Tenet

Vi begynder i et operahus i Kiev. Publikum er ved at indfinde sig på sine pladser, præcis som man selv for få øjeblikke siden indfandt sig på sin plads i biografsalen. Der er noget ved kameraføringen og colorgradingen, som allerede afslører, hvad vi ser på. Det hele skriger Cristopher Nolan. En næsten grynet varme i farven og billederne af hobevis af statister, som iklædt deres stiveste pus snart skal blive til intetanende kegler i et af den britisk-amerikanske stjerneinstruktørs velkendte spil: Den actionfyldte åbningssekvens. Så begynder orkestret på scenen at stemme deres instrumenter. Lyden af strygerne, der intonerer og hurtigt finder hinanden i det tæppe af lyd, de sammen væver, skyller ud af biografens højttalere som et langsomt tidevand. Det er lyden af noget, som går forud for enhver begyndelse. Lyden af lunger, som fyldes med ilt i spænding. Lyden af forventningens glæde. Om lidt går det løs.

Nolan har en helt særlig position i filmindustrien. I over femten år har han instrueret film, der har tilhørt den absolutte mainstream, samtidig med, at utallige anmeldere og feinschmecker-publikummet også har bøjet sig i støvet. Og det med god ret, for Nolan har været og er helt fantastisk dygtig til at lave film. De er dybt originale, og dog oftest skåret efter en skabelon, han sjældent afviger fra: Han laver storslåede actionfilm tilsat nøje æstetisk udvalgte scenerier, buldrende og dominerende lydsider, toppet af med et filosofisk tvist, der varierer lidt i kraft fra film til film. Det egentlige gennembrud fik han, da han genfødte superheltefilmen med hans Batman-serie. I rigmandssønnen Bruce Wayne og hans karismatiske fjender fandt Nolan et mørke og en dybde, som ikke før var set i genren. Det blev definerende, ikke bare for Nolan, men også for de hober af action- og superheltefilm, der er blevet produceret sidenhen. I The Dark Knight (2008), seriens geniale midterbarn, fandt Nolan ind til kernen af den fortælleform og det billedsprog, som alle hans film derfra har båret præg af. Den nyeste film på stammen, Tenet, er ikke anderledes i den henseende. Men Tenet er dog nok mere sammenlignelig med Inception (2010) – den film, som Nolan nærmest fik ubegrænsede midler til at lave, præcis som han ville, efter at Batman-filmene havde vist sig at være en ikke bare kunstnerisk succes, men også en kolossal økonomisk succes.

I Inception rejser private agenter ved hjælp af avanceret teknologi igennem egne og andres drømme for at stjæle og påvirke ideer. I Tenet er den avancerede teknologi igen fortællingens vigtigste komponent. Denne gang er den dog om muligt endnu mere kompliceret. For teknologien vender nu entropier på hovedet, så den person eller det objekt, som inverteres (det kaldes det, når ens entropi vendes) i den komplicerede maskine, nu bevæger sig tilbage i tiden i stedet for at bevæge sig frem. Det giver således en mulighed for at påvirke en begivenhed, man allerede selv har været impliceret i, og med det kendskab man nu har til begivenhedens forløb, kan man nu bevæge sig tilbage imod den fremadskridende tids strøm, krydse sit eget oprindelige tidsspor og ændre begivenhedernes gang. Selve maskinen er naturligvis opfundet i fremtiden, men er selv blevet inverteret tilbage i tiden. Den teknologi hjælper nu endnu engang en hemmelig agent, nemlig den navnløse protagonist (spillet af John David Washington) til at bekæmpe Andrei Sator (spilet af Kenneth Branagh), en russisk oligark, der har de grufuldeste planer. Men Sator har også adgang til teknologien, og således bliver filmen en fin komponeret symfoni af krigsførelse i fremadrettet og bagudrettet tid. Udefra set er filmens fortælling ganske klassisk for en vestlig actionfilm: Amerikansk agent forsøger at stoppe psykopatisk russisk superskurk. Men det dybere filosofiske aspekt, tiden som en ikke-lineær flydende og omskiftelig virkelighed, er hvad, som gør filmen til en umiskendelig Nolan-film.

Det er tydeligt for enhver, at Nolan er dybt fascineret af tid. Ikke bare i forhold til at fortælle historier, men også i filosofisk, eksistentiel og fysisk øjemed. Tiden er næsten altid til stede i hans film som den akse, alting roterer omkring. I Inception arbejder holdet af agenter i forskellige drømmelag, og da bevidstheden arbejder hurtigere, jo længere man kommer ned i drømmen, så opfattes tidens udstrækning også forskelligt alt efter, hvilket lag man befinder sig i. I rum-opusset Interstellar (2014) flyver astronauten Cooper ind i et sort hul, hvorfra han kommunikerer på tværs af tid og rum. Og i Dunkirk (2017) fortælles historien om evakueringen af de allieredes tropper fra den nordfranske strand under Anden Verdenskrig i tre forskellige tidspor. Tre tidspor, som understreger tre oplevelser af tiden, der alligevel har samme begivenhed som omdrejningspunkt og derfor uundgåeligt krydser hinandens spor.

At Tenet naturligvis også må handle om tid i en eller forstand giver derfor sig selv, men hvor tiden i Nolans andre film tager en lidt mere subtil karakter, så er tiden alt, hvad Tenet drejer sig om. Visuelt giver det nogle helt fantastiske øjeblikke, hvor den fremadrettede tid og den bagudrettede tid på én og samme tid skaber scenerne. Det kræver til tider enormt meget af beskueren, men når først man vender sig til præmissen, er det enormt fascinerende. En slåskamp i to forskellige tidsretninger synes næsten som en moderne dans, og noget så klassisk som en biljagt udvikler sig til noget, der ikke er helt usammenligneligt med et Mozartpartitur, hvor melodiske motiver bevæger sig frem og tilbage og op og ned. Scener som disse er simpelthen så mesterligt udført, at de i sig selv er grund nok til at se Tenet.

Mange af Nolans film – særligt dem efter Batman-trilogien – skal have tid til at vokse i én. Og en anmeldelse af Tenet ville med garanti forandre sig, alt efter hvor meget tid, og eventuelle gensyn, man tillægger ens første møde med filmen. Og med det forbehol, så tillader jeg mig alligevel at knytte et par kritiske kommentarer til filmen. For hvor Nolan har bevæget sig i subgenrer og samtidigt bevaret hans indlysende streg, tanke og form, så synes det som om, at Tenet er en øvelse, Nolan har lavet før. Måske minder den i sin grundpræmis for meget om Inception. Måske har den fantastiske ide om en film i fremadskridende og bagudskridende tid alligevel fået lov til at fylde for meget. For skønt Nolan aldrig har lavet store karakterdramaer, så savner man lidt noget dybde i Tenets persongalleri. Her bliver Inception igen den irriterende storebror, som måske er en smule to close for comfor. For skønt vi heller ikke får noget indgående kendskab til Leonardo DiCaprio, Marion Cotillard og Ellen Pages karakterer i Inception, så formår de, sammen med Nolan, alligevel at bringe noget personlighed ind i en film, som ellers er notorisk upersonlig. Det samme kunne man egentlig sige om Matthew McConaughey og Anne Hathaway i Interstellar. Her lader Tenet noget tilbage at ønske. Karaktererne forbliver – skønt hæderlige skuespilpræstationer – lige så kunstige og tomme, som forestillingen af tiden som en lineær og konstant bevægelse. Det er ikke verdens undergang, for Tenet er en film, hvor det først og fremmest er filmens grundlæggende ide, der er drivkraften, men den svage autenticitet i karaktererne efterlader ikke desto mindre et lille tomrum.

Ydermere har Nolan denne gang ikke musikmogulen Hans Zimmer til at levere det dominerende bagtæppe af toner. Denne gang er det Ludwig Göransson, som har fået den kolossale opgave at sætte musik til Nolans fantastiske billeder. Og Göranssons musik har virkeligt nogle fremragende øjeblikke, men fejler måske lidt i at finde en distinkt karakter. Zimmer har før brilieret bag Nolan, ved at give hver film en særlig lyd. Om det så var et kirkeorgel, el-guitaren eller brugen af den mytiske ”Shepardtone”, så har han altid givet hver film et stærkt auditivt kendetegn. Göranssons musik opnår aldrig helt dette på trods af flere højdepunkter.

Når det så er sagt, så skal Tenet opleves – og gerne flere gange. Uvidenhed er vores våben, siges det flere gange i filmen. Men jeg tror faktisk, at man som beskuer vil nyde rigtig godt af lidt viden, og den viden vil med sikkerhed blive bestyrket af en ekstra tur i biografen. For nok kan man ikke bevæge sig tilbage mod sin egen tidsstrøm, men at gense en film tillader os i det mindste at slå en lille sløjfe på tiden og derved genopleve den. Og når det handler om tid, så er tiden værd at investere lidt ekstra tid i.