Nürnberg / Nuremberg

Det store spørgsmål er, hvad en film om Nürnbergprocessen mon dybest set handler om, når den laves i dag. Handler den om Anden Verdenskrig? Det bliver tydeligt, at filmen som historiefortælling betragtet handler om, hvordan verdenssamfundet byggede de fundamenter under retstænkningen til beskyttelse mod katastrofer som folkedrabet på jøderne, der er ved at gå i glemmebogen i dag. Hvorfor bliver den lavet lige nu?

Nürnberg har udgangspunkt i en bog af den amerikanske journalist og forfatter til medicinske biografier Jack El-Hai: The Nazi and the Psychiatrist (2014). Bogen har den afslørende undertitel: Hermann Göring, Dr. Douglas M. Kelley, and a Fatal Meeting of Minds at the End of WWII, der imidlertid er en præcis tagline for filmen.

Filmen er skrevet og instrueret af James Vanderbilt, der har skrevet langt flere film, end han har instrueret; dette er kun hans anden instruktørkreditering, efter Truth (2015), hvor Blanchett og Redford spiller overfor hinanden i et lignende scenarium, nemlig at fastlægge sandheden om en historisk hændelse.

Hvis man er åben for flere muligheder, kan man se den tredobbelte anledning til, at filmen laves nu, i at de mennesker der husker rædselsregimet er ved at være væk, og at de faktiske hændelser sågar i dag benægtes i højreradikale kredse, samt at der findes en parallel i det amerikanske samfund i dag. En parallel som er meget voldsomt symbolsk gestaltet i filmen.

Nürnberg har bogstavelig talt en perlerække af replikker, som serveres med jævne mellemrum filmen igennem, der umisforståeligt tolker den amerikanske politiske virkelighed i lyset af nazisternes fald. Hvorfor kunne det ske, spørges der et sted: ”Fordi folk lod det ske.”

Hvorfor kan Trump omdanne en myndighed til en lydig sikkerhedstjeneste (ICE), der dagligt begår overgreb? Hvorfor kan Trump åbenlyst støtte de højreradikale partier i Europa og kalde den europæiske civilisation for falden? Fordi de politisk ansvarlige lovgivere lader det ske. Fordi befolkningen ser på uden at agere i demokratiets navn. Filmen om Nürnberg-processen bliver en allegori, og som en god allegori har den en morale til sidst.

Som filmproduktion er det imidlertid et uhyre vellykket kammerspil, meget overbevisende placeret i det sønderbombede Nürnberg. Filmen følger en gruppe tyske angivelige krigsforbrydere i deres venten på retssagen og kulminerer i selve retssagen, men det er spillet mellem psykiateren og Reichsmarschall Göring (Russel Crowe), der er dens omdrejningspunkt.

Alt tjener med pedantisk præcision og imponerende filmografisk tilbageholdenhed til at skabe scenen hvor det psykologiske spil må udspille sig fuldstændig overbevisende, for at filmen går hjem. Alle replikker, handlinger og scener tjener dette formål, selvom de på overfladen fortæller historien om etableringen af en internationalt juridisk gyldig retsproces. Kun i ét øjeblik tillader Vanderbilt et uskyldigt komedielement, nemlig når den amerikanske anklager to timer inde i filmen, i retssalen inden han træder frem til afhøringen af Göring, drikker af den engelske anklagers kaffekop, og vi ved, den er fuld af cognac.

Filmen er præget af billedmæssige klicheer: Journalisten, der får en afgørende indflydelse på Kelleys militærkarriere ligner en pin up-girl fra en amerikansk kalender. Zippolighteren anvendes med afslappet elegance, så vi ikke undgår at bemærke den: Stormlighteren, der går på almindelig benzin, blev kendt efter Vietnamkrigen, men anvendtes også i Anden Verdenskrig af de amerikanske soldater. Den dygtige tyske pige, der sidder og øver klaver, udgør billedet på den højere middelklasseborgerlighed. Soldaterne, der holder det besejrede Tyskland i skak på landevejen i sommeren efter krigsophøret, mens den vandrende befolkning i grå klæder og med grå øjne passerer på vej hjem. Vi har set alle billederne, og flere end dem, mange gange før. Hvor man indledningsvis oplever det som netop kliche, forstår man at det er nødvendig staffage for at fange den store gruppe i filmpublikummet, der netop ikke husker og genkender det gamle Europa, men tidligere kun har mødt det på film.

Nürnbergs ene hovedrollefigur, militærpsykiateren Kelley (Rami Mallek), hvis karriere og tilværelse efter filmens tidsramme ifølge dens epilog fik et forløb, man ikke kan ønske for selv sin værste modstander, fungerer meget overbevisende som en lærerig vandring gennem menneskesindet og dets psykisk-emotionelle kapacitet til at indbilde sig selv og omverdenen hvad som helst, der passer i situationen.

Tør Hollywood give Russel Crowe en Oscar for hans præstation som Hitlers næstkommanderende? Det vil vise sig. Det er en stor skuespillerpræstation, fordi samspillet på et minimalistisk niveau har uhyre mange nuancer. Blikkene mellem de to er med rette blevet fremhævet som spektakulært. Prøv at iagttage, hvor mange helt forskellige budskaber, der vandrer mellem Göring og Kelley ved hjælp af deres blikke. Så nuanceret en forståelse af sindet og dets krinkelkroge er vi ikke vandt til.

Görings medansvar for Tysklands umenneskelige og unævnelige behandling af den jødiske befolkning, der sent i filmen rigeligt dokumenteres med originale filmklip, forbliver hypotetisk til de sidste scener. Men vi er ikke i tvivl om, at i Russel Crowes rollefigur har vi endnu en analogi til Trump, en analogi, der kun kommer i stand, fordi tyngdepunktet i fortællingen netop hverken er de allierede magters overvejelser om den juridiske legitimitet i et internationalt tribunal som Nürnberg-retssagen eller i dokumentationen af krigens overgreb, men arbejdet med en psykologisk forståelse af Görings personlighed.

Görings mulige uskyld og uafklarede medansvar hænger ikke på vores tvivl om hans faktiske, inkarnerede ondskab. Den opretholdes, fordi Russel Crowe så overbevisende gestalter en patologisk narcissisme, som i sin udtryksmæssige kompleksitet er meget svær at fange hos et andet menneske, men som vi straks og éntydigt genkender fra Trump: Uanset hvilke fakta eller argumentationsformer om menneskelighed og fundamental moral, Göring præsenteres for, har han ret i sine holdningers rimelighed og i yderste ende deres moralske grund. For verden er og bliver sådan som han ser den, og den kan ikke være på nogen anden måde, uanset hvor mange lig, der dynges op.

Men hvorfor fulgte du ham, en falleret kunstmaler, en mådelig soldat? spørger militærpsykiateren Göring. ”Han ville genskabe Tysklands storhed.” Genskabe nationens storhed? Den har vi vist hørt før. Eller rettere, for nylig igen.

Læs også The Guardian