Sønnike

Det er intet mindre end en hel række chokerende overraskelser af vidt forskellig art, både indadtil for filmens persongalleri og udadtil for for dens publikum, der sætter gang in dette smalle, intense familiedrama. Ca. 30-årige mekaniker-Lasse vækkes en tidlig morgen af en telefonisk invitation: Hans ca. 15-årige lillebror, Vincent, skal konfirmeres. At Lasse har en lillebror, ja, en hel familie, han ikke har haft kontakt med i årevis og ikke har nævnt med ét ord til nogen, gør hans samlevende kæreste så rasende, så såret og skuffet, at hun fluks skrider. Lasse møder, til alles overraskelse op til konfirmationen, hvor han håner og nedgør den ny-fundne lillebror, Vincents planer om at tage på konfirmand-rejse til Norge med sit aldrende forældrepar, som altså også er Lasses forældre, i en sådan grad. at Vincent i sidste øleblik melder fra og foretrækker at blive hjemme. Herved bliver Lasse skyld i eller årsag til, at Vincent forbliver i live, for bussen forulykker grusomt i Norge, og forældreparret dræbes. Herved efterlades 14-årige Vincent stort set alene i verden, alene i forældrenes store minde-fyldte hus, alene med alt det der nu skal ordnes, alene med at få styr på resten af sit liv.

Der er så mange fine ledetråde vævet ind i filmens start, at da afsløringen endelig falder, opleves den ikke som et chok, men som en bekræftelse på det, der har været anet fra start: Flashbacks til far/babysøn-samvær, en sekundkort, voldsom replikudveksling om en 15-årigs manglende faderevner,  selve filmens titel: Sønnike, og var der ikke en rollefigur i Lasses absolutte yndlingsfilm “Pulp Fiction” der hed Vincent? Helt bevidst som alt andet i denne omhyggeligt udtænkte og præcist fremadskridende film kender vi “chokket” længe før det rammer: Brødrene er ikke brødre, men far og søn med blot 15 års afstand.

Lasse bor, hvor han arbejder: i en prunkløs, hyggeforladt krog af autoværkstedet, hvilket sammen med en velvoksen motorcykel lader til at dække den temperamentsfulde, velvoksne drengerøvs behov. Når nogen skal trøstes i deres sværeste, tristeste stunder i deres liv, foregår det med hektisk druk på det lokale værtshus, gerne ledsaget af et råt slagsmål, plat-vulgær mandehørmende snak og eksplosiv kasten-op på vejen hjem; og når nogen skal hyldes eller fejres i deres gladeste, festligste stunder i deres liv, foregår det præcis ligesådan, om man er 14, 40 eller 80. Vi er i det landlige under-Danmark her, nærmere betegnet på Østfyn, hvor man løser sine problemer selv, evt. med hjælp fra sine kammerater i det lille samfund, helst uden indblanding fra Det Offentlige. Den lokale betjent er en forstående og sympatisk del af det lille samfund, og sædvanligvis ville den ældre, kvindelige præst også være en forstående, lindrende støtte at kontakte, blot ikke i dette tilfælde, og grunden skal ikke afsløres her. Skal dybt chokerede Vincent nu overlades til myndighederne, anbringes i familiepleje, eller vil hans biologiske Lasse-far påtage sig det enorme, livs-forvandlende ansvar som netop far?

De store temaer om skyld, skam, svigt og sluttelig det væsentligste, tilgivelse, håndgribeliggøres på stærkeste, smukkeste vis her i dette på én gang rå og dog så fint følsomme forløb. Kan Lasse tilgive sine nu så pludseligt og grusomt dræbte forældre? Kan Vincent tilgive sin gennem 15 år fraværende biologisk far? Og hvad med Vincents mor? Her skuffer og svigter filmen dog voldsomt, idet den cykler meget hurtigt, lemfældigt forklaret og let hen over denne i handlingens forløb så væsentlige person. Overordnet er der ikke den store overraskelse i, at far og søn nu langsomt, men sikkert nærmer sig hinanden tættere og tættere, men måden, det skildres på, er inderligt ægte og dybt rørende, ikke mindst på grund af næsten-debuterende Morten Agerholm og mere rutinerede Bertram Bisgaard, der spiller far Lasse og søn Vincent. At dette firkløver: Den debuterende instruktør, Jesper Quistgaard, hans manus-medforfatter-kæreste Cathrine Odgaard og de to altdominerende skuespillere har formået at fremstille dette lille, smalle provins-baserede inderligt gribende værk er imponerende, opløftende og bør opleves uanset egne familieforhold. Som et plus uden for filmens eget univers, men i smuk overensstemmelse med det, fik filmen premiere på Fars Dag.

Links
ekko ~ Cinema Online ~ Vi elsker serier