Vi har stadig i morgen (C’è ancora domani)

I filmens verden signalerer en sort/hvid farveskala traditionelt noget historisk, gammelt og autentisk, selv om vi alle oplever den virkelige verden i mange farver. ”Vi har stadig i morgen” er ikke blot en film holdt i sort/hvid, men den begynder også i det gamle normalformat 4 x 3. Filmen hensætter os nemlig til Italien umiddelbart efter Anden Verdenskrig. En historisk ramme er anlagt, og filmens prolog er en klar hilsen til ét af den italienske neorealismes hovedværker, filmen ”Umberto D.” (instr. Vittorio De Sica, 1952), hvor et stille morgen-ritual bliver prolog til en stærk medmenneskelig fortælling fra det samtidige efterkrigs-Italien.

Hilsnerne i “Vi har stadig i morgen” til os filmhistorikere er dog snart forbi, for da credit-sekvensen begynder, går filmbilledet ud i vor tids normale bredformat, og værst af alt brager det løs med noget larmende moderne musik. I det hele taget bruger filmen udelukkende moderne musik – også mere stilfærdige ‘Schlagere’ med tekster, der skal udtrykke temaer i filmen. Denne ’upassende’ musik henviser til noget aktuelt, ja filmens historie om partner- og ægtefællevold kunne ligeså godt foregå i det 21. som i det 20. århundrede. De moderniserende træk i filmen skurrer mod den sort/hvide autenticitet, hvor filmens ramme og andre dele af historien henviser til reelle historiske forhold i efterkrigs-Italien: Almindelige menneskers fattigdom, ’smarte’ spekulanter og kvinders valgret.

Filmen har imidlertid slået stort an i hjemlandet Italien, hvor den havde biograf-premiere i oktober 2023. Mens ”Barbie” og ”Oppenheimer” blev de største succeser i andre lande, skete det uventede i Italien: Et sort-hvidt efterkrigstids-melodrama om vold i hjemmet og undertrykkelse af kvinder i samfundet blev den mest sete film i biograferne. Over fem millioner solgte billetter i Italien. Det er naturligvis herligt, at nogen kan gennembryde muren af engelsksprogede medieprodukter, som dominerer så voldsomt i Vesteuropa, men havde det dog bare været en bedre og mere helstøbt film. Man skal nok være mediesociolog med speciale i Italien for at begribe den helt enorme succes i hjemlandet – nostalgien  i “Vi har stadig i morgen” er begrænset.

Filmen giver undervejs appetit på noget mere og dybere – det er den skuffelse, mange tilskuere uden for Italien vil opleve – men filmen er hverken helt ligegyldig eller dårligt lavet, og skuespillerne gør det tilforladeligt. Instruktøren Paola Cortellesi spiller selv den hårdtprøvede hustru Delia, mor til tre, Valerio Mastandrea spiller ægtemanden Ivano, Romana Maggiora Vergano den giftemodne datter Marcella, Emanuela Fanelli veninden Marisa og Giorgio Colangeli Delias skrantende svigerfar Ottorino. Men deres roller virker lidt forsimplede; de er heller ikke i pagt med fortidens neorealistiske film, som “Vi har stadig i morgen” alluderer til. Tilbage står spørgsmålet, hvorfor Cortellesi overhovedet har valgt den historiske ramme.

Links
ekko ~ BBC