Nøjsomheden

“Nøjsomhed” er et sjældent udtalt ord, et smukt begreb, der ubesværet kunne glide ind blandt de “Kardinaldyder”, der danner modvægt til “Dødssynderne”, og de er stort set alle repræsenteret her. I bestemt ental er “Nøjsomheden” er navnet på er område, et boligkvarter uden for Helsingør, hvor Hella Joof lader sin nye film efter Stine Askovs roman udspille sig. Nøjsomhed kan være et bevidst valg eller tvungen økonomi-styret, og i “Nøjsomheden” konfronteres netop disse forskellige livs-former.

Med mottoet, mantraet for både filmen og bogen bag, “Kan man læse, kan man alt”, kunne Hella Joofs film ikke få premiere på et mere aktuelt tidspunkt end lige nu, hvor landets skoleelever netop er mødt ind efter sommerferien til håndgribelige, trykte bøger med knitrende papirsider til erstatning for de kolde, koncentrations- og åndsudviklings-dræbende skærme. Læg dertil bytte-/genbrugskældre, fashionable vin-entusiaster og svidende satiriske portrætter af litterære koryfæer og især deres fans, så er både den indforståede trækken-på-smilebåndet og den umiddelbare genkendeligheds-latter sikret.

En fuldstændig formidabel Andrea Heick Gadeberg leder publikum gennem alle dyder og synder, lydefrit gennemspillende hele følelsesregistret i den store, svære, krævende rolle som den unge, u-uddannede Mona, som bare elsker bøger, bare elsker at læse. At knække læsningens kode lærte Mona som helt lille før-skolepige af sin elskede moster Tut, som også fremsagde historiens vigtige mantra: “Kan man læse, kan man alt”. Mona kan ikke bare læse, hun bliver også så grebet af det, hun læser, at hun bare må klistre små post-it-sedler med små, knivskapt præcise og letfattelige anmeldelser på bøgerne, før hun returnerer dem i Nøjsomhedens righoldige genbrugskælder.

Monas mor er “hoarder”, den ny-danske betegnelse for en person med sygelig samler-mani koblet med en sygelig angst for at smide nogetsomhelst ud, og er så panik-angst, at hun ikke magter at forlade sit hoarder-hjem, end ikke på Monas første skoledag. Men den barske situation, som så mange andre klarede sejge, ukuelige moster Tut, som Mona forståeligt elsker så højt og inderligt. Men nu ligger moster Tut, den forhenværende Champagne-pige på Kakadu-bar (læs: ‘luksus-luder’, ‘escort-pige’) for døden på Hospice, halvkvalt af lungekræft. Men selv på Hospice insisterer Tut på at holde stilen: Vildt overdrevent underklasse-overpyntet og inhalerende de forbudte smøger, som resulterer i kvælende hosteanfald. Tragikomik, som så meget i handlingen her. Hun har ét brændende ønske: At få besøg af sin søn Frederik. Moster Tuts søn, og altså Monas fætter er en gennemled, voldelig narkohandler, så selvfølgelig går dt helt galt, da den alt for diskret hør-beige-elegant-klædte, stammende og uni-studerende overklasse-Nikolaj kommer ind på Frederiks og hans kumpaners brune værtshus, og bestiller et helt galt øl-mærke, hvilket udløser en blodtud. Men til slut afsløres det, at selv modbydelige Frederik har en grund til at være netop dette, og at dødens skræmmende nærhed kan ændre på selv de mest indgroede, frastødende skavanker.

Det er da også moster Tut, der indtrængende opfordrer u-uddannede Mona til at søge sit drømmejob i den lokale boghandel, og Mona ikke alene lander jobbet, hun bliver også populær hos både kunder og chefen, igen via de små lapper med de præcise, letforståelige små anmeldelser på. Her møder hun også første gang den stammende, blegt hør-klædte overklase-Nikolaj. De forelsker sig ved første øjekast og udgør derved handlingens væsentlige kultur- og klasse-clash. Moster Tut rammer helt uden for skiven, da hun udstyrer Mona i komplet luksus-luder-‘outfit’ til sommer-grill-party hos Nikolajs yderst velhavende, under-dressed overklasse-forældre og deres in-kreds i den enorme villa, så geografisk tæt på og så stil- og klassemæssigt fjernt fra Nøjsomheden.

“Fik du hørt SUT” (Søren Ulrich Thomsen), lyder det latterligt indforstået på litteraturfestivalen, hvor Nikolaj er frivillig. Mona har rent faktisk læst en bunke litteratur, men hun drages desværre voldsomt af den politisk korrekte naturvin, som serveres i rigelige mængder i de tjekkede, rummelige “jars”, låg-løse syltetøjsglas – morsomt, præcist og en lille smule ondt!

Mona kæmper med alle midler og på alle måder for at gøre det gode, for at være den gode for alle de vildt forskellige personer i sin omgangskreds: Både sjovt, trist og sødt, men de rørte tårer triller varmest mod slutningen, da Mona med hånden på en elsket vens kiste, fremsiger Inger Christensens digt “Det”, så smukt og ægte, som det skal fremsiges. Her demonstrerer Gadeberg overlegent sit formidable talent.

I det hele taget er castingen og spillet glimrende: Gadeberg får stærkt med- og modspil af en skønt strid Iben hjejle som Tut, Maria Rossing som angsthærget mor og en korrekt og bevidst vagt-spillende Clint Ruben som overklasse-Nikolaj.

En høj-aktuel handling drevet frem af let karikerede klasse-kontraster og glimrende skuespil – og af inderlig kærlighed til bøger og læsning på den mest facetteret følelsesladede og meningsfuldt underholdende måde.