Hjem kære hjem

Dette er afslutningsfilmen i det, instruktøren Frelle Petersen kalder sin hjemstavnstrilogi. Både i filmene “Onkel” og “Resten af livet” var det hjemlige, de nære forhold, af afgørende betydning, også selvom de nu og da blev udfordret. Derfor er der også noget næsten selvfølgeligt i, at Frelle Petersens nyeste film hedder !Hjem kære hjem” – og så alligevel overhovedet ikke! For det er det paradoksale og hjerteskærende i denne film, at det netop er det trygge og velkendte hjem, der er blevet forvandlet til et på mange måder utrygt og næppe genkendeligt sted, hvor fremmede mennesker kommer og vil én noget hele tiden, og hvor der kun er plads til små glæder og spredte minder. Hjemmet er reduceret til en venteplads inden …..

Men nu er det jo en Frelle Petersen film, så selvom han har vendt blikket mod den side af  ‘det hjemlige’, hvor livet er ved at rinde ud, og det ofte er fremmede, nemlig de kommunale social- og sundhedsassistenter, der er de nære, så forstår han afdæmpet og rørende at fortælle om de bånd, der kan opstå mellem den, der skal hjælpes og hjælperen. Det er Frelle Petersens fokus og ikke en ellers berettiget kritik af de forhold, vi byder vores hjælpeløse ældre. Dette er et vilkår, men hans fokus er som sagt, at på trods af det forhold så kan der opstå noget særligt, hvor mennesker mødes – selv i korte øjeblikke, selv hvor der skal bakses og ordnes og skiftes sengetøj og hjælpes på toilettet, og hvor tiden kan være knap.

Vi følger den nyansatte Sofie (selvfølgelig spillet af Jette Søndergaard), der tager sit arbejde seriøst, og selvom hun ikke har megen tid, så yder hun, hvad hun kan. Efterhånden lærer hun også at slække lidt på reglerne, så hun kan få bare lidt mere tid til den enkelte borger. Naturligvis er der nogle, som hun kommer til at knytte sig mere til end til andre. Ja, da Else dør, kan hun næsten ikke klare det, men så kan hun heldigvis tage den fine kagedåse, som Else og hendes mand for mange år siden købte i Østrig, og som sønnen bare hælder ud i en container, og deri kan hun have de karameller, som Per gladeligt deler med hende.

Vi er med, når Else og Per og de andre skal hjælpes – også med det mest intime – og rigtigt er det jo, at sådan er det, sådan ser de ud med deres skavanker, og det er det, de skal hjælpes med! Petersen er eminent til at holde os fast på virkeligheden og samtidig nænsomt og usentimentalt give den både glans og betydning. Men vi får sandelig også lov til flere gange at blive i hjemmet efter hjælperen er gået. Hvor den gamle sidder ved bordet med ryggen til os og der er helt, helt stille, indtil vi hører stueurets tyste tikken eller en fugls sagte pippen. Alt siges med et sådant øjebliksbillede.

Naturligvis kommer Sofie ud for en uforskammet datter (det er samtlige kværulantiske og uforskammede pårørende samlet i én), hvilket naturligvis går hende på i en grad, så hun begynder at korte af, være vrissen og tillukket. Det påvirker selvfølgelig også hendes egen ‘hjemmezone’: Livet med datteren, der er lovlig trivielt og énsformigt for den 10 årige. Hun vil hellere med faderen og hans nye kone på ferie end spille kedeligt spil med en træt mor! Men heldigvis får Sofie et godt råd af én af de mænd, hun besøger, som åbner op igen for de tos forhold. Kollegaerne til Sofie er som kollegaer er på godt og ondt. Men man må sige, at filmen er en stilfærdig hyldest til disse sundheds- og socialassistenter, der løfter denne tunge men utroligt vigtige opgave.

Dette er altså afslutningsfilmen i det, Petersen kalder sin hjemstavnstrilogi. Man kan kun beundre, hvordan han i alle tre film er i stand til at løfte en umiddelbart banal hverdagshistorie til seværdigt kunstværk. Hvordan alt spiller sammen: skuespil, billeder, klipning og underlægningsmusik – så selvfølgeligt og gnidningsfrit, at vi slet ikke opdager, hvor fornemt det hele er komponeret. Efter dette mesterværk bliver det interessant, hvad Frelle Petersen – og Jette Søndergaard – kaster sig over. Vi venter med spænding.

Links
Cinema online ~ ekko ~ Vi elsker serier
Anmeldelse af Onkel (2019) : ekko
Anmeldelse af Resten af livet (2022) : ekko