Zootropolis 2

Zootropolis 2 (også kaldet Zootopia 2) er en ”buddy cop” politikomedie-animationsfilm, der efterfølger 1’eren fra 2016. Buddy cop er en film- og tv-genre med to personer med meget forskellige, ofte modstridende personligheder, der er tvunget til at arbejde sammen for at besejre forbryderne, og som på det personlige plan lærer af hinanden undervejs. Vi taler om kaninen Judy Hopps og ræven Nick Wilde. En uge efter de er blevet samarbejdspartnere hos Zootopia Police Department komplicerer deres modstridende personligheder arbejdet, og kriminaldirektøren Bogo truer med at adskille dem, hvis de ikke kan løse deres uenigheder. Nu er gode dyr rådne (!). De må enten gå i terapi eller få en alvorlig politisag, der optager deres opmærksomhed. Heldigvis indtræffer begge dele og alt går godt.

Plottet i korthed: Judy mistænker, at der er en slange på fri fod i Zootopia, efter at hun har fundet et stykke afskrabet slangeskind under en razzia mod en smuglerring. Ingen tror hende, da der ikke har været slanger i Zootopia i årevis. Yderligere spor tyder på, at slangen er til stede ved den gallafest, der fejrer hundredeåret for byens grundlæggelse af en familie af losser, efterkommere af Zootopias grundlægger Ebenezer Lynxley. Lynx betyder som bekendt los. Slangerne, som alle andre dyr har frygtet af gode grunde, integreres til slut i Zootopia, dyrenes utopi af en paradisby. Dog ikke før vi har gennemlevet en time og tre kvarters adrenalinchok i form af et særdeles hæsblæsende actiondrama.

Filmen er skrevet og delvis instrueret af Jared Bush (f. 1974), der siden 2024 har været kreativ direktør for Walt Disney Animation Studios. Han skrev og medinstruerede også 1’eren. Han har også skrevet manuskripterne til Moana (2016), dens efterfølger Moana 2 (2024). I skrivende stund er Zootropolis den hotteste film. Sidst jeg kiggede, var der 11 forestillinger samme dag i byens biograf. Er den så det værd?

Måske er det filmens svaghed, at den har effekterne uden på trøjen hele tiden. Måske synes producenterne selv at det er dens styrke i det politiske miljø vi befinder os i på verdensplan og i USA i særdeleshed. Hvorfor skulle de synes det? Fordi filmen synes at handle om og genoprette en verdensorden, hvor alle hører til i sin forskellighed. Det er jo ikke ligefrem hot i den dominerende politik i USA lige nu, særligt ikke når man laver et produkt der har de højest tænkelige markedsmæssige ambitioner. Disse ambitioner har allerede filmen indfriet. Den har indspillet mere end 1,5 mia. dollar på verdensplan og næsten 300 mio. dollar på åbningsweekenden, og den var den første Hollywood film der har spillet 100 mio. dollar ind på en enkelt dag, 29. november.

Lad os lige spole filmen tilbage, så vi måske kan få det fulde billede: I december 2024 indgik Disney, som er tv-kanalen ABC’s moderselskab, et forlig på 15 millioner dollar med Trump efter at have været anklaget for at have kritiseret manden uretmæssigt. I lyset af den negative reaktion på beslutningen om at lægge sig fladt ned for præsidenten, der var valgt, men ikke indsat, undersøgte The New York Times, hvorfor Disney indgik forliget. Disney havde fået afvist en domstolsbegæring om at afvise sagen, og organisationen var bekymret for, at en jury i den republikanske delstat Florida, hvor Trump med sikker hånd have indbragt søgsmålet, ville tage Trumps parti. Man mente, at loven var på Disneys side, men ønskede ikke at føre en retssag mod en “hævngerrig præsident” og samtidig risikere at skade brandet. Trump har siden truet med at fratage ABC sin sendetilladelse. I oktober 2025 ændrede Disney-koncernen sin såkaldte DEI-politik, som demokraterne har fremmet i lang tid, altså den organisatoriske forpligtelse til at fremme ”diversity, equality and inclusion.” I stedet har Disney skabt en ”Global belonging culture”. Hvis man skal være venlig, opretholder de diversitetspolitiken, men bruger andre ord, og hvis man skal være meget venlig, kan man se Zootropolis 2 som en film, der helt lever op til disse normer.

Filmen kan ses som et meget stærkt udsagn til fordel for minoritetsrettigheder og i dybere forstand folkeretten og folkenes suverænitet. Hele rammen for den er lagt i en bystats lovgivningsmæssige perspektiv, og gennem de mange dyrearters subkulturer i denne bystat vrimler filmen med minoriteter. Selve oplægget til Zootropolis er at skabe et land, hvor der er plads til alle, hvorfor murene udenom den samtidig er en avanceret vejr- og klimamaskine, der tilgodeser dyrenes forskellige behov for habitater. Dermed bliver filmen også en kritik mod den koloniale og postkoloniale, såkaldte attribuering – det vil sige dette at lægge alle kulturer ind under en enhedskultur, som for eksempel det engelske imperium delvis forsøgte, og som den globalt dominerende amerikanske kultur, der jo gennem sin teknologi og markedsdrevne dygtighed har underlagt sig verden gennem flere generationer. Til overmål er den herskende klasse i filmen, losserne i Zootropolis, kapitalister, der kun har sin egen bekvemmelighed og en fortsat styrkelse af sin magtposition for øje. De er ovenikøbet ejendomsspekulanter som Trump og hans far.

Det er naturligvis højst tvivlsomt, om nogen af børnene i familien, der ser filmen, opfatter det her – vi havde personligt fem børnebørn i forskellige aldre med i biffen og har ikke hørt antydning af refleksioner i denne retning. Men der er ingen tvivl om, at en ekstremt højt profileret film som denne, der handler om udstødte befolkningsgruppers rettigheder, vil blive nøje studeret af MAGA-bevægelsens ideologer, særligt fordi Disney i forvejen er under luppen. Selvom det hele som sagt går så hurtigt, at man ikke levnes tid til at dvæle ved hverken de smukke landskabsbilleder, de skæve og sjove bylivsscener eller de mange gode, klassiske stunts og vittigheder, går budskabet nok hjem til sidst alligevel. Men hvorfor siger de så ikke noget? Jared Bush er trods alt som leder af Disneys animationsafdeling at betragte som en slags chefideolog i virksomheden. Og dog. For hvis man skal forsøge at tage de andre briller på og se filmen som om, altså med MAGA-bevægelsens perspektiv, kan man også hurtigt få det indtryk at de skarpe kanter, der måtte være i dens politiske udsagn, er godt og grundigt slebet ned. Eller måske endda tvetunget! For hvis man ønsker at se en karikatur af den demokratiske politiker blandt magthaverne, kan man udmærket gøre det. For eksempel gennem den korrumperede, selvdyrkende og muligvis endda queer (og det er det værste, MAGA-bevægelsen ved) borgmester (i hesteskikkelse) på byens rådhus, og man skal ikke have hørt ret mange Q-Anon-historier fra konspirationsteoretikeres kreds om Clintonfamilen for at se den herskende klasse i Zootropolis 2 som et portræt af dem. Den morsomme terapiscene, som blev omtalt tidligere, der er fuld af klassisk komik, og hvor vores kanin-og-rævepar optræder i en gruppesamtale, kan næsten kun opfattes som en MAGA-funderet kritik af diversitetspolitikken, som Trumpregeringen som bekendt udfører et råt og brutalt opgør med. For det er tydeligt for enhver, at de parforholds-problemer, de forskellige dyr har, skyldes forskelligheden i deres natur. Den populistiske sandhed vil her være, at man ikke skal blande folkeslag på den måde, og mange vil nikke et stiltiende ja til det, også i Europa, selvom det henviser til en falsk virkelighed. Der er nemlig den forskel på dyr og mennesker, at kun dyrene optræder i forskellige racer, menneskeheden er én race, hvor forskellene mellem os ikke er forskelle i natur, men i kultur, og kulturen er, som vi udmærket godt véd, relativ.

Der er meget andet at tænke over. Filmen er en guldgrube af hentydninger og antydninger og brug af halve og hele billedcitater fra filmhistorien. Man kan se den flere gange og vil opdage nye hints og afveje dem i forhold til det politisk korrekte og konspirationsteoriernes overdrev. Men alt dette behøver vi faktisk ikke bekymre os om. Vi kan blot lade os underholde i det høje tempo og vente til vi vil blive underholdt på ny: Uanset hvad filmen måtte sige den ene gruppe eller den anden, er den trods alt først og fremmest aktør på det globale underholdningsmarked. Den er ikke alene gangbar i den vestlige verden, også i Kina har den spillet rigtig meget ind, så heller ikke dér fornærmer den nogen, og 3’eren er til alt held antydet flere gange, både i en scene efter slutteksterne og i form af et password som muldvarpen Paul anvender et sted: “Part 3 is for real and birds are too.”

Læs også ekko og The Guardian