Jeg tror jeg elsker dig

Prikken sættes over ego-i’et, da Silas Holst overtager rollen som sig selv i slutscenen af det voldsomme, selvbiografiske hustru-familie-volds-doku-drama “Jeg tror, jeg elsker dig”, som han selv har fået ideen til, selv har skrevet manus til og ifølge de fleste af landets medier også selv har instrueret. Silas Holst betegnes af IMDb som “supervising director”, mens Brian Sean Tange må opfattes som den tekniske instruktør? Filmen er en drama-dokumentar om Silas Holsts eget liv; hans forhenværende mand, Johannes Nymark, spiller hans far, mens deres fælles barn, Bob, spiller Silas som barn. Så kan det ikke blive mere “annanas i egen saft”. Projektet er i den grad koncentreret om projektets største navn, største “kendis”, den dygtige, alsidige, sympatiske danser m.m. Silas Holst; faren ved dette er, at ingen af de involverede har kunnet holde projektet ud i armslængde, betragte det neutralt og udrydde dets problematiske fejl og mangler.

Tilbage til slutscenen, hvor Silas Holst selv, som sit voksne jeg, i 2023 bøjer sig over sin døende far i hospitalssengen og nej ikke fremsiger filmens titel, “Jeg tror, jeg elsker dig” – hvad han da heller ikke har grund til – men i stedet haster ned ad hospitalsgangen med et triumferende “Jeg vandt”. Jeg kan have overhørt noget, skønt filmen er forsynet med danske undertekster, men hvem skulle titlen ellers henvende sig til?

Filmen hopper indledningsvist ind i 5-6-årige Anders’ (altså Silas Holsts) liv juleaften 1989. Familien og mors bedste veninde Hanne er på besøg hos Anders, hans bror Allan og deres forældre i parcelhuset i provinsen. Filmens stemning anslås allerede under middagen, hvor Far, indædt, men bekæmpet vredt hen over det bugnende julemiddagsbord, klager over den manglende agurkesalat. Men stemningen stiger, der spises, drikkes, danses, og da gæsterne er gået, går Far amok over, at Mor har danset for tæt med sin svoger, hvorefter han gennemtæver hende, smadrer hendes ansigt mod toilettet, så blodet sprøjter, og alt dette overværes af lille Anders, indtil Mor får ham skubbet væk med den nye Walkman-gaves hovedtelefoner om ørerne, for at dæmpe støjen fra volden, og lukket døren til badeværelsets blodbad. Herfra skildres Fars sindssyge voldsorgier, både de fysiske og de psykiske, såsom at indlede et forhold til den par-terapeut, Mor har overtalt ham til at de sammen opsøger – nærmest kulsort tragi-komisk. Ekstra skræmmende intenst og realistisk, da Far og Mor spilles så blændende indlevet af Johannes Nymark og Laura Drasbæk. Både familien og Mors kloge veninde Hanne kender til det voldelige forhold – kan jo se sår, skammer og mærker – men Mor bortforklarer “Jeg gik ind i en dør”, “Jørgen mente det ikke”, og vælger så at blive i det indtil…

Danselærerinde Hanne,  insisterende stærkt og sympatisk spillet af Lise Bostrup, får utilpassede, mobbede Anders ind på sin danseskole, og udvikler her hans glæde ved og talent for dansen: “Billy Elliott” er trådt ind på “A Chorus Line”. Filmen hopper en lille snes år frem: Anders er nu fuldt bevidst om, at han er vild med dans – og homoseksuel. Han bor sammen med en noget ældre muslimsk mand, der er i voldsom konflikt med sin psykopate Far, som selvfølgelig hverken kan acceptere hans dans eller hans homoseksualitet! Far og Mor er omsider blevet skilt, og begge har fået et nyt liv ligesom deres to voksne sønner, men Fars psykopatiske ondskab svæver stadig som en truende sort sky over familien, da Mor ønsker, sønnerne stadig skal have kontakt til deres Far.

Voksne Anders spilles fint, sødt og lidt forsigtigt anonymt af Albert Harson, som, skønt han klarede sig fint i “Vild med dans”, åbenbart her ikke er i stand til at danse troværdigt som Silas Holst, da filmens eneste danseoptrin, Anders’ første audition, omhyggeligt ikke viser den dansendes ansigt, men hakkende lynklipper mellem fødder, ben, underkrop.

Filmen er altså ikke endt som et tilfredsstillende, helstøbt værk, men en dygtig, sympatisk “kendis” – Silas Holst – har formodentlig fået tilfredsstillende “closure” på sin grusomme barndom, og hvis filmen får sat fokus på hustru-familie-vold og sat gang i forståelsen for, hvor grusomme virkninger dette har på de involverede børn, så har den opfyldt en vigtig mission.

Læs også ekko