Ingen kære mor

Én scene skulle aldrig være nået længere end til manuskriptet: Filmens tre centrale kvinder: Datter Louis(e), mor Christel og bedstemor Vivi har ryddet op og ud i det sommerhus, hvor det meste af filmen forløber, og kører med en fyldt trailer til den lokale genbrugsstation. De gider ikke sortere, begynder bare at proppe det hele i rest-affald, hvilket selvfølgelig får pladsens leder til at komme farende, og et væmmeligt, voldsomt skænderi opstår, hvor plads-lederen bl.a. afslører sin kroniske sygdom, som de tre (generationer) kvinder alle bryder sammen i krampegrin over. Så via dette grove farce-forløb tidligt i filmen skildres de alle tre som ondskabsfulde, hensynsløse, uempatiske møj-kællinger – helt forkert i forhold til resten af historien, som netop lægger vægt på deres forskelligheder.

En anden, virkelig vigtig central scene skulle til gengæld have været både udbygget, opstrammet og tydeliggjort: Det er Juleaftens eftermiddag, folk strømmer til den lokale kirke, som hurtigt fyldes; de tre kvinder har svært ved at finde siddepladser, hvilket til sidst kun med stort besvær lykkes for de to ældste af dem. Symboliserer dette, at danskerne, ja, menneskene, end ikke på Juleaften i kirken kan udvise den smule næstekærlighed, omsorg og hensyn, rykke bare en anelse sammen, give en lille smule plads? Eller er det for at lade Louis(e), som ikke fik plads, på afstand, stående, betragte sim mor og bedstemor bogstaveligt såvel som i overført betydning, nærme sig hinanden, mens hun holdes udenfor?

Således er filmens forløb fejlfyldt og uforløst, men til gengæld er skuespillet sublimt: Samspillet mellem tre (generationer) store, stærke talenter: Veteranerne Birthe Neumann som Vivi og Lene Maria Christensen som Christel, mens unge, uprøvede Freja Sandberg som Louis(e) imponerer ved helt at spille og leve op til disse to.

Det afsløres hurtigt, at mor Christel er døende, ja, at dette bliver hendes sidste Jul, der som sædvanlig skal holdes i familiens sommerhus sammen med datteren og som sædvanligt uden bedstemor Vivi, som de ingen kontakt har haft til i årevis, og som derfor heller intet aner om sin datters terminale sygdom, indtil dækkenes knasen i gruset på indkørslen til sommerhuset afslører, at hun netop i år har besluttet at holde Jul med datter og barnebarn. Umiddelbart efter sin ankomst igangsætter Vivi en tsunami af udspekulerede ondskabsfuldheder og ydmygende nedrakninger af alt. I håb om at standse Vivis modbydeligheder røber barnebarnet, at hendes mor er døende, hvorefter Vivis ædende ondskab bare tager til. Skal kræftdøende Christels sidste Jul virkelig blive et koldt, ondt og på alle måder smertefuldt forløb, som filmens start varsler, og som håndfast konkretiseres af gravstenen, som Christel selv har medbragt og placeret i indkørslen til sommerhuset? Hun skal jo snart begraves på kirkegården deroppe ved sommerhuset. Nej, forløsning og forsoning er denne Julefilms smukke mål, så bogstaveligt “over night” – nemlig natten mellem 23. og 24. december – og uden nogen os oplyst årsag ændrer Vivi sig totalt: Den ondskabsfulde “bitch” er nu forvandlet til en kær, kærlig “mater familias”, og i stedet er det nu yngste generation, lesbiske Louis(e), der, fuld og vred haler de sidste skeletter ud ad skabet, mens livet så angstprovokerende og chokerende rinder ud for hendes kærlige, tolerante og forstående mor.

November er selvfølgelig det helt rigtige premiere-tidspunkt for en tankevækkende få-og-små-smil-gennem- vrede-og-varme-tårer-Julefilm, som så frydefuldt har tre formidabelt (sam)-spillende kvinder i hovedrollerne, og så tydeligt har de rette, fine intentioner, men så ærgerligt ikke rigtig formår at føre dem ud i livet – og døden.

Læs også ekko og Kulturbunkeren