The Phoenician Scheme

Wes Anderson laver altid den samme film – og aldrig den samme film. Han laver altid æstetisk skarpskårne tongue-in-cheek-ensemblefilm, hvor ironien driver ned ad væggene. Men han laver også alt fra familiedramaer til stop motion-eksperimenter, over rum-eksistentialisme og alt derimellem. Derfor ved man også altid præcis, hvad der venter én, når man sætter sig for at se en ny Wes Anderson – alt imens man ikke aner, hvad det bliver for en film.

The Phoenician Scheme er Andersons forsøg på at lave en 1950’er-inspireret actionkomedie, der føles som en hyldest til genrens spion- og agentfilm. Filmen følger Zsa-Zsa Korda (Benicio del Toro) – en midaldrende, stenrig våbensmugler, lyssky forretningsmand og plattenslager – der, parallelt med at skulle forløse sin største forretningsplan, også håber på at kunne reparere det forliste forhold til sin datter Liesl (Mia Threapleton). Ingen af delene går stille for sig. Der er fart på og slåskampe både til lands, til vands og i luften, og ydermere må Korda konstant afværge diverse attentatforsøg, der med jævne mellemrum lader ham svæve mellem liv og død.

På nær en i særlig grad smuk introsekvens, hvor Zsa-Zsa Kordas badeværelse filmes fra oven, og gulvets fliser ligner et William Morris-tapet, alt imens en forslået Korda nyder sin morgenmad i badekarret, mens sygeplejersker skiftevis entrerer og forlader værelset med forskellige gøremål, sætter filmen an i et ret højt tempo. I høj fart bevæger vi os igennem de mange dele af Kordas store plan, men man når næsten ikke at lande i de mange forrygende scener, før man er videre til den næste.

Sidste år havde Anderson premiere på fire Netflix-producerede kortfilm baseret på Roald Dahls noveller. Hovedfilmen, The Wonderful Story of Henry Sugar, holdt den samme høje kadence. Men et så opskruet tempo gør sig måske bedre i en kortfilm. I hvert fald var der flere gange, hvor The Phoenician Scheme var tæt på at miste pusten midt i sin egen spurt. Fortællingens tempo understreges også af filmens musik. Den franske komponist Alexandre Desplat, som Anderson tidligere har arbejdet sammen med, er en mester i at komponere nervepirrende underlægningsmusik, der bærer noget Hitchcock’sk med sig ind i fortællingens puls. Man får svedige håndflader og lettere ondt i maven, når et disharmonisk klaver tripper om kap med knirkende celloer og insisterende marimbaer. Musikken skal gøre én forpustet – og det virker. Spørgsmålet er så bare, om det nu også er rart at være forpustet igennem en hel film? Man har under alle omstændigheder ikke holdt igen, og Desplats musik får masser af plads.

Filmens store styrke opstår, når kemien mellem Benicio del Toro, Mia Threapleton og Michael Cera sætter sig. Cera er forrygende som den norske Bjørn, der arbejder som Kordas administrative assistent og hjemmeunderviser i entomologi. Det er i samspillet mellem de tre, at en kærkommen langsomhed indfinder sig i The Phoenician Scheme.

Wes Anderson har lavet en film, som hans beundrere vil holde af, og som hans kritikere fremover vil bruge som løftestang for deres påstande om, at filmene er mere form end indhold. Der er dog ingen tvivl om, at filmen vil have godt af et gensyn, når man påny har fået luften tilbage. For der er masser af fantastiske scener og dialoger, der går lidt tabt i ren tempo og tjubang. Benicio del Toros Zsa-Zsa Korda er en karakter, der er helt oppe i samme luftlag som nogle af Andersons stærkeste karakterer. Der er ikke langt op til Bill Murrays Steve Zissou og Ralph Fiennes’ Gustave H., og det bliver nok filmens redning. Karaktererne er så henrivende, at man har lyst til at vende tilbage. Tilbage til tempoet. Tilbage til Desplats musik. Tilbage til en fortælling og en film, der løber så stærkt, at den næsten snubler lige før målstregen.

Links
ekko ~ POV ~ Per Juul Carlsen