Song Sung Blue

Det kan kun være dem, psalmisten betegner som “forhærdede tidselgemytter”, der ikke lader sig røre til varme tårer over denne smukke, enkle, ruralt multi-talentspækkede drama-dokumentar! Selv om navnet Neil Diamond hverken vækker genkendelse eller begejstring hos alle, kræver det absolut tone-døvhed ikke at lade sig rive med af de enkle, følsomme musikalske indslag, der sammen med en ukuelig altbesejrende kærlighed, omsorg og hengivenhed er limen, der sammenbinder denne voldsomt følelsesladede, begivenhedsrige “true love story” forstået i alle ordenes betydninger.

Filmen med den uoversættelige (Neil Diamond sang-)titel “Song sung blue”, hvor “blue” skal forstås som trist, nedtrykt, deprimeret (Elvis sang jo f.eks også om en “blue, blue Christmas”), er ikke “bare” en hyldest til den ubrydelige, unedbrydelige kærlighed mellem to mennesker, men langt bredere: Kærligheden til musikken, den uimodståelige glæde ved og begejstring for at få lov til at udbrede den til et lyttende publikum, uanset hvor stort eller lille, til mange eller få, uanset om dette befinder sig foran en blokvogn på en åben mark, i en tilrøget saloon eller en lille, familieejet Thai-restaurant, hvis ejer også elsker at synge. Al denne jublende kærlighed og utæmmelige begejstring rummer Mark og Claire til overflod.

Her sidst i 90’erne har Mike, veteran fra Vietnam-krigen, været tørlagt alkoholiker i 20 år, fraskilt far til en teenagedatter, forsynet med forførende maskulin charme og en fantastisk stemme, som skaffer ham småjobs som sanger rundtom i USA’s midtvest. Clair er fraskilt husmor og forsørger for en strid og bitter gammel mor, en ung søn og sin teenage-datter, forsynet med en fantastisk stemme, som skaffer hende småjobs som sangerinde. De to mødes “back stage” til et sing-alike-stævne, forelsker sig øjeblikkeligt, gifter sig og begynder at opbygge en karriere som duoen “Thunder & Lightning”, der specialiserer sig i at fremføre loyalt beundrende og hyldende Neil Diamind-numre. Deres succes og popularitet stiger stødt, deres to teenage-døtre blive ‘soul-mate’-tætte veninder, Claires kvikke søn smalfilmer dokumenterende og interviewende deres karriere, men parret bor i er hus, meget nær et drilsk dødsensfarligt sving, og en dag rammer katastrofen: kvæstelser, amputation, håbløshed, dyb depression. Parrets dybe kærlighed sættes virkelig på prøve, men får så småt halet Clair ud af depressionens dunkle tåger, og parret tilbage på scenerne, store som små, karriere og popularitet, sikkerhed og professionalisme er støt stigende, da skæbnen igen rammer hårdt og grusomt, og denne gang endegyldigt.

Nu kan man vælge at betragte dette som tårepersende sentimentalitet eller hjertegribende rørende, med det er svært eller decideret dumt at komme med faktuelle anker og indvendinger, da begivenhederne bygger på en sand historie, ja, i dette tilfælde endda er en dramadokumentarisk udvidelse af Greg Kohs’ dokumentarfilm om parret. “Thunder & Lightning”: Mike og Clair. Filmen er en også en hyldest til al den store, ægte, talentfulde optræde-glæde, der især i et stort land som USA findes udenfor de etablerede spillesteder, de kultur- og oplevelsesmyldrende storbyer. Her i Milwaukee skal der knokles for kulturen, musikken, sangen: vil man være udøvende kunstner, foregår det udenfor den indtægtsgivende arbejdstid: Performeren er (også) automekaniker,  impresarioen (også) tandlæge, manageren (også) buschauffør. Dette afføder virkelig mange virkelig sjove situationer, men demonstrerer også hvor benhårdt der er at VILLE kunsten, bare at MÅTTE ud at optræde, synge, underholde…

Hugh Jackman og Kate Hudson er formidable som Mike og Claire: Lige overbevisende ægte i deres skuespil og deres præcist Neil Diamond-tro sang. Det er umuligt ikke at blive revet med at deres engagement i glæder, sorger, ulykker. Filmens tragiske “nu er vi der…næsten”-slutning ligger tæt op ad den svenske film “Såsom i Himmelen”: En succesfuld kunstnerisk og populær opstigning, et svagt hjerte, et blodigt styrt op til en vigtig begivenhed, et dødsfald ufatteligt tæt på karrierens, ja, livets højdepunkt. Også som det sig hør og bør i et stjernebestrøet og talentsvulmende doku-drama, der fik premiere i Julen: Masser af smil, glæde, latter og medrivende musiknumre gennem de varme, rørt grebne tårer!

Læs også ekko og Film Review Daily