Following - Kirke og Film
Kriminalfilm, Thriller

Following

"Mesterlig, uforudsigelig thriller om menneskets dunkleste drifter ~ 5 stjerner"

Af: Helle Sihm

Det er noget af et scoop, at der nu er mulighed for at se “Following” – en 28 år gammel debutfilm fra en filmkunstner, der nu befinder sig på toppen af sin imponerende karriere, og som her i denne stramt komponerede budget-minimale sort/hvide noir-thriller, som han både har udtænkt, skrevet manus til, instrueret og fotograferet, introducerer mange af sine kommende temaer og fortælleformer.

Unge, arbejdsløse, sølle og ludfattige Bill drømmer om at blive forfatter. For at få inspiration følger han efter og overvåger mennesker, han umiddelbart finder interessante. Men denne “inspirations-jagt” tager magten fra Bill: Han er blevet en “stalker”, en lurer, en forfølger, og en dag konfronteres han af ét af sine ofre: Den elegante, begavede, iskoldt kyniske Cobb, der er en genial, dødsforagtende, skæbneudfordrende indbrudstyv. Snart har han totalt magt over “underdog” Bill, som han tager med på nervepirrende, grænseoverskridende tyvetogter.

Umiddelbart voldsomt spændende og fascinerende i afsøgningen af menneskets mest frastødende sider: Griskhed, begær og begærlighed, undertrykkelse, ydmygelse, fornedrelse, svig og svigt, dødbringende løgne og bedrag. Præcist sat i klog kontrast til små rørende detaljer: Cobb har en teori om, hvilket alle hans tyvetogter da også beviser, at ethvert menneske har “en æske”: Kvinder ofte et smukt skrin, mænd ofte en upretentiøs skotøjsæske, fyldt med de fineste minder. Ting, som gennem livet har betydet uendelige meget for dem, som har skabt den personlighed, de nu er blevet, og som de derfor værner og hæger om, og som den psykopatisk modbydelige Cobb selvfølgelig nyder at destruere. Samtidig med at Cobb trækker hjælpeløse Bill dybere og dybere ind i en verden af vold, tyveri og endda drab, opbygger han via Bills afhængige svaghed en løgn, hvis grusomme følger først afsløres til allersidst, men faktisk er blevet antydet i filmens allerførste scene: En kort samtale mellem Bill og en interesseret udspørgende mand. “Following” oprulles altså, fuldt forståeligt og neglebidende spændingsskabende a-kronologisk, hvilket giver mindelser om “Memento”, ét af mester Nolans senere, roste og beundrede værker.

“Following” er i sig selv drønspændende,  optaget i stemningsmættet og -skabende sort-hvid, afviklet på blot 70 intense minutter, og ikke mindre spændende som oplæg til og indføring i en stor, alsidig filmkunstners samlede ‘oeuvre’. Filmen får dansk premiere på det perfekte tidspunkt: Få dage før instruktørens nyeste arbejde, gigantproduktionen “The Odyssey”, får både verdens- og danmarkspremiere. En unik mulighed for at følge én af tidens største, mest respekterede filmskaberes udvikling.

Det har tidligere, f.eks. via Lars von Triers og David Lynchs debutfilm, ladet sig afsløre, at det hverken er store budgetter, stor berømmelse eller ditto filmhold, der skaber mesterværker; sande filmkunstneres geni stråler også i lav-budget-film, klart og lovende, mere end antydende den fremtidige karriere. I løbet af sin 28-årige filmkarriere er Christopher Nolan gået fra “Following”s 70 intense, sort-hvide minutter og et budget på blot 6000 dollars til “The Odyssey”s 172 minutters kulørte action og et budget på absurde 250.000.000, ja, 250 millioner dollars! En imponerende udvikling, en imponerende karriere, der gør det endnu mere nødvendigt at få set denne stramme, intense og lovende debut!


Del med venner og familie

Skriv et svar