Ternet Ninja 3

Det sker for de allerfleste børn på ét eller andet tidspunkt: De vokser op og vokser fra deres legetøj. Denne helt naturlige, logiske, men også dybt vemodige proces er blevet beskrevet rørende, morsomt, men altid med vemod inddigtet af eventyr-skabere fra H. C. Andersen med “Toppen og bolden” til Disney/Pixars “Toy Story”, og nu har multi-geniet Anders Matthesen også valgt dette tema til at afslutte sin populære og originale trilogi : “Ternet Ninja”-serie.

Anders Matthesen åbner lydsiden med at synge sin egen sang “Sidste omgang” og billedsiden med, at hovedpersonen (ikke titelpersonen) Askes far er blevet fyret og nu er hjemmegående arbejdsløs. Så er den vemodige afslutningsstemning etableret! Men forud for denne konkrete, letfattelige begyndelse vises et kulørt mareridt, som kunne være skabt af Akira Kurosawa himself: Bål, brand, vold, truende død i et tidløst, fjernt univers. OK, Kurosawa beskrev samuraier, mens dette mareridt drømmes af en ninja, en ternet én; her varsles store, drastiske omvæltninger. Aske, som i årevis har været bedste ven, beskytter og lærling af Ternet Ninja (TN) er blevet 14 år og vil nu bare helst hænge ud i klubben, høre musik og drikke Cola med de nu ligeledes teen-agede venner, vi kender så godt fra de to første film. Desuden er den seneste mission, Aske og TN var på sammen, succesrigt afsluttet, og ingen ny er i sigte – eller er der mon ikke? TN vil i hvert fald gøre alt for, at der skal være det. Nu er der kommet en ny, super-sej og voldsomt fascinerende pige i klassen, som både vækker Askes følelser, Jessicas jalousi og trækker tråde til Askes og TNs måske alligevel ikke helt afsluttede seneste mission og kan afføde en ny, inden TN endegyldigt må drage bort.

Aske har fået en glimrende uddannelse i al slags kampsport af sin mentor, TN, og er nu i stand til at nedkæmpe den små-kriminelle indvandrer-knægt Marco, en knallert-kørende “bad boy”, som Jessica, som Aske jo i årevis har været forelsket i, er faldet pladask for. Skyldsspørgsmålet virker straks og uafviseligt besvaret, da Askes hjem stikkes i brand: Det er selvfølgelig gjort i hævntørst af den ydmygede Marco. Her har vi så ét af Anders Matthesens indpakkede budskaber: Lad være med at drage forhastede slutninger, overvej situationen, betragt den fra flere vinkler.

Matthesen behandler også her, selvfølgelig i overdreven, grotesk-humoristisk form, tidens store temaer og den falskhed, de også rummer: For fanatiske veganere har da ikke hede drømme om at proppe sig med fedtdryppende, smør-mørt kød, vel? Overvågningsapperne skal da kun bruges til at skabe tryghed og hjælpe i nødsituationer, ikke til pinlige afsløringer af klam utroskab, vel? Det er aktuel humor med en besk kerne af hykleri-udstilling, og selvfølgelig udtaler Askes kiksede papfar, Jørn, flere gange, nærmest provokerende tydeligt, det engelske ord for “bøf”: Steak som stiiik, selv om det jo altså hedder stæjk; så er socialklassen understreget.

Som også i de to foregående TN-film pakker Matthesen de vigtige, vægtige budskaber ind i den vildeste vold og og klammeste vulgaritet samtidig med, at han gør tykt og komisk nar af og krænker alt og alle, han kan komme afsted med. Selvfølgelig ikke mindst ved hjælp af sin efterhånden ikoniske onkel Steward, som – hvis han ikke ligefrem er Matthesens alter ego – i hvert fald er én, der står hans hjerte nær. Da onkel Stewart, voldsomt beruset, gør sin entré til Askes oldemors begravelse, må selv en garvet anmelder som mig, der følte sig galvaniseret mod krænkelser kvæle et gisp: Sagde, sang og gjorde Stewart virkelig det?

Adspurgt af de beundringsværdigt modige og nærgående journalister fra TV-glad om, hvordan Matthesen havde det med at gøre tykt grin med bl.a handicappede svarede han, typisk Matthesensk: ” Jeg gør grin med alt og alle, – altid helt uden ondskabsfuldhed – og jo flere jeg gør grin med. jo mere inkluderende er det!” Tro mig, alle både inden for og uden for TN-universet bliver inkluderet her i “TN3”.

Selvom TN-filmene ser ud til, lyder og fornemmes som énmandsværker udsprunget af Matthesens kringlet-geniale hjerne og realiseret af hans særegne geni – det er jo trods alt ham, der har opfundet Ternet Ninja, og skrevet bøgerne om ham – véd alle selvfølgelig godt, at det ikke er tilfældet, men at en så ufatteligt stor mængde mennesker, hvis navne oprulles efter filmen, mens Matthesen synger sin egen afslutningssang, har været fælles om at producere et så homogent værk er alligevel imponerende. Ligesom der er et dybt, uafvendeligt vemod over det faktum, at børn vokser fra deres legetøj, så er der det også over, at Anders Matthesen nu har afsluttet sin vildt populære serie om den dybt originale og højt elskede ternede Ninja.

Links
ekko ~ Filmpuls ~ Kulturbunkeren