Kærlighedens gerninger

Det er først langt inde i filmen at det afsløres, at den dragende ‘kristne’ sekt og dens beliggenhed i de smukke bygninger langt ude i det vestjyske hede-landskab blot agerer kulisse for filmatiseringen af en ældgammel, grønlandsk myte: Et søskendepar er vanvittigt forelskede i og erotisk besatte af hinanden, men hvor storesøster ønsker af afslutte dette blodskamsforhold, ønsker lillebror det ikke. Storesøster flygter, stadigt hurtigere og højere til hun ender med at blive selve solen på himlen; lillebror forsøger at følge og fange hende, men magter det ikke, sakker bagud, og ender med at blive månen, som aldrig indhenter søster sol, men må affinde sig med blot at blive oplyst af hende.

Egentlig sært-smuk, som så mange ældgamle myter, men så tilføjes i filmens allersidste sekunder en sekvens, hvor en ung, syddansk, altså ikke-grønlandsk mand, hyler og skriger desperat ud over de grønlandske isfjelde; er han den søster-besatte lillebror fra filmens hovedhandling? For så er han mirakuløst blevet helbredt for den voldsomme pletskaldethed, der har været så tydelig og også er blevet omtalt hele filmen igennem. Men mirakler er ikke fremmede for eller umulige her i denne historie, hvor den frastødende blanding af fanatisk tro og incestuøs sex allerede har helbredt en ødelagt, gold livmoder og gjort en ung kvinde gravid og bogstaveligt sygt lykkelig.

Efterhånden som handlingen udvikler sig, viser det sig som nævnt overraskende, at den ‘kristne’ sekt, dens stærke, spændende og dragende psykolog-leder og dens brogede flok af udsatte og sårbare grønlandske og syddanske misbrugere og psykisk syge blot skal fungere som kommentatorer og handlingsfremdrivere, præcis som koret i klassiske, græske tragedier, i dette sære, syge søskende-blodskams-drama. For at dette helt klart og tydeligt skal kunne forstås at alle, finder filmskaberne det nødvendigt omhyggeligt, detaljeret og udpenslet at vise et søskende-samleje: både dybt frastødende og inderligt overflødigt, da dette søskende-blodskamsforhold anderledes diskret, gribende og handlingsuddybende er blevet fremstillet i ét af sektens mange spillede, her kaldet “spejlede”, genopførte udgaver af søskendeparrets forhold.

Det starter som en god dag for sekten langt ude på den jyske hede: En håndværker har reflekteret på deres annonce og er klar til at istandsætte deres anneks og det endda for en “løn” på bare kost og logi! Men “håndværker” skal i store gåseøjne, for Jakob er kun kommet for at få kontakt til sin storesøster, Hanna, som han ikke har set i de syv år, hun har boet hos sekten, og for at få hende væk derfra, hvilket gør hende både ulykkelig, rasende og totalt afvisende overfor. Stærkt styret af sektens psykolog-leder Kirsten oprulles så de to søskendes fortid ved hjælp af det ene af de to elementer, der funger så fantastisk her: Sektens genopførsler, “spejlinger” af de vigtigste begivenheder i søskendeparrets liv. Det andet element, der også står for filmens få, små smil er “visualisering”, for hvad enten det drejer sig om at servere til en fest, guffe godbidder i sig eller spille bold, så skal sektens medlemmer kunne udføre dette overbevisende, helt uden “rekvisitter”, udelukkende ved deres forestillingsevne, og det kan de. Det er netop, da Jakob spiller bold, altså med en bold, der ikke er der, med den lille grønlandske dreng, at ét af filmens store dramaer opstår.

Den modbydelige historie virker netop så stærkt, fordi den er så filmisk formidabelt fortalt. Er filmens handling voldsomt frastødende – enten fordi man ikke vil eller kan forstå den, eller netop fordi man kan – så er formen og forløbet, hvormed den afvikles, altså fuldstændig forrygende: Persongalleriets usædvanlige miks at professionelle og amatører, “stjerner” og statister, grønlændere og syd-danskere, børn og voksne fungerer så homogent og lydefrit ægte hvert sekund gennem deres godt to timers samspil, som betragtede man skjulte optagelser af et autentisk forløb. Ikke én af flokken falder ét sekund ud af de tildelte roller, ikke ét sekund har mindste glimt af “spillet” uægthed: Den lille, debuterende, grønlandske dreng er lige så troværdig og overbevisende som den garvede, topprofessionelle skuespillerveteran, Ann Eleonora Jørgensen. Hovedrollerne spilles med nærmest skræmmende indlevelse og rolle-forståelse af to, som er vant til scenelys og publikum: balletdanser Cecillie Lassen og sanger i bandet Blaue Blume, Jonas Holst Schmidt, som hudløst opruller det, instruktøren kalder sine erindringer.

Nu er graviditet som følge af et søskende-blodskamsforhold inden for rammerne af en sekt, stramt styret af en karismatisk kvinde, ikke et tema, som som har været ofte – om nogensinde – anvendt i danske spillefilm, og derfor er det et sært tilfælde, at netop dette frastødende, syge tema også var det centrale for blot 18 måneder siden i Ole Christian Madsens filmatisering af Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-krimi, “Den grænseløse”, som dog ikke foregav at bygge på erindringer.

“Kærlighedens gerninger” ryster, chokerer og provokerer uafbrudt gennem sine godt to timer, så det vil være en hjælp til forståelse af dette sære svære værk at kende instruktørens intentioner med dette, nemlig at overføre faderens overgreb på sine to børn til Danmarks overgreb på sine kolonier (sic!); derfor spiller grønlændere og Grønland en så stor rolle her. Men for de fleste vil værket opleves “ene-stående”, og derfor til fulde leve op til filmskabernes egne forventninger og udtalelser: At filmen kan blive ubehagelig for nogle og være grænseoverskridende at se og opleve. Alt i alt er denne modbydelige historie afviklet i det mest formfuldendte filmsprog og med det mest overbevisende skuespil en på alle måder voldsom oplevelse!

Links
ekko ~ Cinema Online ~ The Film Verdict