I’m Still Here / Ainda estou aqui

Endelig er denne film kommet til Danmark! Jeg så den til verdenspremieren i Venedig forrige år, og den var absolut en af de film, der ville have appel til et stort publikum og ikke kun til de sædvanlige festivaldeltagere. Den har da også siden fået al den opmærksomhed, den fortjener.

Filmen lægger sig i forlængelse af flere sydamerikanske film om tab, vold og undertrykkelse. Her er vi i Brasilien i begyndelsen af 1970’erne. Men det smukke ved denne film er, at den trods den brutale virkelighed, er båret af en ukuelig styrke og aldrig opgivet livsmod. Personificeret i Eunice, moder til fem og gift med Reuben, arkitekt og tidligere politiker.

Filmen er instrueret af den kendte brasilianske instruktør, Walter Salles (bl.a. kendt for “Motercykel dagbog” fra 2004 om Che Guevara). Den er baseret på Marcelo Rubens Paivas erindringer fra 2015. Den fortæller historien om hans far, det tidligere kongresmedlem, Rubens Paiva, der var blandt de ca. 20.000, der blev tilbageholdt, tortureret, forsvandt, døde… under militærdiktaturet fra 1964 til 1985. Men det virkelige fokus for erindringerne er hans mor, den ukuelige Eunice!

Vi er nærmere bestemt i Rio under militærdiktaturet i begyndelsen af 1970’erne. Da vi møder familien Palva, er alt lyst og muntert. Solen bager ned over de legende børn på stranden, og de voksne, der blot soler sig i sandet. Hunden springer rundt og er med i det hele. Hjemme snakkes der ubekymret. Venner kommer på besøg. Børnene hører ufarlig popmusik. Vi har godt nok set et par iøjnefaldende militærbiler på gaderne, og en militærhelikopter har cirkuleret rundt over området. Det er øjensynligt livsvilkårene! Men situationen tilspidses. Det ældste af børnene kører afsted gennem byen sammen med nogle venner. Der er højt humør, vinduerne er åbne, så den friske vind rigtig kan få fat i hår og løsthængende bluser. Rockmusikken blæser til gengæld ud af vinduerne med stor kraft. Men pludselig er de fanget i en lang kø i en tunnel. En militærblokade! De visiteres og behandles unødigt brutalt. Chokeret kører de videre. Nu skifter filmen fuldstændigt spor.

En tilfældig aften tropper en gruppe civilklædte betjente op i familiens hjem og forlanger, at Reuben skal følge med til afhøring. Hvorfor får hverken han eller familien noget at vide om. Så begynder for alvor den forfærdelige tid for Eunice og børnene, for Reuben kommer ikke tilbage. Venner af familien bliver spurgt, Reubens samarbejdspartnerne bliver spurgt; ingen ved rigtigt noget. Rygterne går, at han er flygtet ud af landet. Hvad ingen tror på. Pludselig bliver Eunice selv og den ældste datter hentet til afhøring, ja fængsling – uden forståelse for, hvad der er i gang.

Filmen svælger ikke i voldsscener og åbenlys terror. Diskretion, tavshed, udenomssnak, løgne – det er den mere raffinerede form for effektiv tortur for familien. Hjemme igen beslutter Eunice af familien skal flytte til Sao Paulo og begynde på et nyt liv, men stadigvæk med uvisheden om Reubens skæbne.

Filmen springer frem til 1996, hvor Eunice videreuddanner sig. Her får hun endelig attest på, at Reuben er død. Vi ser et stille smil på hendes læber, da hun læser det. Endelig har hun fået vished. Den frygtelige men afgørende vished! Endnu et spring frem til 2014, hvor familien er samlet, og den gamle alzheimer-ramte Eunice sidder stille i sin kørestol. Lukket inde i sin egen verden. Men da der i TV pludselig dukker gamle optagelser op med hendes elskede mand, vågner hun et kort øjeblik og et stille smil lyser hendes ansigt op.

Der er skrevet meget om Fernanda Torres, der spiller Eunice. Med god grund. En fuldgyldig filmisk magtdemonstration. Hun ikke bare spiller. Hun er! Instruktøren har derudover fået Torres mor, Fernanda Montenegro, til at spille den gamle Eunice i kørestolen i sidste scene. Ikke bare et lille filmisk kup, men også en smuk gestus. Fernanda Montenegro spillede hovedrollen i Salles første store filmsucces “Central Station” fra 1998. To store brasilianske skuespillere, mor og datter, bliver således hædret!

Filmen er lavet med både fast og kærlig hånd. Walter Salles har fuldstændig styr på sine redskaber. Tidsbillede, stemning, musikken. Alt fungerer. En stor del af filmen er klip fra håndholdte super 8 optagelser af familiens liv gennem årene. Ikke bare et vigtigt element i filmen, men også en tydelig metafor for filmens overordnede tema : erindringen! Fortiden må ikke glemmes, ellers risikerer vi at gentage den

 

Læs også ekko ~ Film og tro ~ The Guardian