The Roses

Åbningsscenen, der som så ofte i øjeblikkets film og serier faktisk forløber ca. midtvejs i filmen – så er publikum fanget ind og forhåbentlig fastholdt – bliver etablerende og betegnende for hele filmens stil og stemning: Det midaldrende ægtepar Ivy og Theo sviner hinanden til på udspekuleret, højt begavet og ondskabsfuld vis foran parterapeuten, og da hun chokeret smider dem ud – de er jo umulige at hjælpe – bryder de sammen af grin og går tæt omslyngede derfra. Parrets enorme følelsesmæssige spænd og dybe kærlighed er trukket op.

Det er sarkasme i højere grad en humor, modbydelighed mere end morskab, der driver parforholdsdramaet “The Roses” frem. Ved blot at kalde filmen “The Roses” lægges godt nok afstand til forgængeren fra 1989, “War of the Roses”, men herved forsvinder også, ærgerligt nok – især da kombattant-parret her, i modsætning til 1989-versionens amerikanere, er ærke-britiske – ved denne “ned-barberede” titel, enhver mindelse om den “rigtige”, oprindelige “War of the Roses”: En langstrakt, ond, blodig krig, der udspillede sig via en mængde grusomme slag om magten og den engelske trone 1455 til 1487 mellem nært forbundne medlemmer af den engelske adel. Det var ellers kræs for historie-kyndige at have denne frygtelige familiefejde, hvor de stridende lod sig symbolisere af hhv. en hvid og en rød rose, i baghovedet, mens en mere moderne udgave personificeret af amerikanerne Michael Douglas og Kathleen Turner, udspillede sig på lærredet.

Denne films rose-par, som spilles formidabelt ud i alle følelseskroge af Olivia Colman og Benedict Cumberbatch, er netop ærkebritiske i sprog, tanke og opførsel, og filmens største force og mest overraskende fascination er netop forskellene på og kontrasterne mellem briterne og amerikanerne: Indforstået begavet. Theo og Ivy mødtes, da han, under en arkitekt-konference, søgte tilflugt i hotelkøkkenet, hvor hun – mesterkokken – stod og udskar fisk. De forelskede sig øjeblikkeligt og voldsomt, og nu er de flyttet til Californien for at udleve deres drømme: Hun ejer og driver en lille restaurant med vidunderlig mad, men meget få gæster, mens han stadig er den helt store kanon, stjernearkitekten, som netop hat tegnet og opført en genialitet af et søfartsmuseum, beliggende i vandkanten og med en gigantisk sejlkonstruktion, afspejlende tidligere tiders stolte sejlskibshistorie. Men på selve åbningsdagen rammer et frygteligt uvejr, som Theo ikke liiige har regnet med i sin imposante bygning, der skræmmende dramatisk og storslået styrter sammen. En ufatteligt flot filmet katastrofe, som ikke blot vises her i filmen, men også bliver dens vendepunkt: For helt i tidens ånd bliver denne spektakulære katastrofe filmet af alle de mange gæster, der er til stede på denne store aften, og sekunder efter er ikke bare den imposante bygnings, men også dens berømte og berømmede skabers voldsomme og totale kollaps filmet og lagt på alverdens sociale medier.

Ægteparrets status udad- som indadtil er fuldstændig ombyttet. Han er nu en latterliggjort og ynkværdig hjemmegående husfar uden udsigt til nyt job, hun stjernekok og restauratør med en stadigt voksende gæste- og beundrerskare. Udover det huslige har Theo intet andet at lave end fanatisk at optræne parrets 13-årige tvillinger til elitesportsudøvere og prøve at skjule sin glødende jalousi over Ivys enorme succes, hvorimod hun nyder denne intenst, rejser verden rundt, hyldes og beundres mens hun forsømmer parforhold, hus, hjem og børn, præcis som han gjorde de tidligere år af deres ægteskab. Så nu bryder katastrofen også ud i lys lue her! For da han nu har masser af tid og hun masser af penge, beslutter han at tegne og bygge dem det mest fantastiske kæmpehus, vidunderligt beliggende ved skov og strand. Dette eventyrlige drømmehus, udtænkt og opført af ham for hendes hårdt tjente penge bliver centrum for parrets stadigt mere hadefulde og dødsensfarlige indbyrdes kamp. Blodigt smertefuldt, kvalmt frastødende og voldsomt underholdende, hvad enten man mindes slutningen fra forgængeren eller bare finder den uundgåelig.

Som med så mange andre farcer og komedier gælder også her: At de på overfladen virker festlige og sjove, kalder på både stille kluk og grove grin, men lige nedenunder ligger menneskelige tragedier, som man kan tænke over og måske lære af, når smilene er slukket og lyset tændt.

Links
ekko ~ The Guardian ~ The Prague Reporter