Poison (2024)

Det var præcis kl. 19:10 nytårsaften, 31. december for ti år siden, at den desperate far og ægtemand med en kuffert hver hånd forlod sin højtelskede, dybt traumatiserede hustru efter ti års ægteskab, hvorefter de to fortsatte et liv i sorg og savn på hver sin vidt forskellige måde – og uden kontakt med hinanden. Men så mødes de igen, manden og hustruen, som så tydeligt elskede (elsker?) hinanden så højt i venten på nogen eller noget.

De er tidligt samme iskolde morgen startet fra hver sit hjem med kurs mod en lille kirkegård: Han i en gammel, nedslidt bil, hun på cykel fra en lun, hyggelig stue og i sidste øjeblik huskende på at tage en lille buket blomster med sig. Omgivelserne, de mødes i, er de koldeste, hårdeste, tristest tænkelige: Venterummet til det lille kirkegårdskapel: Farveløst, koldt og hårdt, flisebelagt, med et par rå træbænke at sidde på og et toiletrum som eneste “tilflugtssted”. En stemningsforstærkende ramme om det intense forløb, der udspilles dér mellem blot to mennesker: En indikation af, at dette er en filmatisering af et skuespil, hvor intet ydre og intet visuelt er tilføjet for at gøre det mere filmisk. Det intense forløb på de indre planer er alt nok, hvis det bliver spillet tilstrækkeligt intenst, og det gør det her. Trine Dyrholm og Tim Roth er parret, der stadig elsker hinanden, men er blevet adskilt af den grusomme begivenhed, der ramte dem ti år tidligere. Blikke mødes, hænder strejfer hinanden, minder genopfriskes, en tidsfjern intimitet ulmer; vil de to engang så varmt og tæt elskende måske kunne finde sammen igen? Det spørgsmål besvares efter en tid klokkeklart: De to er nemlig ikke længere blot “de to” med mindet om en grusom død som det eneste til at adskille dem, nej, der er blevet flere involveret; mere skal ikke røbes her.

Hvad er der dog sket? Hvad har været så voldsomt og grusomt, at han på det for hende uforglemmelige tidspunkt har følt sig tvunget til at forlade kvinden, han elsker? Dette opruller filmen og dens tilgrundliggende teaterstykke så klart, rent og smertende stærkt takket være skuespillerne, så udtryksfuldt gribende og intenst, at hver en følelse, ja. nærmest hver en tanke kan aflæses af deres ansigtsudtryk og deres kropssprog. Samtidig nærmer deres møde nærmer sig en afslutning, en forklaring, en forløsning, et håb om, at det vil være dem muligt at komme videre i livet; dette understreges med ændringer i belysningen, i stemningen, i “temperaturen” omkring dem. Det eneste, der forbliver totalt uforklaret er titlen “Poison”. Havde det så været den danske oversættelse: “Gift”, havde den haft den barske dobbelt-betydning: 1) at befinde sig i et ægteskab, og 2) noget der kan dræbe, men her er titlen kun det engelske “Poison”.

Da forløbet netop opruller, hvad det er, der har forgiftet de to’s engang så lykkelige samliv og ægteskab, er det både ærgerligt og irriterende, at filmen ikke tydeliggør sit visuelle symbol på dette, men blot lader det blive ved titlen og et glimt i begyndelsen. Forklaringen findes kun i baggrundsmaterialet for teaterstykket af samme navn: Grunden til, at de to ex-ægtefæller og -elskende mødes er, at kirkegården er ved at blive oversvømmet af giftigt vand, og at sønnens kiste, liget, derfor skal opgraves og flyttes. Så kan det da ikke blive mere symbolladet. Men her i filmen bliver det kun i en indledende scene og fuldstændigt uforståeligt antydet ved, at manden kaster et blik på et ulækkert ‘fluidum’. Den symbolladede og vigtige titel kan altså forklares, forståelsen kommer på plads, min irritation bortvejres, og tilbage er oplevelsen af en ganske lille teater-skuespils-filmatisering, der gøres stor af dens vigtige budskab om at komme videre i og med livet trods alt, af dens omhyggeligt bevidste filmatisering og af det formidable skuespil.

Links
Film-Rezensionen ~ Screen Daily ~ Soundvenue