har sagt nej til nye eventyr, men har kastet sig ud i alverdens gøremål med hjertet på rette sted.

En snegls erindringer er en fin lille animationsfilm om at turde kaste sine selvskabte bure væk og leve livet – forlæns! Ikke se sig selv som et offer, men lade det ubehagelige være bag én som noget, der var, men nu ikke er mere. Den beskriver mennesker som de onde og de gode og så alle dem, der i deres handlinger kommer til at gøre ondt, uden de ville det. Mobningen er børnenes magtmiddel. Religionen udstilles ondt uden nuancer, mildest talt! Forelskelsen er mere nuanceret, og dog skildret med en grum ram af besættelse. Familiesammenholdet er en varm base og venskabet i højsæde.

Hvad er det så, der gør, at denne animationsfilm ikke umiddelbart er for børn? Først og fremmest antager den en voksens synsvinkel. Grace fortæller sit liv til en snegl, Sylvia, og lader den voksnes syn på livet være indgangen til fortællingen. Det er en voksens humor og indsigt, der kommer til udtryk. Handlingen er visuelt som en snegls langsomme vandring. Temaet er savn og sorg over tab af elskede mennesker. Et sådant tema skal ikke forceres. Et sådant tema kræver tid – helt konkret som sneglen Sylvias vandring – billedligt set fremkommer der i denne langsomme vandring et livs selverkendelse på voksnes præmisser.

Jeg kan ikke sige, at et barn ikke vil kunne få noget positivt og opbyggende med sig ved at se filmen, men umiddelbart vil jeg give filmcensuren ret. Filmen retter sig til børn over 11 år.

Se også ekko