Paradis

“Got a message?” “Use Western Union!” – eller på godt, gammelt dansk: “Har du et budskab, så send et telegram!” Sådan lød det om de gamle Hollywood-film, når de blev for morale-tunge, mere holdning end underholdning! Nu findes der jo ikke telegrammer mere, men masser af aktuelle, politisk korrekte, “woke” budskaber, så den nye, danske film, “Paradis” tegner sig en tid til at blive ét langt, frelst firkantet budskab. Det er en sen, mørk aften. Louise, Mikkel og deres to døtre på seks og 11 år er på vej tilbage til det luxuriøse resort på den spanske ferieø, da der lyder et bump og nogle lidende støn foran deres bil; fra det sekund er deres velfortjente ferie spoleret. For de har påkørt en mand som totalt uset er dukket ud ad mørket og nu ligger i vejkanten med et voldsomt kvæstet ben. Gymnasielærer-far og kontorchef-mor er hvide og velbjergede og til dette sekund også ret privilegie-blinde, ordentlige, empatiske mennesker, så de bugserer den ildelugtende afghanske flygtning, Ahmad, ind i bilen og kører ham på hospitalet. Ja, Mikkel er endda så omsorgsfuld at give Ahmad en pæn sum penge og adressen på det hotel, de bor på. Denne skræmmende nat bliver starten på et mareridt med grusomme konsekvenser: Nogle logiske og forståelige, andre totalt usandsynlige!

Forvirrende og ulogisk bytter forældrene konstant synspunkter og “psyker”: De er skiftevis fordømmende overfor og henført besatte af den enorme flygtningestrøm, der oversvømmer den spanske ferieø, og som er meget tæt på at have udryddet den engang så blomstrende turisme, der hidtil har givet arbejde og økonomi til den lokale befolknings underklasse. Skiftevis indstillet på medlidende at betale Ahmad store pengesummer og at flygte fra ham, hans konstant, truende dukken op, sikker på, hans historier om dræbte børn og bortført hustru er lodrette løgne. Mens filmen uhæmmet priser og forsvarer flygtningene, mens hotelpersonalet prøver at evakuere gæsterne, mens de vilde kontraster bliver mere og mere udpenslede, mens enorme kulsorte flygtninge-flokke vælter ud af de slidte gummibåde op på det kridhvide sand, hvor de skræmmer de ferierende og ikke mindst de legende børn, mens den politiske korrekthed nærmer sig det ubærlige, rammer det pludselig: Måske er “Paradis” slet ikke en firkantet frelst budskabsfilm? Måske er den en opfindsom thriller? Måske har Ahmad bevidst smidt sig foran familiens bil for derefter at kunne stalke, skræmme, true dem? måske endda udnytte de to, hvidblege småpiger til fortsat at få forældrene til at betale ham større og større summer Euro end dem, han allerede har fået?

Fra den første ferie-morgen ses resort-personalet jage de mange hjemløse katte væk, og har vi ikke selv forstået symbolikken, så skærer den lede, velhavende ærke-racistiske nordmand det ud pap: Hvor ville det være skønt at kunne vifte de allesteds-nærværende flygtninge væk lige så let som kattene! Fra dette håndfaste katte-symbol bruges, efter nogle helt vanvittige katte-usandsynligheder (der skal ses for at kunne tros) til ved filmens slutning at vise, at denne “ferie”s grusomme oplevelser kommer til at følge med familien hjem til Danmark.

Opfattelsen af og meningen om “Paradis” vil helt afhænge af personen bag øjnene, der ser den, men helt sikkert er det, at filmen vil give stof til mange ophedede diskussioner!