Lotte & Totte: Min første ven

Det vil være helt rimeligt, hvis publikummer af enhver alder gør ophævelser over filmens titel: Den er nemlig forker. Selvom den, med sin mangel på citationstegn gør sig diffus, må ordet “min” henvise til Lotte, og at filmen derved signalerer at handle om Lottes første ven. Men selve hovedhandlingen, det centrale drama, sættes i gang ved, at Lotte er både rasende og ulykkelig over, at hun ved at flytte fra højhuset ud i villakvarteret kommer til at flytte fra alle sine venner, og hun giver tydeligt udtryk for, at “hun aldrig ønsker at finde nye venner”.

Selvfølgelig oprulles hovedfortællingen og dens budskaber så enkelt letfatteligt og indlysende, som sig hør og bør i en film, der udgiver sig for at være lavet for og henvende sig til de alleryngste biografgængere. Men måden, dette gøres på, og de håndfaste, udpenslede budskaber, der inddrages, er næsten som reklamerne i sponsorerede tv-udsendelser med disses tydelige afsendere, afgjort rettet mod voksne, og man forventer næsten, at der i slutteksterne står: “sponsoreret af…” eller “vises i samarbejde med” Tryg Fonden med dens kære, trøsterige krammebamser til hospitalsindlagte børn, “Den Store Bagedyst”, solcreme-producenter, Sundhedsstyrelsen osv.

Fire-årige Lottes liv ændres pludseligt og voldsomt, da familien flytter fra byens højhus ud i villakvartrets hus og have, i sig selv slemt nok for stakkels Lotte, men endnu værre, da flytningen til større, bedre, lysere plads skyldes, at Lotte har fået en lillebror,  en baby, der, som sådan nogle jo gør, støjer, griser, fylder, og kræver mors opmærksomhed i en grad, der gør Lotte voldsomt jaloux. Trist og ensom tuller hun rundt i de ny omgivelser, og opdager så pludselig en fræk, stribet kat, en hemmelig passage ind til naboen, og derinde en jævnaldrende dreng og hans toptrænede, bomstærke, kærligt imødekommende og forstående, yoga-dyrkende bedstemor. Pludselig har det ny liv en masse spændende, godt og udfordrende at byde på – både for Lotte og hendes nye ven, Totte.

Men da bedstemor tager ungerne med til stranden, følger et langt, tungt indslag om solbeskyttelse, og da Lotte falder ned fra den træ-top-hytte, far er ved at bygge, og skader sit hoved alvorligt, følger et langt, tungt og skræmmende indslag om et skadestue-behandlingsforløb – komplet med rensning, bedøvelse og sår-syning, dog ulogisk nok uden at såret eller den mindste blodsdråbe nogensinde ses. Det er afsnit, som så afgjort kræver, at voksne taler videre med de små om dette. Et tredje indslag, der også kræver voksen-intervention, er det om bryster. De to små smider overdelene og begynder en intens undersøgelse af og samtale om bryster – bryster af alle slags fra mors amme-barm til dem, Lotte ikke har skyggen af endnu; og derudover ret fejlagtigt, når Lotte stolt fremhæver, at hendes (non-eksisterende) bryster ikke som mors behøver en “brysteholder”, da hendes (non-eksisterende) bryster “sidder fast på skelettet”. Al denne bryst-snak startes af, at Lotte ser mor amme lillebror, føler sig “dumpet” og fortrængt med en endnu mere svidende jalousi til følge. Netop med den slags info og i disse tider er et emne, det er godt at have en voksen med ind over.

Det må være for de voksnes fornøjelses skyld, at børnene taler grammatisk, form- og indholdsmæssigt forkert baby-dansk: For pædagogisk og læringsmæssigt vil det da være dybt problematisk at indprente eller bekræfte de små førskolebørn i dette forkerte baby-sprog. Det kræver også et vist antal år på bagen at kunne genkende og goutere Disneys ikoniske scene fra “Lady og Vagabonden”, hvor de to forelskede hunde deler en lækker godbid,  her omsat til katte-kærlighed, men når Lotte her nævner, hvor heldigt det er, at katte har syv, er det vist bare sjusk, for det ældgamle mundheld fastslår, at katte har ni liv.

“Lotte og Totte” er en filmatisering af svenske Gunilla Woldes over 50 år gamle børnebøger, og rigtig interessant og tankekrævende for alle aldre bliver det, når bøgerne og dermed filmen, kortvarigt tager fat på selve naturens luner og barskhed: De kære katte, som lynhurtigt skifter fra spinnende kæledyr til kradsende monstre, jager de nuttede, små mus, som de så gerne vil dræbe og æde. Hvem skal overleve, hvem skal man “holde med” i livets evindelige, ubrydelige cyklus? Her er i den grad også noget at tale om generationerne imellem.

Malte Ebert har komponeret ny musik til filmen, den og dens fine sange understøtter filmens animationsform: Let, ukompliceret enkelthed. Men som helhed en problematisk film, hvis problemer dog kan vendes til noget positivt ved at lade generationerne forenes i og om at drøfte og bearbejde dens indhold. Så, kære bedsteforældre og -generation, skal de yngste biografgængere have udbytte af “Lotte og Totte”, må I på banen.

Links
ekko ~ Kino (1) ~ Kino (2) ~ Om Gunilla Wolde