Skyggejagt (Les fantômes)

Det begynder med lyde, en lavmælt, angst samtale i mørket før lærredet blænder op for et soltørret, støvet, hvidt øde ørkenlandskab. Lyden af det talte ord, menneskestemmen, “vox humana”, som der står på orgel-knappen, er selve drivkraften og centrum i dette spændende, skræmmende, realistisk aktuelle doku-drama.

To år efter at være blevet smidt af lastvognen i den brændende, blændende ørken er syriske Hamid nået til Strasbourg, har fået ophold, et hjem, et arbejde, en omgangskreds, og nu bliver det rigtig svært at referere bare noget af det videre handlingsforløb, da filmen så stramt bevidst kun afslører dette i små, nøje afmålte og nysgerrighedspirrende portioner gennem hele sin længde.

Den menneskelige fantasi er altid bedre til at skabe de stærkeste billeder, positive som negative, smukke som hæslige, end et hvilketsomhelst billedmedie. Enhver af os danner indre billeder ud fra vore personlige oplevelser og erfaringer, lykke, savn, angst, rædsel. Dette udnytter filmen til fulde ved ikke at vise et eneste glimt fra Hamids grufulde ophold i det syriske fængsel med konstant tortur af enhver slags: Det må vi selv fantasere os til, for filmens hovedhandling begynder, da Hamid har opsporet sin sadistiske fangevogter, den syriske torturbøddel, og kan tage sin retfærdige hævn! Eller kan han? For Hamid har aldrig set sin plageånd! Torturbødlen sørgede altid for, at der blev trukket en sæk over hovedet på ofrene, inden torturen startede, så Hamid har kun bødlens stemme at gå efter. Hamid er konstant på vagt og på jagt, og han hjælpes og støttes af en hemmelig gruppe, som har specialiseret sig i at opspore og afsløre krigsforbrydere der er flygtet til og nu lever skjult i Europa. Så filmisk perfekt kommunikerer gruppen indbyrdes ved hjælp af krigsspil-videoer. Hamid klamrer sig, bogstaveligt, konstant til sin telefon, som rummer en lille optagelse af torturbødlens stemme.

Det er altid problematisk at komme med indvendinger og negativ kritik af det konkrete i en dramadokumentar, for den er jo “baseret på virkelige hændelser”, men her i “Skyggejagt” virker det altså virkelig sært, at den skyggede ved navn Harfaz og nu universitetslærer i Strassbourgh ikke opdager og afslører Hamid, som så utroligt tæt og konstant (for)følger og belurer ham – endda på så aflukkede og pladsbegrænsede lokationer som biblioteker og (indvandrer)cafeer. Men selvfølgelig har filmskaberen sin kunstneriske frihed til at foretage tidsmæssige forkortelser og handlingsmæssige “u-logikker” for at øge spændingen, også i en drama-dokumentar, og da Hamid skal identificere bødlen på stemmen er det uomgængeligt nødvendigt for ham at komme på “lytte-distance” af ham. Så tager Harfaz en dag initiativ til at de to, offer og bøddel, faktisk mødes, og Hamid, som på bestialsk vis har mistet sine “nærmeste og kæreste” og i to år har tørstet efter hævn, rammes pludseligt af tvivl: For Harfaz viser sig at være en behagelig, begavet mand: Kan han virkelig være den psykopatisk onde bøddel? Kan Hamid være sikker på at kunne identificere ham alene ud fra lyden af hans stemme? Vil en nok så retfærdig hævn give Hamid fred og forløsning?

Med sin opbygning, der langsomt og drypvist afslører sandheden, holder filmen sit publikum fanget helt frem til afsløringen, der først kommer i de sidste sekunder. Ingen af personerne er særligt sympatiske, medfølelsesvækkende eller heroiske – måske lige undtaget Hamids mor, som han face-timer med fra sine mange forskellige destinationer rundt om i Europa til en flygtningelejr i Beirut – hvilket forstærker realismen, ægtheden og det dokumentariske i dramaet.

Udover den skræmmende, spændende og enkle historie om offerets jagt på sin bøddel og afsløringen af en hemmelig spion-celle, der jagter flygtede krigsforbrydere over hele Europa, giver filmen et skarpt billede af livet som (syrisk) flygtning – her i Frankrig og Tyskland, som flygtningene selv giver udtryk for behandler dem virkelig godt, et billede som uddybes og udvides via Hamids samtaler med sin mor langt borte i den store lejr i Beirut. To så nært knyttede mennesker med to så forskellige flygtninge-tilværelser. Igen: Det er forhold, der belyses og beskrives “indefra”, fra de involverede, og derfor øger den lærerige realisme.

Instruktør Jonathan Millet, der har boet i Aleppo og taler arabisk, ville egentlig have lavet en ren dokumentar om rædslerne i det krigshærgede Syrien og om de mange syrere, der flygtede til Europa, men valgte denne form – “baseret på virkelige begivenheder” – for at kunne centrere filmen om Hamid og Harfaz, jægeren og den jagede, og begreberne had, hævn og tvivl, og for at sætte spot på den hemmelige krigsforbryder-opsporer-celle. Et klogt valg, der har resulteret i et tankevækkende, debatskabende værk, der fascinerer, informerer og underholder uafbrudt.

Links
ekko ~ Slant Magazine ~ Soundvenue