Small Things Like These

To gange tænkte jeg noget, der så blev afkræftet. Først tænkte jeg: I Tim Mielants film er der aldrig nogen, der er decideret onde. Det er strukturerne, der er onde. Men så nærmede vi os kirken og her så vi så ondskab. Det var ikke det samme som i filmen “Steve” (2025), som den belgiske instruktør Tim Mielants også har instrueret. Her er der ingen onde, men en masse ondskab – eller bare kaos. “Small Things Like These” (2024) er en filmatisering af den irske forfatter (f. 1968) Claire Keegans roman (2021) af samme navn, der handler om Magdalenasøstrenes forsøg på at hjælpe kvinder, “der er kommet i uføre”.

De første Magdalenainstitutioner blev etableret 1758 i England og kom få år efter til Irland, hvor filmen foregår. De har fungerede helt indtil 1996, hvor de lukkede fordi man i 1993 fandt en massegrav med 155 lig under en af Magdalenasøstrenes bygninger i Irland, hvilket selvfølgelig udløste en skandale og langvarig undersøgelse. De omkring 30.000 kvinder, der var huset i de irske Magdalena-asyler, som de også kaldtes, blev udsat for allehånde overgreb, hvilket altså var så voldsomme, at man ikke kom fra dem i live. Sinnead O’Connor blev også sendt til sådan et asyl og hendes død (2023) kan sådan set også tegnes ind i statistikken over de dødsfald, som de er skyld i. Joni Mitchell har skrevet en sang om vaskerierne og Peter Mullan lavede en film om søstrene i 2002. Intet af dette fortælles i filmen: Det er blot baggrunden.

Vi ser en far, en kokshandler, bære kul til kunderne i en lille by, New Ross, i Wexford County i det sydøstlige Irland. Bilen knirker, det er beskidt, han vasker sig hver dag, så vandet bliver sort; der er rust alle vegne, og det regner. Åbningsbilledet er et vue over byens tage, hvor kirken rager op over dem alle. Vi hører klokkerne ringe og ser en stort sort krage sætte sig på et stenkors. Konflikten er, at han bliver vidne til tvangen og ulykken bag klostrets mure, men han kan ikke gøre noget, fordi søstrene har magt over hele byen. De er involveret i alt – som en mafia. Bill Furlong, hovedpersonen, kan risikere at blive ‘outcastet’ i det lille samfund. Man véd ikke rigtigt, hvad der kunne ske, men man kan godt forestille sig, at det ikke vil være let. Han er far til en lille flok børn.

Temaet at retfærdigheden ikke sker fyldest for sammenholdets skyld er også noget, som er gennemgående hos en instruktør som Atom Egoyan, f.eks. i “The Sweet Hereafter” (1997). Fællesskabet er vigtigere end retfærdigheden. Man ligger under for de mest uhyrlige ting fordi man ikke vil udstødes. Fællesskab holdt sammen af frygt for at blive bortvist.

Mielants kredser om modet til at gå op imod et autoritært regime. Det var, hvad der var på spil i hans film “Wil” fra 2023, og det er hvad der er problemet i “Small Things Like These”. I begge film ser vi hovedpersonen udvise civilcourage. I “Wil” er hovedpersonen fanget i et dilemma: Lige meget hvad han gør, så kommer det til at koste. Men han gør det for at redde andre. I “Small Things…” er det hovedpersonen Bill og hans familie, der kommer til at betale for den civile ulydighed overfor landsbyens undertrykkende adfærdskontrol. Men Mielants er her ikke interesseret i hvad der sker med familien, da Bill endelig tager skeen i den anden hånd. Han har igennem hele filmen tøvet med at hjælpe én af de kvinder, der er udsat for vold af Magdalenasøstrene, for til sidst at lade samvittigheden handle, velvidende, at det kommer til at koste ham og hans familie dyrt. Landsbysamfund kan dømme hårdt, og straffene er uforudsigelige. Det er mere et drama om modet til at handle på samvittigheden, end det er en skildring af hvilken ond gruppedynamisk straf denne handling kan medføre.

Cillian Murphy spiller hovedrollen som den samvittighedsplagede far og ægtemand, Bill. Han er utrolig god til at spille en presset og plaget mand på randen af et nervøst sammenbrud. Sådan var han også i “Steve” og til dels i Christopher Nolans “Oppenheimer”, som han også lagde sin moralsk udfordrede krop og ansigt til. Her i “Small Things…” ser man ham ude af stand til at se sin kone i øjnene, fraværende, tavs og umulig at få ord ud af, for det prøver hun at få, men han affejer alle spørgsmål. Forståeligt nok, for senere svarer hun så på det, han ikke siger, men som hun godt kan regne ud hvad er, og dette svar er ren ‘compliance’ – ren eftergivenhed. “It’s not of our business”, som hun siger. Det vedrører ikke os. Vi har også et liv. Hans samvittighedskvaler bliver af konen udlagt som blødhed – han er en blød mand – underforstået: Tag dig sammen, vær en mand, sørg for din familie og glem alt det andet. Det er umuligt gå imod kirken, for der er øjensynligt ikke andre kirkelige samfund i denne landsby New Ross i Wexford County. De andre kirkesamfund er der selvfølgelig, men der er ingen kræfter, der kan gå imod denne nonne-mafia.

Der er stort set kun denne ene historie i filmen. Man får en antydning af den katolsk farvede strenge sexualmoral, det forkvaklede forhold mellem kønnene, men også fattigdommen, som er baggrunden for mange af de kvinders skæbne, der bliver buret inde i asylerne. Det er bagtæppet og strukturen, som Bill er fanget i. Det er et genialt greb at afrunde filmen med rene lyde, mens rulleteksterne gled ned over den sorte baggrund. Man hører gæssene foran klostret og den skramlede bil. Jeg forventede at høre noget om hvad der så skete, men lydene fungerer så frit antydende, at lytteren kan lave sin helt egen subjektive afslutning i hovedet.

Filmen ikke har samme kompleksitet som “Steve”, der også filmisk er mere vild og eksperimenterende, men Tim Mielants er en interessant instruktør, der måske kan inspirere mennesker til at handle ud fra deres samvittighed frem for at vælge det behagelige, men dybest set helt umoralske liv, også selv om det må koste.

Læs også ekko og Film Review Daily