No Other Choice / Eojjeolsuga eobsda
”I was looking for a job and then I found a job, but heaven knows I’m miserable now”. Sådan sang Morrissey i The Smiths klassikeren fra 1980’erne. Men i ”No Other Choice” finder hovedpersonen ud af, at det trods alt er bedre at have et job – især når man har et stort flot hus, to børn, en kone og en meget dyr cello-undervisning, der skal betales.
Én ting man kan være nogenlunde sikker på når man går ind for at se en film af sydkoreanske Park Chan- wook, er at man er på vej ind i en hypercharged verden, hvor det er meget svært at forudsige, hvad der venter rundt om det næste hjørne. Hans film har ofte en elektrisk og hektisk grundtone, med pludselige skift og et manuskript, der forbeholder sig retten til at tage på underfundige svinkeærinder, når det føler for det. Således også “No Other Choice”, hans seneste film, hvor det kreative overskud sættes komisk op mod noget så gråt som udfordringerne i den moderne papirbranche. Hovedpersonen Yoo Man-su, fremragende spillet af Lee Byung-hun, er fanget i det berømte rotteræs, men er lykkeligt gift, og befinder sig godt med sin lille familie. De bor i et smukt hus i udkanten af byen og mangler ikke noget, men da Yoo mister sit job, kastes han ud i det, han selv kalder “en kamp.”
Filmens hovedspørgsmål er, hvem denne kamp egentlig er rettet mod? Filmen er bygget op over en central metafor, som fungerer som en kritik af kapitalismen. For papir er virkelig Yoos store lidenskab, og hans liv er flettet sammen med det på alle mulige leder og kanter. Papir spiller en rolle i de cigaretter, han af og til støtter sig til, og hans datter finder en nødvendig ro, når hun kreerer sine egne nodeark med farveblyanter, og som det siges gentagne gange blev han engang kåret som landets bedste papirmedarbejdere. Men forbindelsen er endnu dybere, for papiret kommer fra de kæmpe træer, ligesom dem der omgiver familien i deres forstadsidyl, og som familiehuset selv er bygget af.
I samfundets øjne er papir dog først og sidst business, og business skal kunne betale sig. I det store regnestykke betyder Yoo og hans kolleger ikke så meget. De kan let udskiftes, og det bliver de. Faktisk bliver der mindre og mindre brug for dem, for AI kan gøre flere og flere af deres opgaver mere effektivt og billigere. Alt dette betyder, at Yoos kamp måske nok er en kamp mod samfundet eller den nådesløse kapitalisme, men det er på det høje principielle plan. Det er ikke dér, Yoo lever; han lever i virkeligheden, og dér er der kun ét spørgsmål, der gælder, når solen star op over designerhuset og proklamerer endnu en dag: Har du et job, eller har din konkurrent et job? Papir er blot endnu en industri, og de mennesker, der har magten over Yoos liv, kunne lige så godt producere bølgeblik, rutsjebaner eller medisterpølse.
Nu tænker man måske at det jo ikke er den mest originale kapitalismekritiske pointe, og det er helt korrekt. “No Other Choice”s styrke ligger i den grad i udførslen. Park Chan- wook er en sand mester i filmfortællingens kunst og formår på forbløffende vis at imponere seeren med sine tekniske tryllerier, samtidig med at historien fortælles så fermt, at man glemmer tid og sted, og de to en halv timer, som filmen varer, flyver afsted.
Yoo gider ikke at side derhjemme og surmule i alt for lang tid; han er en handlingens mand, og derfor iværksætter han snart en vanvittig plan: Han vil simpelthen skaffe konkurrenterne af vejen, koste hvad det vil.
Det kommer der en ret sjov såkaldt mørk komedie ud af. Noget af det, filmen gør bedst, er at vise, hvordan det kolde konkurrence-samfund og den kreative menneskelige ånd på paradoksal vis er kontrasteret hårdt, men samtidig uløseligt flettet ind i hinanden. Den lidenskab, hvormed Yoo planlægger og myrder sine konkurrenter, er lige netop, hvad arbejdsmarkedet har brug for, men mangler.
I løbet af filmen bliver familiens dramatiske situation gradvist en katalysator for en dybere menneskelighed. Yoo Man-Su vokser så at sige med opgaven og ender med at redde sin familie. Dog har filmen en meget mørk undertone, som i den tragikomiske og bittersøde slutscene. Med ”No Other Choice” har Park Chan-wook føjet endnu en perle til sit allerede legendariske oeuvre.
Læs også ekko og Film Review Daily
