|
Forside
Om os, kontakt, medlemskab
Kirkebio, ideer, legal filmvisning
Filmanmeldelser
Materialer
Filmlitteratur
Gabriel
Interfilm
Kurser
Foredrag
Vision
Links
Hans Hodel
|
Interfilm jubilæum
- og nye film i Paris 2005
Af Bo Torp Pedersen
”Paris er nok en messe værd!” Det er, hvad Henri de Navarre skal have
sagt, da han forlod protestantismen, gik over til katolicismen, indtog
Paris i 1594 og blev kong Henri IV. Katolikkerne havde vundet, og selv om
det moderne Frankrig er en stærkt sekulariseret stat, så har franske
protestanter en klar oplevelse af at være de små i forhold til
katolikkerne. Blandt protestanterne er det de reformerte, som står
stærkest, ikke mindst i filmsammenhæng i kirke og film-foreningen
Pro-Fil.
Pro-Fil var vært ved et filmseminar 24.-25. september 2005, som også var en
fejring af den globale bevægelse Interfilms 50 års jubilæum. Den
særligt franske evne til noget vidtløftige og abstrakte diskussioner
fornægtede sig ikke i seminarets program, hvor spørgsmålet ”Findes der en
særlig kristelig synsvinkel på film?” var emne for en
rundbords-diskussion. Men lektor Yann Terrien påviste senere på en fin
måde - med glimrende filmcitater - kristne dimensioner, hvor man måske
ikke lige ventede dem.
Interfilm-jubilæet blev fejret med udgivelsen af bogen ”Kirche und Film im
Dialog” og med en reception, hvor Interfilms formand Hans Hodel
(billedet) udnævnte Jean Domon som nyt æresmedlem.
En særlig gæst ved Interfilm-jubilæet og Pro-Fil-semiaret september 2005
var den engelske filminstruktør Kenny Glenaan, som fortalte om sin film
Yasmin, der modtog Templeton Filmprisen for 2004 og den økumeniske
jurys pris ved filmfestivalen i Locarno.
”Yasmin” er en film i den stærke engelske tradition for
hverdags-realistiske spillefilm. Den udspiller sig i en lille nordengelsk
by, hvor der i årevis har boet mange indvandrere af pakistansk oprindelse.
Titelpersonen er en ung kvinde, som prøver at skabe sig i et liv både i
hendes traditionelle families miljø og i det moderne engelske samfund. Men
efter terrorangrebet på USA den 11. september ændres holdningerne i det
engelske samfund med ét; Yasmins verden – hendes særlige dobbeltidentitet
- går i stumper og stykker. Det gør indtryk!
Paris er fortsat en meget levende filmby, hvor der er plads til film
overalt, også i et hjørne af det nye kolossale nationalbibliotek, hvor der
er en god biograf og en videohandel. Repertoiret er vidtspændende, og der
er stadig plads til repriser på gode, gamle film, f.eks. en serie James
Dean-film, Hitchcock og andre.
I fransk film tegner der sig p.t. ikke nye store skikkelser, men
produktionen fortsætter med uformindsket kraft, og også film, der ikke er
eller bliver milepæle i filmhistorien, har deres berettigelse. To
kvindelige instruktører skal bemærkes. Den rutinerede Diane Kurys har
taget en kendt opskrift og lavet en ny variation over den i filmen ”L’Anniversaire”,
hvor en rig mediemogul (spillet af Lambert Wilson) samler gamle venner til
en overdådig fødselsdagsfejring. Det går ikke stille af – proppen går også
af de ’flasker’, som indeholder gamle fjendskaber og frustrationer,
kærlige og mindre kærlige følelser. Man underholdes godt, og ud over
Wilson (midt i billedet ovenfor) gør især Michèle Laroque (yderst t.h.)
som afdanket diva et festligt og blivende indtryk.
|
|
|
Den unge Anne Fontaine har skabt et sært, dragende psykologisk drama
”Entre ses mains” (billedet herover), hvor en ung gift kvinde fascineres
af en særpræget klient i det forsikringsselskab, hvor hun arbejder. Man
forstår, at hendes pæne dagligliv med mand og børn er blevet for meget
rutine, men manden, hun møder, gemmer måske på en farlig hemmelighed.
Filmen byder på fremragende skuespil af Isabelle Carré og Benoît
Poelvoorde i de to hovedroller. Det er instruktørens og Carrés
fortjeneste, at man fuldt engageret følger den unge kvinde selv i hendes
sidste farlige og overraskende handling, da hun har sikkerhed for, at
manden faktisk er morder.
To mandlige instruktører skal også noteres, men Cédric Klapisch er sluppet
mindre godt af sted med den løst sammenhængende komedie ”Les poupées
russes”, hvor han følger en inderlig uinteressant, dybt forvirret og
ubeslutsom forfatterspire – og dennes eventyr med kvinder i flere lande.
At den russiske ’dukke’ er en balletdanserinde siger noget om
opfindsomhedsniveauet i denne film.
I Philippe Collins lidt ujævne kriminalfilm ”Aux abois”, som foregår i
1950erne, har en mandlig forsikringsansat så store private økonomiske
problemer, at han begår et rovmord. Uden begejstring begynder han at rejse
og feriere for at nyde godt af sin nye rigdom – og fuldstændig flegmatisk
lader han sig senere anholde, dømme og føre til guillotinen. Filmen lader
sin hovedperson står helt uforklaret, og gør det dermed svært for
tilskueren at engagere sig. Vi kan kun formode, at morderen med de pæne
manerer skal tillægges en vis charme, og for en stund giver han nyt liv
til en ensom moden kvinde, en enke. Takket være skuespillerinden Ludmila
Mikaël står denne episode i filmen særligt stærkt, og derfor lægger man
også mærke til en bibemærkning sidst i filmen om, at den ensomme kvinde
begik selvmord efter dødsdommen over manden, som for hende var det
modsatte af en morder.
De store fra filmhistorien kan nu igen nydes på det verdensberømte
Cinematek i Paris, som netop har har fået nyt domicil i Bercy-kvarteret.
Cinemateket er genåbnet med en fantastisk udstilling om Renoir far
(maleren Pierre Auguste R. 1841-1919) og søn (filminstruktøren Jean R.
1894-1979), dertil en komplet serie af Jean Renoirs film, inklusive "La
règle du jeu", hvor Jean Renoir selv har en vigtig rolle (se billedet
herunder), men også en hyldest-serie med Michael Caine og en fornem række
Douglas Sirk-film.
Filmene flimrer fortsat forbi vore øjne og vækker vor interesse – helt
eller delvist. Danskere vil helst afskrive franskmænd som arrogante
chauvinister, men vi skylder – ligesom resten af Europa – fransk
filmkultur den største tak, fordi franskmændene kæmper videre for den
europæiske films eksistens og egenart. De synes til tider at kæmpe helt
alene, og selv om der selvfølgelig er positive undtagelser i den moderne
amerikanske medie-imperalismes udbud, så har vi utrolig meget at miste,
hvis vi lader den få frit løb. Franskmændenes egne film beviser - selv i
lidt magre årtier - at der er store kunstneriske og menneskelige værdier
at slås for. Vive la France!
|
