Frankenstein

Guillermo Del Toro har jo gennem årene været omgivet af spøgelser, monstre og andre sære væsener. Men det er nok rigtigt, at den ambitiøse videnskabsmand doktor Frankensteins skabning er det ultimative monster. Del Toro fortæller selv, at han som ganske ung så 1931 udgaven med Boris Karloff som monsteret. Har man set den, glemmer man heller aldrig denne formidable skikkelse (der kom en efterfølger i 1935 “Frankenstein og hans brud” også med Boris Karloff og instrueret af James Whale. Desværre gik det ud over Karloffs videre karriere, for han kunne ikke siden ryste denne rolle af sig). Selvom der løbende har været et utal af film med dette emne siden 1910, er det nok rigtigt, at det er oplagt, at Del Toro skulle lave sin særlige version, og man kan vel godt tillade sig at skrive, at dette er den vildeste, men også mest tænksomme version af denne “udødelige” fortælling!

De forskellige film har forholdt sig meget selektivt til det litterære ophav: Mary Shelleys roman fra 1818 “Frankenstein” med den sigende undertitel “Den moderne Prometeus”. Del Toro har læst romanen grundigt, og han lægger sig også på visse punkter tæt op ad romanen. Rammefortællingen har han fastholdt, og hans tilgang til hele fortællingen viser, at dette – for ham – ikke bare er endnu en spektakulær horrorfilm, men i sin grund er en tragedie og en filosofisk/teologisk refleksion over det at være menneske.

Som sagt gør han brug af Shelleys indgang til historie. Et dansk skib med Lars Mikkelsen som kaptajn og Nicolaj Lie Kaas som næstkommanderende er strandet i Arktis, lukket inde af isen, og de må vente på, at vejret skifter, så de kan komme fri. De observerer en skikkelse, der kommer tumlende hen over isen. Han bliver taget ombord, forkommen og psykisk ude i torvene. Han, doktor Frankenstein, begynder rablende og usammenhængende at fortælle sin historie til kaptajnen. Det betyder, at der på denne måde til en indledning lægges en umiddelbar distance til den oprivende historie. Men det giver netop mulighed for en langsom udfoldelse af en mere og mere dramatisk og tragisk fortælling.

Efter denne indledning præsenteres vi først for Frankensteins historie og derefter for monsterets historie. Viktor Frankensteins historie står i “Viktors” tegn. Barndommen med den tyranniske far, som han vil overgå som videnskabsmand, og den frygtelige tragedie, da moderen dør. Det skal blive hans opgave, hans “viktor” at overvinde døden. Han vil som en anden Prometeus skabe liv! Eller måske endnu klarere: Han vil træde i Guds sted, for som han siger et sted: Gud har fejlet; han har godt nok skabt liv, men han har ikke kunnet overvinde døden! Han tager opgaven på sig, samler ligdele fra henrettelser på torvet og fra krigsslagmarken. Kynisk og målrettet. Desværre lever hans skaberværk ikke op til hans forventninger, han er mislykket, og han kan kun gentage “Viktor” i en uendelighed – dum som han er. Vel at mærke indtil han lærer at sige “Elisabeth” (denne kvinde der ser ham som det uskyldsrene menneske, en Adam før Syndefaldet). Frankenstein sætter sig for at destruere det. Med de kendte følger.

Monsterets historie er en langsom opvågnen. En træden ud den paradisiske renhed. På den gård, hvor han gemmer sig, får han lært venskab og omsorg i mødet med en blind gammel mand. Han læser bl.a. Bibelen, særligt Skabelsesberetningen, og han læser Miltons “Paradise Lost”. Men han lærer også den virkelige verden at kende, voldens og vredens og fjendskabets verden, og han sætter sig for at finde sin skaber og vil komme til rette med deres komplicerede relation. Mødet finder sted på skibet med samtale og forløsende tilgivelse. Monsteret begiver sig afsted og som sidste gestus skubber han skibet fri af isen, så det kan fortsætte sin færd. Vi må spørge: Hvem er egentlig monsteret i denne fortælling?

Frankenstein spilles af Oscar Isaac med ilter intensitet som den selvudråbte “skaber”, hvis stålsatte arrogance konstant opsluges af anger og selvplageri. Monsteret spilles af Jacob Elordi i en imponerende præstation – ikke kun i den fysiske udfoldelse, men endnu mere i den måde han forstå at give udtryk for monsterets uskyld og hunger efter venskab, forståelse – ja kærlighed.

Der er ikke kun danskere foran kameraet. Det er Del Toros faste fotograf, danske Dan Laustsen, der fremtryller dette voldsomme vildt kaotiske, men også vildt smukke univers. Alexandre Desplat har fyldt lydsiden med en passende romantisk, men også til tider lovlig dramatisk musik.

Der har været mange udgaver af Frankenstein. Jeg har set nogle stykker, men denne Del Toro udgave får virkelig fortællingen til at leve.

Læs også ekko