Franz

Hvis Agnieszka Hollands film “Franz” (Franz K.) på forhånd opfattes som en såkaldt biopic, vil der være biografgængere, der bliver skuffede. De gængse film i genren skruer en berømt persons karakter og livsværk ned i en form, hvor den kan facilitere et par timers uforpligtende underholdning, og hvor personens eventuelle fortjenester for sig selv eller menneskeheden bagatelliseres, så de kan opfylde filmkonsumentens behov for lidt pseudokunstnerisk wellness, inden jagten efter næste forbrugsoplevelse sætter ind. Agnieszka Holland gør lige nøjagtig det modsatte. Hun lader Kafkas (1883-1924) værk vokse ind i en systematisk afsløring af vort eksistentielt set forløjede, forarmede og materialistiske liv. Den 77-årige polske mesterinstruktør bruger ganske vist et af biopic-genrens mest kritisable greb, nemlig at blande elementer i personens livsforløb i en orden, der fremmer fortællingens underholdningsværdi. Men hun gør det med en helt anden effekt. Hun viser, hvordan Kafkas tanker og skrifter kan kaste lys over vor tids mest problematiske træk.

Det komplicerer naturligvis sagen en lille smule, hvis man ikke har et aktivt forhold til Franz Kafkas forfatterskab, og det gælder faktisk ikke som ”aktivt forhold”, hvis man har læst Processen og/eller Forvandlingen i gymnasiet. På engelsk er de senere år udgivet et dækkende udvalg af Kafkas livsværk (altså de manuskripter, han ikke selv brændte). Det er det såkaldte The Schocken Kafka Library, der består af de litterære værker og flere bind breve og dagbøger. De tre romaner (Processen, Slottet, Amerika) offentliggjorde Kafka ikke selv. Han bad vennen Max Brod om at brænde de ufærdige arbejder, hvad han til alt held ikke gjorde, som det også fremgår af et kort klip i filmen. Agnieszka Holland tager fat i de relativt få værker, Kafka selv offentliggjorde under sin korte levetid, der sluttede brat efter et tuberkuloseforløb, som vi følger sidst i filmen. Det er utænkeligt at ikke også brevene og dagbøgerne har været inspiration for filmens fortælleform. Filmen udfolder sig som et opklippet narrativ med en forholdsvis begrænset personkreds i fokus og mange, mange visuelle sidespor.

Denne personkreds er familien, særligt søsteren og den patriarkale og brutale klovn af en far, samt vennen og den litterære eksekutor Max Brod, og dertil en lokal omgangskreds af anonyme forfattere og enkelte anonyme kolleger på forsikringselskabet, hvor han arbejdede som højtstående kontorist, og endelig de få kærester, Kafka havde. Nogle af disse personer standser abrupt op midt i det hele i adskillige scener filmen igennem og begynder at tale direkte til seeren. Det er dramaturgisk set et slags brud på ”den fjerde væg”, som man anvender i teatret. Her står de og tolker Kafkas liv i lyset af deres eget livsperspektiv og de forhåbninger, de havde for ham. Mens de lægger vasketøj sammen eller hvad det nu er. Men dette meget virkningsfulde og forsonende, teatralske træk står ikke alene i filmen. Den udspiller sig i en øst- eller mellemeuropæisk, burlesk satireform, som associerer til f.eks. Black Light Theatre og dukketeater, der er karakteristiske for Kafkas Prag.
Filmens visuelle rytme er følgelig en foranderlig strøm af klip fra mange tidspunkter i Kafkas liv, og langsomt, men sikkert også fra en fjern fremtid, nemlig vor tid, men også 2. Verdenskrig og tiden efter. Det er nøjagtig lige så blandet som det lyder, og resultatet er en flydende, sansestærk billedoplevelse.

Da verdensbilledet, der forbinder Kafkas iagttagelser af familiens og samfundets magthavere og deres absurde selvoptagethed med vor tids moderne kapitalistiske forbrugervanvid og underholdningsdrevne overfladiskhed i livssynet, tilmed er sandt, bliver det en rigtig, rigtig stor film.

Franz Kafka selv er magisk vellykket castet i Idan Weiss rollefigur. Han spiller den med et stort emotionelt spektrum i et ret snævert udtryksregister. Nu er det, i den sammenhæng, ikke helt spildt, hvis man har læst Forvandlingen, om Gregor Samsa, der skjuler sig på sit værelse under en familiebegivenhed, fordi han pludselig er blevet forvandlet til et kæmpeinsekt. Det er en tolkningsnøgle til en af filmens mange løse, genkomne detaljer. Instruktøren placerer små kravlende insekter på madbordene mellem Franz og den totalitære far, næsten helt ubemærket i filmens fortælling. Men kameraføringen formidler med stor præcision den fornemmelse af angst og fremmedgørelse, vi med et moderne psykologisk blik antager Kafkas novelle vil vise og som Kafkas rollefigur gestalter med stor klarhed.

I en af de centrale scener indgår et af Kafkas berømte torturredskaber, som Holland får bygget og sat op i et ikke særlig tjekkisk ørkenmiljø, som mere minder om sådan et sted, hvor f.eks. Dødehavsrullerne må være fundet. Hvis man skal tolke denne scene og særligt dens scenografi, på en måde, der giver et billede af, hvordan instruktøren opfatter Kafka, kan man ikke undgå at tænke på gammeltestamentlige ørkenprofeter eller søjlehelgener fra senantikken og kristendommens første tid. For det er en sådan person, let moderniseret, han er i sin selvforståelse. Det ligger derved også ligefor at beskrive Agnieszka Hollands forståelse af Kafka gennem et andet, men parallelt gammeltestamentligt glimt, nemlig som ”en, der råber i ørkenen”. Udtrykket forekommer flere gange i Bibelen, og det har en dyb symbolsk ladning gennem hele kulturhistorien som et billede på et kald til opvågnen. Og dér sidder Agnieszka Hollands Kafkafilm lige i solar pexus på det moderne menneske. Filmen om Franz viser os slående og smertefulde paralleller til vor tids undertrykkelse af den menneskelige frihed, som vi daglig møder gennem teknokratiets diktatur og indbyggede krav om hegemonisk overherredømme over vore tilværelser. Kafka så det komme. Og råbte op om det.

I de indklippede scener af den patetiske omdannelse af Kafka selv til poppet museumunderholdning i det moderne Prag, ser vi helt åbenlyst forfladigelsen af hans tanker, vi på andre tidspunkter i filmen oplever som rystende stærke. Det mest patetiske øjeblikke indtræffer, når disse turister som har gennemvandret en slags litteraturmuseum, endelig kommer hen et sted hvor de kan købe en Kafkaburger, som de vellystigt sidder og slubrer i sig. Kafkas eftermæle i Prags turistindustri bliver et billede på den fremmedgørende forfladigelse, hans værk iagttager ligger i samfundsformen. Som kunstnerisk greb er det meget beundringsværdigt fanget. Kafka selv er et ensomt, skrøbeligt menneske, med et betydeligt moralsk kompas, som komplicerer tilværelsen for ham. Som i scenen hvor han vil have penge tilbage af en tigger, der bad om 1 (tjekkisk) krone og fik en 2 kronemønt, men ikke kan give tilbage. Det bliver socialt pinligt og klodset, og søsteren må redde ham og tiggeren fra et slagsmål og en skandale på offentlig gade.

Det vides ikke, om historien er sand, men den er sand i symbolsk betydning, både for skildringen af Kafkas pertentlige personlighed og for Agnieszka Holland evne og vilje til i Kafkas ånd at skildre det absurde i vores, i menneskelig forstand, mislykkede samfund af meget rige og meget fattige. At alle parter lever i evig eksistentiel stress og fortvivlelse, kan der ikke være nogen tvivl om. At Kafka må være satiriker, hvad vi aldrig rigtigt tidligere har forstået, bliver på en underlig modsat måde klart, også i en anden mindeværdig scene, når den selvsmagende afdelingsleder på forsikringsselskabet skal stå og fortælle om selskabets rige tradition og den unge Franz bryder sammen af grin og må forlade lokalet under stor pinlighed. Det er den scene og scenerne med farens brovtende, brølende pladder, der binder Kafkas litterære verdensbillede sammen for os. Det er her, han iagttager den overdrevne mandligheds latterlighed, en tilstand vi også lider under i dag, særligt blandt verdens mest fremtrædende politikere.