Mira

“Vi er ikke rigtig voksne, vi er ikke rigtig børn; vi er både-og og hverken-enten-eller…” lød det i én af sangene fra det voldsomt populære Vesterbro ungdomsgårds kor i deres “Bølle Bob”- storhedstid, og det er præcis, hvad der er tilfældet for hovedpersonerne i den nye, virkeligt vellykkede børne- og ungdomsfamiliefilm “Mira” bygget over Sabine Lemires og Rasmus Bregnhøis tegneserie-dagbøger. Mira spilles af Ellen Edith Pultz-Hansen, og ligegyldigt hvor tæt kameraet kommer på det purunge ansigt, og ligegyldigt, hvor længe det dvæler der, registrerer det udelukkende ægthed, komplet rolleforståelse og -indlevelse, for stortalentet Ellen E. P.-H. er bare en imponerende perfekt Mira, 11 år, men her i handlingen om nogle timer 12 år. Imponerende er selve filmatiseringen også: Dagbogsformen med off-screen-jeg-fortæller er bibeholdt, det yderst konkrete filmmedie inddrager fantasifuldt de papir-bundne skrevne og tegnede medier: Biograflærredet bliver pludselig til huskelister, naivt-nuttede håndtegninger blandes med de konkrete, fotograferede scener. Legesyg og fantasifuld medie-jongleren.

Mira, Naja og Louis er en jævnaldrende, homogen treenighed: Klassekammerater, bedste venner, kreative klunse-kunstnere, ivrigt optaget af at opbygge en udstilling af deres spøjse konstruktioner. Lige inden Miras 12-års fødselsdag, som altså bliver den sidste inden den lidt skræmmende og pirrende indtræden i teenage-alderen, kommer en ny pige i klassen og flår ondskabsfuldt, overlegent egoistisk og effektivt trekløveret fra hinanden. Beate er en populær influencer med et væld af følgere, bl.a. Naja, erfaren udi make-up, frisurer og forelskelser på et langt mere modent plan end de tre venner. I løbet af “no time” har hun bemægtiget sig førerskabet i klassen, er blevet bedste-veninde med Naja, har lavet en klub for klassens “modne piger”: Dem der er/har været forelskede, dem der har/har haft en kæreste, og har fået trængt mindre modne Mira helt ud af fællesskabet efter grundigt og ondskabsfuldt at have spoleret hendes 12-års fødselsdag.

For ulykkelige, jaloux og svigtede Mira er der kun én løsning; Bliv forelsket, få en kæreste. Den nærmeste og nemmeste til det formål vil selvfølgelig være trekløverets mandlige kløver-blad, Louis, men er han overhovedet interesseret i et kæresteforhold, og hvordan gør man hhv. sig selv og en anden forelsket? Dette har filmen masser af opskrifter på, og Miras anstrengelser for at efterleve disse er både morsomme, rørende og dybt pinlige, og udfaldet skal ikke afsløres her. Blot at en del af filmens aktuelle, vedkommende og kloge budskaber er: Vær et legebarn så længe, du overhovedet kan; voksenlivet kommer tidsnok bragende med al dets tunge alvor. Bliv ikke forblændet af de sociale mediers blanke overfladiskhed og letkøbte popularitet, men hold fast i de ægte venskaber mellem ægte, loyale venner. Er man så heldig at have bedstemødre og mødre så knus-elskelige og forstående som her, så stol på dem, træk på deres voksent dyrekøbte livserfaring, og bær over med mors vel mange og vel hurtigt skiftende, men altid søde, “Mira-venlige” kærester!

Selv ned i de mindste detaljer demonstrerer filmen fantasifuld omhu: Miras mormor strikker meget, og i løbet af filmen får disse nørklerier lov til at brede sig ud over Mira og hendes familie: ikke altid kønt eller passende (i alle ordets betydninger) men så herligt omhyggeligt udtænkt og gennemført!

“Mira” forløber over lyse dage på Københavnske Christianshavn og er altså årstidsmæssigt ingen Julefilm, men den er til gengæld en gave til alle, der uanset alder eller kendskab til tegneserie-dagbøgerne begiver sig i biografen for at se den!

Læs også ekko og Kulturbunkeren