One Battle After Another

Hvis USA har feber, skal termometeret stikkes op i Hollywood, når temperaturen skal aflæses. I disse tumultariske tider spejler den store amerikanske filmby De Forenede Staters indre uro. Uroen er svær at glædes over, men i det mindste kommer der stor filmkunst ud af det. “The revolution will not be televised”, men staternes indre kollaps bliver forklaret, forudset og oversat på det store lærred. Tidligere på året var det Ari Asters Eddington, der genoplivede, hvad der føltes som en ikke så fjern ond drøm. Al imens Asters fiktive provinsby går i opløsning i covid- og Black Lives Matter-relateret indre konflikt, træder et nutidigt billede af USA ud af støvet fra optøjerne. For når det kommer til sammenhængskraft og forenet ånd, er vestens storebror akkurat lige så fragmenteret og destabiliseret i dag, som da George Floyd udåndede, og en vaccine kunne splitte familier fra hinanden.

Dette efterår har Paul Thomas Andersons “One Battle After Another” fået premiere. Endnu et troldspejl, der løftes op foran den amerikanske sjælstilstand. En film, der tematisk kan forstås som en åndsfælle til Eddington. Men hvor Eddington tegnede en linje fra en nær fortid og frem til dagens USA, kigger “One Battle After Another” frem mod det, der kan blive en nært forestående fremtid.

Filmen fortæller en historie om et raceopdelt USA, hvor sorte må kæmpe for deres basale rettigheder, og hvor flygtninge interneres i fængselslignende lejre. I disse rammer følger vi modstandsbevægelsen The French 75. I centrum for denne revolutionære gruppe finder vi kæresteparret “Ghetto” Pat Calhoun (Leonardo DiCaprio) og Perfidia Beverly Hills (Teyana Taylor). Vi ser dem i befrielsesaktioner, hvor fængsler stormes. Vi ser dem træne med våben, og vi ser dem stifte familie. Men i Perfidia brænder revolutionens ild – og den kvæles hjemme i babyboblen. Når mørket falder på, efterlades Pat med sutteflasken og deres spæde datter, alt imens Perfidia trækker balaclavaen over hovedet og forsvinder ud i natten. De lever et farligt liv, den lille familie, men det skal vise sig at blive langt farligere. For Perfidia har sideløbende med missionerne blandet en giftig affære med en øverstbefalende officer (Sean Penn) i hæren ind i gesjæften. Officeren er blevet besat af revolutionens dronning, og Perfidia udnytter – men fanges også i – forholdet. Det fører i sidste ende til hendes anholdelse. Pat og datteren må flygte og gå under jorden, mens Perfidia redder sit eget skind ved at vidne mod sine venner i The French 75.

Herfra begynder den vilde jagt og en film, der fra sin begyndelse har været fuld af fart og højspænding, går endnu et gear op, for Paul Thomas Anderson har lavet en actionfilm. Filmens første tyve minutter kunne lige så vel være instrueret af Luc Besson eller Christopher Nolan. Vi rammer jorden løbende med høj puls og svedige håndflader i det sekund, lyset dæmpes i biografsalen. Men Paul Thomas Anderson laver film med stort F. Med sin velkendte sans for filmhistorien og dens tyngde er referencerne til stede uden at overdøve og blive til referencer for referencernes skyld. Det er mere et spørgsmål om farver, struktur og tempo – og pludselig ser man en nuance af Scorsese her og en nuance af Kubrick dér. Således bliver en actionfyldt åbning ikke bare en rusketur, men sin egen lille film i filmen, og jeg husker ikke mange film, der begynder stærkere end “One Battle After Another”.

Humoren løber som en subtil tråd igennem de fleste scener – med tungen i kindhulen og med mere vid end vittighed. Musikaliteten er i særklasse. Huskomponisten Jonny Greenwood leverer endnu engang et mesterstykke af et score, der både trækker tråde tilbage til traditionen, men samtidig også går helt egne veje. Sammen med et lyddesign og en klipning, der selv spiller som et orkester, er den auditive oplevelse sublim. Man kan se “One Battle After Another” med lukkede øjne – og den bliver kun en smule dårligere. I den forbindelse skal der også falde en helt særlig hyldest til et filmisk greb, som Paul Thomas Anderson mestrer bedre end de fleste: det såkaldte “needle drop”, hvor et stykke populærmusik får lov til at fylde en scene både i volumen og i længde – ikke bare som ren underlægningsmusik, men som “stjernen” i scenen. Det kan virke nærmest koldhøgen af Anderson at benytte så meget allerede eksisterende populærmusik i sine film, når han har branchens mest spændende komponist til sin rådighed. Ikke desto mindre er det hans stil – og hvor er han god til det. Quentin Tarantino løber tit med blomsterne, når der tales om, hvilke instruktører der er bedst til at bruge musik, men Paul Thomas Anderson er mindst lige så dygtig. I en karate-dojo bliver et lille sagte øjeblik mellem Benicio del Toro og Chase Infinity løftet op på et nærmest transcenderende niveau til lyden af Steely Dans “Dirty Work”.

Det går ofte stærkt i “One Battle After Another”, men Benicio del Toros fantastiske sensei, Sergio St. Carlos, bringer en ro ind i actiondramaet, som er enormt effektfuld. “Ocean waves,” lyder hans gentagende mantra, og bølgerne bliver konkrete i filmens absolutte zenit i den mest højspændte og æstetisk tilfredsstillende biljagt, man kan tænke sig. Vejen bølger sig afsted, men i sidste ende drejer det sig om at få ro på det indre hav, når man kæmper den ene kamp efter den anden.

Paul Thomas Anderson har lavet en film, der er legesyg og strutter af kreativt overskud. Men filmen bevarer alligevel seriøsiteten, og fortællingen bliver aldrig en karikatur. Det splittede USA, tankerne om racerenhed og et over- og undersamfund sætter sig i én. For vor tids USA er heldigvis ikke som det portrætteres i “One Battle After Another” – men det er uheldigvis heller ikke farligt langt fra.

Links
ekko ~ Filmpuls ~ National Review