It Was Just An Accident

Det er svært ikke at beundre den iranske filminstruktør Jafar Panahi. Han arbejder under komplet umulige betingelser, forfulgt som han er af det iranske styre. I det øjeblik han vender tilbage til landet, kan han se frem til igen at blive fængslet. Panahis nyeste film, It was just an accident, som han vandt Guldpalmerne for i 2025, trækker på de historier, han blev fortalt, da han sidst var fængslet. Den er vanen tro filmet i al hemmelighed. Men når midlerne er små, må man tænke kreativt. Dels er de fleste scener filmet i en varevogn, dels er udendørsscenerne gerne henlagt til et øde ørkenlandskab eller til udkanten af et natligt Teheran. Raffineret nok har vi altså at gøre med et kammerspil med mange halvnære og nærbilleder, samtidig med at filmen slægter ‘road movien’ på, fordi hovedpersonerne kører rundt i landet – ikke med et lig i lasten men noget der ligner.

Historien begynder med, at vi følger en familie, der sidder i en bil. De kører hjem i natten men påkører en hund, hvorfor bilen skal på værksted. Herefter skifter filmen fokus, idet vi nu følger mekanikeren Vahid, som stivner i det øjeblik, bilejeren kommer ind på værkstedet. Manden har en slæbende gang, og Vahid genkender lyden af den mand (’træbenet’, Eghbal), som torturerede ham, da han var fængslet for at opponere imod noget så banalt som manglende lønudbetaling. Vahids liv blev totalt smadret af torturen. Nu vil han have hævn.

Men fordi Vahid havde bind for øjnene under torturen, kan han ikke med sikkerhed genkende sin ’bøddel’. Derfor opsøger Vahid forskellige mennesker, som han mødte i fængslet og derfor har kendskab til ’træben’, som ligger bastet og bundet i varevognen under hele historien. Rollerne er blevet byttet om: nu har Vahid magten over Eghbal. Spørgsmålet er så, om ønsket om retfærdighed skal betyde, at Vahid må bruge de samme grusomme metoder, som systemets mand brugte – og igen: er det nu 100% sikkert, at det er Eghbal, som nu er objekt for de tidligere fanger, der alle er dybt traumatiserede af opholdet bag tremmerne og ikke mindst af træbens metoder.

Road movie-karakteren melder sig, når Vahid først taler med en boghandler, der advarer ham imod at reproducere styrets inhumanitet, dernæst opsøger han en kvindelig fotograf og et kommende ægtepar, som også er ødelagt for livet. Elegant nok formår Panahi imidlertid at trække filmens stemning henimod det tragikomiske, når ofrene ikke indbyrdes kan blive enige, og når varevognens lille flok ufrivilligt løber ind i sikkert såre realistiske forhindringer i Iran. Så vil et par politibetjente have penge for ikke at undersøge indholdet i varevognen (!), så beder en benzinsælger om et større beløb, fordi han jo kan se at et kommende ægtepar stråler af fremtidsglæde – ægteparret er nu ikke videre gode til at skjule, at de har andet at gøre end at smile til fotografen. Pointen er at i samtidens Iran er korruption en måde at overleve på, og alle er på det rene med, at sandheden skal man ikke spørge efter.

Midt i det psykologiske og eksistentielle drama er der en gedigen realisme, så at sige udenfor varevognen. Bilen går på et tidspunkt i stå, og så må brudepar og venlige mennesker fra gaden træde til at skubbe på. Og Vahid må endnu en gang punge ud, når en større forsamling hylder brudeparret. Intet er gratis: den ’spontane tiljubling’ skal prompte omregnes til uddeling af penge.

Filmens klangbund er dybt alvorlig, og dog er filmen på overfladen også lettere komisk, når den ene tilfældighed efter den anden afstedkommer nye udfordringer for Vahid. Han havde næppe forventet at komme ud i så mange lettere absurde situationer, men det er for sent at trække sig. Virkeligheden kalder på flere niveauer.

En lille detalje der pointerer netop, at den ydre verden hele tiden trænger sig på: i scenen hvor Vahid møder ægteparret og fotografen, hører man konstant en høj kværnende lyd af kragefugle. Lige netop så højt og påtrængende at man forstår, at virkelighedens mislyde kan man ikke holde ude (Jeg skal ikke kunne sige om Panahi laver en skjult men hørbar hilsen til Hitchcocks Fuglene. Det skulle ikke undre mig).

I mine øjne har It was just an accident tre højdepunkter. Dels er der en enerverende lang scene holdt i total, hvor de forskellige ofre ude i ørkenen skændtes om, hvad de skal gøre med Eghbal. Hvis det er ham – skal han dræbes, eller? Meningerne er delte, og det pointeres på lydsporet, idet flere replikker siges off screen, så det dialogiske bliver både indhold og form i regulær forstand. Den mest voldsparate i kredsen er også den, som kommer i størst mental vildrede. Som en af karaktererne siger: Vi er jo Samuel Becketts Vi venter på Godot anno Iran, 2024.

Den anden scene demonstrerer, hvordan en næsten Løgstrupsk tillid til medmennesket melder sig hos Vahid. Eghbals telefon ringer pludselig og efter en tøven – det kan jo være styret, der har erfaret at en af dets støtter er blevet bortført – tager Vahid telefonen. I røret hører han træbens grædende datter sige, at hendes højgravide moder er faldet om. Hvad gør varevognens ofre for systemet? De kører ind og redder Eghbals familie, og Vahid ender med at give hospitalet en dyr gave!

Det sidste højdepunkt skal med, og det betyder, at jeg plotspoiler. Til slut binder Vahid ’træben’ fast til et træ og fortsat med bind for øjnene, mens han fortæller om den grusomme behandling han fik – med det lønlige håb at ’knække’ Eghbal. Han benægter imidlertid ethvert kendskab til torturen,men da den kvindelige fotograf tager over, er hun som forvandlet. Hun har været den mest pacifistiske i kredsen, men nu kan hun ikke mere og begynder at mime den metode, som træben brugte. Det er alt andet end rart at se og høre på. Men det virker, og vi forstår, at Vahids traumatiserede auditive hukommelse er sand. Det er Eghbal, som ikke fortryder et øjeblik at han har ødelagt x antal menneskers liv.

Jafar Panahis mod kalder på respekt. Filmen handler om liv og død og det på en baggrund som intet har at skaffe med underholdning eller trang til stilistiske eksperimenter. Instruktøren betaler selv om høj pris, højere end alle der ser filmindustrien som en kreativ arbejdsplads. Panahi formår at gøre en dyd ud af nødvendigheden, og på den baggrund laver han film som er must see.