The Life Of Chuck

Eskatologien er en fast bestanddel i kristendommen. Jorden vil gå under. I GT er det Herrens dag, som beskrives som en vredens dag. I NT er det især hos Paulus en fuld og fast overbevisning om, at jorden snart vil gå under. Alligevel er kristendommen fuld af håb. Et håb, som ikke er den rene optimisme, men som er et håb midt i det mørkeste mørke. Større modsigelse kan vel næppe tænkes, men det er den fortælling, som vi her i Vesterlandet er vokset op med. Det kan se så sort ud, og alt skal dø, men håbet er der – alligevel. I filmen ”The Life Of Chuck” er håbet så impliceret i fortællingen, at man næsten glemmer, at jorden faktisk går under.

I tre akter bliver vi ført igennem en fortælling, der tager sin begyndelse ved de sidste tider. Vi følger en lærer, der på alle måder mærker, at verden er ved at falde sammen. Alligevel tager han forældresamtaler og kommer med råd, nu nettet er nede. Der er plads til lidt galgenhumor over tabet af Porno-apps! Filmen er ingen katastrofefilm i gængs forstand. Vi ser aldrig menneskemængder, der prøver at flygte, tværtimod er der ofte tomme gader. Læreren får ikke kun samtaler med forældre. Han taler i telefon med sin ekshustru, sygeplejersken, som er frustreret over de mange selvmord, der har været, men nu står nærmest alene på hospitalet.

Filmen lægger vægt på samtalen. Vi ser læreren komme i kontakt med en ældre bedemand og en pige på rulleskøjter, inden han sidder i haven med sin ekskone. Hånd i hånd ser og hører de, hvordan rummets planeter og stjerner en for en slukkes. De er bange, men vi hører ham sige: ”I love..”, inden alt bliver mørkt.

Anden akt er fortællingen om en revisor, der på en konference har begivet sig ud i byen. Han fanges af en rytme, som en musiker spiller på sine trommer. Han begynder at danse. Dansen udvikler sig, og han inddrager en ung kvinde, og sammen skaber de glæde hos det publikum, som har stillet sig i en rundkreds om dem. Bagefter kommer spørgsmålet igen og igen: Hvorfor begyndte du at danse? Hver gang må han give op. Han aner ikke hvorfor! Tredje akt udfolder denne revisors liv som barn. Vi får at vide, at han hed Chuck. Han voksede op hos sine bedsteforældre, da forældrene døde, da han var lille. Farmoren var en livsglad kvinde med rytmen i sin krop. Hun indviede sit barnebarn i dansens glæder, og han blev bidt af at danse. Farfaren var matematiker med hang til statistikker. ”Man kan ikke leve af at danse, men man kan leve af at være dygtig til tal”. Drengen fik sit livs oplevelse til et skolebal, hvor han dansede med en ældre og højere pige, der var lige så god og glad for dans, som han.

“Thank you, Chuck, for 39 good years.” Det er denne overskrift, som pludselig står alle steder i første akt, da jorden er ved at gå under. Ingen af dem, vi møder, véd, hvem denne Chuck er. Men det gør vi, som har set filmen. Eskatologien er filmens ramme. Håbet er filmens kerne. Kærligheden er…

Holder dette? Ja, det synes jeg. Man ser aldrig den paniske angst og masseflugt, men man ser de tomme gader og apatiske mennesker, som har givet op – og så ser man mere. Man ser håbet. Livsglæden. Kærligheden. På trods af døden, som hele tiden ligger på lur. Symbolsk skildret i Tårnværelsets uhygge. Dér titter Stephen King tydeligt frem. Samtalerne er filmens styrke. Verden er ved at gå under, men i mødet med et andet menneske kommer det frem, hvad der er essentielt i livet. At turde leve. Jeg kunne fristes til at lade Nuser få det sidste ord. Søren Brun siger til Nuser: ”Vi skal alle dø en dag, Nuser.” – ”Ja,” svarer Nuser, ”men alle de andre dage skal vi leve!”

Links : ekko ~ Internetforbrugeren ~ Kinosaur ~ Den korte avis