Vægtløs

Nej, vægtløs er hun ikke, store, tykke Lea, men med en kærlig, forstående familie om sig, som forstår hendes vægtproblem og nu tager en varm, hjertelig afsked med hende, inden hun drager på et (sommerferie-)måneds-langt ophold på en slanke- og sundheds-koloni. Fra første scene, hvor storspisende Lea har spildt på sin bluse og er tvunget til at skifte den, mast ind på bagsædet af mors bil, bliver man så imponeret, at taber man pusten over unge, debuterende Marie Helweg Augustesens totale mangel på forfængelighed, på aldrig at begrænse instruktørens intentioner, og bare lader sin store krop bruge i filmens og, kunstens tjeneste – kæmpe respekt!

Knapt er Marie gået ind på sit værelse, før hun får stormende selskab af sin modpol, Sasha: tynd, omkringfarende, psykisk svag nymfoman, så hvad enten Lea vil det eller ej, bliver de to ‘room-mates’, nære veninder og hinandens fortrolige for sommeren. Sasha drøner hæmningsløst afsted efter de lokale, lystne knægte, hvilket bringer både hende og den modvilligt medfølgende Lea gevaldigt i fedtefadet. Lea betages dybt af pædagogen, Rune, som fra første færd overskrider alle tænkelige grænser for et pædagog/elev-forhold; hun bliver dybt og inderligt betaget, forelsket i den smækre, lækre Rune, som hun i spirende seksuel lyst belurer i brusebadet og længes efter berøringer af. Intim kontakt får hun, og Leas ufrivillige, allerførste erfaring med, hvordan lidenskabelige fantasier bliver voldsomt håndgribelige, hvordan en fuldvoksen mandekrop fungerer, er så langsomt, udpenslet og nærgående skildret, at man igen er målløs over kameraets tætte registrering af Leas skiftende ansigtsudtryk og kropssprog undervejs gennem misbruget. Imponerende og chokerende, intenst og dybt frastødende. Her er det klassiske udtryk “børnelokker” på sin plads, for Rune er åh så indsmigrende, forstående, hjælpsom og omsorgsfuld, lige til han har fået tilfredsstillet sine egne lyster og behov, hvorefter alle de søde løfter til Lea om smukke fremtidsplaner er totalt glemt.

Her viser flyvske, sex-besatte Sasha sig som (den eneste!) ægte og alt-forstående veninde, for skønt kolonien selvfølgelig rummer andet og mere personale end umodne Rune, griber ingen ind i det frygteligt forkerte forløb. Da den fantastiske, udstrålingsstærke, udtryks- og talentfulde skuespiller Jessica Dinnage er reduceret til noget nær statist med blot én vigtig dialog-scene, kunne det tyde på, at noget – og desværre noget væsentligt – er blevet klippet fra. Da Lea efter det månedlange ophold sidder på bænken og afventer, at mor kommer og henter, er hun blevet adskillige kilo lettere, en god det sundere og på barskeste vis også en voldsom erfaring rigere.

Ikke siden Nils Malmros’ film er der oprullet et så totalt jævnbyrdigt, homogent forløbende skuespil mellem trænede, topprofessionelle, garvede skuespillere og debuterende amatører – så ægte omhandlende den tidligste ungdoms største problemer: Imponerende på det ydre plan – dybt gribende på det indre. Ærgerligt, men rimeligt, at filmen forbydes under 15 år, da den ville være nyttig og brugbar nogle år tidligere, men rimeligt, især ud fra den lange, ultranært fotograferede sex-, ud- og forløsningsscene i de høje siv.

En stærk, stille, intens coming-of-age-film, der bør nydes både for sin afdækning af et forbudt, forkert barn/voksen-forhold, som forargelsesforstærkende også er et pædagog/elev-forhold, og for det formidable, modige, filterfri skuespil.