Enzo

“Enzo”s ufattelige aktualitet er en gave, der ikke kunne planlægges – et held, der ikke kunne forudses, men faktum er, at filmen får Damarkspremiere præcis samtidig med, at unge, ukrainske mænd nu nægtes udrejsetilladelse og i stedet indkaldes til tjeneste i hær og krig. Dette er netop et væsentligt tema i dette intenst medrivende og bredt engagerende coming-of-age-drama.

16-årige Enzo er mut, sur, uhjælpsom, doven, sjusket, ligeglad med sit arbejde og de øvrige på sin arbejdsplads – i en sådan grad , at hans mester insisterer på at køre den uduelige murer-lærling hjem og få en samtale med hans forældre. Allerede i indkørslen melder den første konflikt og kontrast sig: For hjemmet er en rigmandsvilla på strandvejen med havet umiddelbart udenfor og en swimmingpool indenfor i den store, smukke have. Så følger konflikter og kontraster ellers i en lind strøm: For murerlærlingens far og mor er tårnhøjt uddannede og lønnede top-akademikere, og Enzos storebror på vej til et eliteuniversitet.

Enzo foragter og forkaster alt dette: Han er droppet ud af gymnasiet, anser sig selv for en dum, ubegavet fiasko, skønt fint indrammede tegninger på væggene afslører, at Enzo er en udmærket kunstner, hvilket de omsorgsfulde forælder anerkender, men filmen gør for lidt ud af. Det eneste, Enzo ønsker, er det simple liv som håndværker og at fortsætte som murerlærling. De nok bekymrede, men også forstående forældre får en klog, dyb samtale med både mester og lærling, og næste dag vender en forvandlet Enzo tilbage til arbejdet: Nu flittig, omhyggelig, hårdtarbejdende… Men det er ikke den eneste nyhed på byggepladsen: Krigen i Ukraine er eskaleret. Der er hårdt brug for alle våbenføre mænd i hæren, og dem er der to af på Enzos arbejdsplads: Miroslav, som er optændt, klar til straks at tage tilbage og kæmpe for fædrelandet, og den mere stille Vlad, som bestemt ikke er det: Han er kommet til at føle sig som en franskmand og vil fortsætte livet i Frankrig. Enzo har en sød, jævnaldrende pige-kæreste, som nok vil ham mere, end han vil hende, og som flygter skrækslagen, da Enzos mor overrasker de to purunge i poolen, og mor ville bare invitere pigen til middag!

Filmen er i bredeste forstand dybt loyal overfor hele sit persongalleri: Godt nok centrerer den sig om Enzo og hans teen-age-kaos og problemer, men det er bestemt heller ikke let at være teenager-forældre! Tolerance og accept kan opfattes som ligegyldighed og mangel på omsorg, bekymring og spørgsmål som kontrol og overvågning, tilbud og forslag som pres og tvang.

Mens Enzos konflikter med, og oprør mod forældrene vokser, knytter han sig tættere og tættere til den langt ældre Vlad, går med ham og hans kammerater i byen og en aften med ham hjem, hvor Enzo ønsker at fuldbyrde et homo-erotisk forhold, men afvises af Vlad. Med tydelige mindelser om Luca Guadagninos 2017-James Ivory-filmatisering “Call me by Your Name” og behageligt politisk ufrelst i disse woke, krænkelsesparate tider er det den unge, den endnu i lovens forstand “mindreårige”, der tager det homo-erotiske initiativ, men bliver afvist, holdt på afstand af den voksne og modne, som ellers vanligvis udhænges som krænkeren, vold(tægt)sforbryderen, skurken. Stærkt, intenst og så ægte, at Enzos aflagsfremkaldte frustration, vrede og skuffelse forplanter sig mærkbart til tilskueren.

Dette er netop filmens største force: Dens handlingsforløb og dens skuespil er så gennemægte og naturligt, at det føles som at følge en dokumentar optaget med skjult kamera. Derfor er dens dens personer, deres følelser og udvikling også så lette at leve sig ind i, fra det lækre rigmandsmiljø til den rå byggeplads. Alt indsvøbt i den hede, sydfranske sommers sol. Som bekendt er der ingen lette løsninger, ingen smutvej gennem teen-alderens kaos og forvirring, heller ikke her, men forløbet er så afgjort værd at følge!