Hind Rahabs stemme / Sawt Hind Rajab

For datidens publikum var stumfilmen aldrig stum: Musikledsagelse, lydeffekter. Fra filmkunstens fødsel var der stor bevidsthed om lydens virkning og vigtighed, dens stemningsskabende magt. I 2018 er der i Danmark premiere på Gustav Møllers “Den skyldige”, hvor en betjent på en øde politistation besvarer et opkald fra en kidnappet kvinde. Spændingen skabes udelukkende gennem de tos stemmer, via samtalen. Telefonen er redskabet, kontaktmidlet, den aldrig sete, skræmte, unge kvindes stemme det følelsespirrende, det handlingsfremdrivende, den menneskelige stemme er det væsentlige. I “Hind Rajabs stemme” løftes denne filmform til det nærmest uudholdelige med filmens frygteligt farlige blanding af autentiske og rekonstruerede optagelser, der sammenklippet fremstår 100% dokumentariske.

29. januar 2024, altså præcis to år inden filmens danske premiere, ringes Røde Halvmånes kontor i det krigshærgede Gaza op af en mand, der oplyser, at hans seksårige niece, Hind, er fanget i en bil sammen med sin familie midt i krigszonen, og beder nødhjælpsarbejderne ringe hende op, holde kontakt til hende, berolige hende, til redningsmandskab når frem. Den menige Røde Halvmåne-arbejder, Omar, får hurtigt den lille pige i røret, men snart er også hans kollega, Rana, og deres chef, Milad, en del af samtalen. Det viser sig hurtigt, at den kvikke, men rædselsslagne lille pige sidder i bilen sammen med lutter dræbte familiemedlemmer, og bare så inderligt beder om at blive hentet ud. Ambulance og redningshold er blot otte minutter væk, men det er otte dødsensfarlige minutter gennem intens kugle- og bomberegn. Den lille piges bønfaldende, men utroligt fattede og rolige stemme høres konstant, mens nødhjælpsarbejderne bliver stadigt stigende desperate over situationen, men efterhånden også over hinanden! For hvor “de menige” vil have ambulancen afsted her og nu, insisterer lederen på at afvente grønt lys oppefra med hensyn til dens sikkerhed – et grusomt dilemma, hvor begge parters argumenter virker både forståelige og valide.

I løbet af samtalens endeløse minutter får personalet fremfundet og udprintet fotos af en glad lille Hind i lykkelige situationer, som, visuelt, kort og effektivt, bryder det lydlige forløb, og gør kontrasten til hendes nuværende situation ufatteligt grotesk.

I virkeligheden varede telefonsamtalen med Hind 70 minutter, men filmen udstrækker forløbet til flere timer, hvor også mørket sænker sig og øger pigens forståelige og efterhånden også følelige angst og inderlige ønske om at blive udfriet, mens de formidable, palæstinensiske skuespillere, der agerer Røde Halvmåne-arbejderne, får testet deres talenter og udtryksregistre til det yderste.

Da filmen jo, via de autentiske lydoptagelser, skildrer et sandt forløb, og den også er blevet vist for adskillige relevante publikumsgrupper adskillige gange, kan det røbes, at ambulancen , efter myndighedernes nøl, øvrighedspersoners iskolde ligegyldighed og efterhånden lukkede kontorer, faktisk kommer afsted på sin otte minutters færd mod den lille pige, men så kommer der pludselig langt voldsommere, katastrofale lyde i nødarbejdernes telefoner, inden der bliver ildevarslende stille.

Filmen undgår selvfølgelig ikke at blive et indlæg i den verserende Hamas-Palæstina/Israel-konflikt, både helt håndgribeligt, når den tørklæde-klædte nødarbejder salvelsesfuldt citerer Koranen for at trøste den lille, angste pige, og ved at hele filmens intense harme, indignation og vrede flyder fra Palæstina mod Israel. Men trods dette og det, at den umiddelbare spænding gør det næsten uudholdeligt smertefuldt at sidde roligt betragtende gennem filmens stadig mere og mere gru-fyldte 89 minutter, er “Hind Rajabs stemme” en film, som bør og skal ses, da den via sin skabers unikke beherskelse af denne farlige blanding af dokumentarisme og rekonstruktion og hendes brændende fortælle-behov, bliver et autentisk billede af og et skræmmende og forhåbentlig afskrækkende monument over enhver krigs meningsløse lidelser og uskyldige børns enorme ofre.

Læs også Cinephil og epd