Father Mother Sister Brother

Søger man på nettet under Jim Jarmusch, er det første, jeg noterer et citat fra den amerikanske instruktør, der konstaterer, at han ikke er en kommerciel instruktør. Det tør siges. Efter sigende har Jarmusch, der er blevet 73 år gammel, i de senere år haft svært ved at kunne få finansieret sine film, også selv om han er en genuin independent ‘auteur’. Man kan så håbe, at hvis der skulle komme en ny film efter “Father Mother Sister Brother”, vil Jarmusch få lidt lettere ved at rejse penge, fordi denne tredelte fortælling blev honoreret med Guldløven ved Venedig filmfestival. Man kan også, som Kim Skotte gjorde opmærksom på i sin anmeldelse i Politiken, sige, at det er lidt ærgerligt, at hæderen og den store anerkendelse kommer sent i karrieren. Efter lang tro tjeneste i den marginaliserede del af filmbranchen får Jim Jarmusch endelig ‘credit’, som han har fortjent.

“Father Mother Sister Brother” er bare ikke instruktørens bedste film, den kandiderer til at være noget nær kvintessensen af Jarmuschs ‘oeuvre’. Men hvor instruktøren engang repræsenterede en art filmisk nybrud med en ‘cool’ humor, der er den seneste film snarere endnu en film i rækken. De formelle fornyelser er minimale, mens fokuseringen på den familiære intimsfære er bemærkelsesværdig. Paradoksalt nok fordi familien i to ud af tre historier er meget lidt emotionel tæt.

Som i “Mystery Train” (1989) og “Night On Earth” (1991) er det en fortælling i tre dele, et triptykon, som udspiller sig tre forskellige steder. I den første historie er vi i USA, hvor en broder og søster skal besøge deres gamle far, der bor ‘out of nowhere’ i New Jersey-skovene, i anden historie besøger to søskende deres moder, og selv om alle tre bor i Dublin, ses de øjensynlig kun rituelt den ene gang om året til the med små delikate kager. I den sidste fortælling skal en broder og søster op i deres afdøde forældres tomme lejlighed i Paris. Hvor den finale historie er fuld af varme og hengiven kærlighed – både mellem tvillingerne og deres forhold til de lidt flippede døde forældre – er de to første historier studier i bedrag og forstillelse. Indholdsmæssigt handler filmen, som titlen jo annoncerer, om kernefamilien, om de tætte bånd der måtte være mellem forældre og voksne børn, hvilket ikke er en garanti for at der hersker fred og fordragelighed.

Men nok så afgørende er de filmiske og scenografiske virkemidler. De sidste understøtter den distance, som ligger i dramaturgien, men de mange gentagelser og fordoblinger gør på den anden side også opmærksom på, at det hele jo bliver fortalt af en instans – vel at mærke udenfor fortællingen, diegesen. De tilbagevendende momenter skaber en vis distance og gør tilskueren klar over, at der er svæver en fortæller hen over det, vi ser. De mange genkomne elementer opdager man selvsagt ikke i første del af historien, men via variationerne i del to og tre kommer tilskueren lidt på afstand af det menneskelige drama. Man sidder nemlig også og venter på bestemte replikker og brug af diverse scenografiske elementer.

Lad mig konkretisere: I alle tre dele dukker der tre ‘skatere’ op på vejen, og de filmes endog i slowmotion – som om dette fænomen er her og der og allevegne, som et moderne frihedssymbol. Realismen afløses af en vision – for en stund. I alle dele bliver der skålet – ikke i vin eller spiritus, derimod i vand eller the, og hver gang diskuterer man om det er muligt at komme med den slags sproghandlinger. I alle dele ses et Rolex ur (‘fake’ eller ej?), i alle dele skal vi i starten følge de voksne børn, der i bil bevæger sig hen til henholdsvis fader, moder eller fraværet af begge. Vejen ad hvilken er en historie i sig selv.

I alle tre dele er det rituelle samvær om et bord et socialt og disciplinerende moment. Man bemærker således, at hvor alle tre i første del skifter pladser i stuen, der er de to søster og deres moder limet til deres pladser i anden del. I tredje del er forældrene jo per definition fraværende, og de to børn bevæger sig frit og næsten poetisk rundt i den fotogene Vilhelm Hammerhøjske tomme lejlighed. Tilbagevendende er også kameraindstillinger, der hævet over spisebordet viser, hvordan man set oppefra kan anskue det sociale spil som et tableau eller ligefrem som et stillleben. Cafebordet udnyttede Jarmusch til perfektion i episodefilmen “Coffee And Cigarettes” (2003), og der er selvfølgelig hilsner tilbage til den film og dens tørre humor og skødesløse dialoger om stort og småt.

Endnu et tilbagevendende træk er genbrug af skuespillere; i “Father Mother Sister Brother” begrænser det sig dog til Tom Waits, der er faderen i første del. Allerede i krydsklipningen, mens søskendeparret lidt famlende kører op til faderen og holder en vis distance til hinanden, og i udlægningen af faderens liv som enkemand, ser vi, at faderen pynter huset op – ved at rode det til. Han er langt mere beregnende, end børnene er bevidste om, og vi erfarer, at begge børn har hjulpet ham med større beløb. Da første del slutter, smutter faderen ud i en nyere bil end den smadrekasse, der står foran huset, og han er nu velklædt på vej til en date. Selv om man er gammel, kan man godt være snu og snyde de godtroende voksne børn, så det driver. Inden da har Waits figur optrådt med den økse, han bruger, når brændestykker skal skæres til, og man må sige, at han svinger øksen i faretruende nærhed af de to måbende børn. Der er ikke et øje tørt, og Waits er god til at agere uforudsigelig. Børnene tror, han er énfoldig. Sandheden er den omvendte: De voksne børn bliver ved med at elske deres fædrene ophav, det véd faderen, og det udnytter han igen og igen.

Der er en forsonende humor i første del. Den har en afvigende pointe i og med, at faderen spiller skuespil til en guldmedalje, mens anden dels humør er mere forceret, fordi vi har at gøre med en familie blottet for tæthed og kærlighed. Selv om den foregår i Dublin, er det dybt ritualiserede samvær omkring the-bordet med ‘stiff upper lip’ i den grad anført af moderen, spillet af den med fuld overlæg frysende kolde Charlotte Rampling. De to døtre er vidt forskellige; den yngste er rebellen, der skjuler, at hun er lesbisk, mens den ældste, spillet af Cate Blanchett er så kantet og kikset, at det tenderer det urkomiske. Meget kan den australske skuespiller, ja jeg er lidt af en fan, men at spille sjov og komisk ligger ikke helt til Cate Blanchett. Anden del er manieret: En lang udstilling af forstillelse og ukærlige overklassemanerer. Moderen er succesforfatter, så man aner, at hvis hun nogensinde har følt noget for sine børn, er det blevet kanaliseret ind i fiktionsfortællinger. Der er angiveligt flere penge i forskudt kærlighed end regulær og generøs kærlighed til de to sårede døtre.

Den første del gør en dyd ud af at tilsidesætte formelle regler omkring et spisebord, mens anden del modsat viser det opstyltede udtræk af skrevne og uskrevne regler for, hvordan man skal gebærde sig i de finere selskaber. Det er ikke sjovt, det er pinligt på de vitale menneskers vegne.

Den bluff og kulde som dominerer i de to første dele, bliver modgået i sidste del, der skildrer et par tvillinger, der har smuk kærlighed til hinanden og til de afdøde forældre. Scenografien kan minde om Bertoluccis “Sidste tango i Paris”, men vel at mærke renset for overgreb, magtanvendelse og asymmetriske relationer. På sin vis er tredje del løfterig. Tvillingerne har kunnet nyde godt af deres forældres frie livsstil, og selv om de to samlede en farlig masse i lejligheden, som tvillingerne nu skal tage stilling til, så er den materielle arv ikke noget seriøst problem, for når forældre og børn har elsket hinanden, bliver arvingerne overbærende. Meget sødt sidder tvillingerne og ser på fotos, og de konstaterer, at deres forældre var smukke og dejlige. Man skulle næsten ikke tro, at det er den samme instruktør, der står bag alle tre historier. Men godt at vide at misantropi kan overgås af kærlighed.

 

Læs også ekko