The Odyssey

Det bliver ikke meget mere klassisk. Odysseen en af de helt fundamentale elementer I vores civilisation, og udover Platons bøger og Bibelen er der ikke mange tekster der kan tåle at være i samme selskab. Odysseen er endda endnu ældre end de andre skrifter, og overgås kun af Mesopotamiske fortællinger som Gilgamesh. Alene af den grund spærrede jeg øjnene op, da jeg for lidt over et år siden første gang så, at en af vor tids mest succesfulde instruktører, Christopher Nolan, havde tænkt sig at begive sig ud I en udfordring af denne størrelse. Det var derfor også lidt svært for mig at vide hvor højt jeg skulle placere mine forventninger.

Nolans bud på den ældgamle fortælling om Odysseus’ lange kamp for at komme tilbage til sit hjem er i det store hele vellykket. Filmen varer lige knap tre timer, og alene det at de susede forbi og føltes som omkring halvanden time, må være et godt tegn. Om man kan lide Christopher Nolan eller ej kan man ikke komme udenom, at han er en af de mest bemærkelsesværdige filmskabere inden for de sidste par årtier. Han virker til konsekvent at sætte barren højt for sig selv og sine skuespillere, og det er aldrig uinteressant når han kommer med en ny film. Han er blevet sammenlignet med Spielberg, og selvom de to på mange måder er forskellige, er det vel en passende sammenligning i den forstand at Nolans primære sigte også virker til at være at ville underholde. Men det er aldrig kun underholdning, han vil også altid sige noget med sine film. Spørgsmålet er så, hvor elegant han får det sagt.

Jeg har det meget blandet med Nolan, og nogle af de ting der generelt irriterer mig ved hans film lider Odysseen desværre også under. En af dem er, at hans film næsten altid virker som en serie af tableauer, og at det følgende nogle gange kan være svært at mærke sammenhængen i filmen. Hver især er scenerne imponerende, men det kan godt give et lidt koldt og sterilt indtryk. Personligt kunne jeg godt savne lidt mere magi og mystik i en fortælling som Odysseen, men Nolan virker til at have truffet et bevidst valg om at ofre det til fordel for et hæsblæsende drama, som appellerer til et moderne publikum, og jeg må indrømme at det alt i alt fungerer.

Odysseen er i mange passager dybt medrivende, og Nolan forstår at vise, hvor historiens kerne ligger; i temaet om hjemmet og dets betydning. Som Anne Hathaways karakter Penelope på et tidspunkt siger til sin søn Telemachus, spillet af Tom Holland; alle Ithakas smukke og ærefrygtindgydende bygninger og statuer er intet værd og kan falde på et øjeblik, hvis folket omkring ikke respekterer dem.

Sammen med kyklop-scenen er filmens sidste 40 minutter de bedste. Det er selvfølgelig den velkendte slutning på historien, hvor Odysseus endelig vender tilbage til sin borg, men i forklædning, og på snedig vis må besejre alle bejlerne. Nolan orkestrerer på fornemt vis dramaet, og især Robert Pattinson som den herligt sleske Antinoos, filmens hovedskurk gør det til en gribende finale, hvor alle Hollywoods klassiske tricks fungerer lige som de skal.

Det er også her, at filmens pointe bliver leveret, og som det ofte er tilfældet i Nolans film bliver den præsenteret i samspil med et plot twist. Den moderne drejning på legenden føles her ikke påklistret eller søgt, men fører elegant fortællingen ind i det 21.århundrede, når Matt Damons Odysseus afslører den eksistentielle krise han er havnet i, efter at have forrådt sine principper i jagten på hæder.

Der er med andre ord mindst én slange i det græske ø-havs paradis, og det er tankevækkende stof, som i høj grad også kan være til brug for præster. Filmen reflekterer over hvad det vil sige, at en æra ender, og hvordan historiens gigantiske bevægelser er umulige at gennemskue eller kontrollere, sådan at vi i sidste ende altid er i gudernes vold.