Det sidste paradis på jord (Sakaris stórá)

Det er især i disse år sjældent, at en spillefilm burde have været længere, end den er, men i “Det sidste paradis på jord” kunne man godt have brugt nogle flere minutter på at få udfyldt forståelses-huller og afklaret u-logik. Det tungt-rolige tempo og den dystre, nordiske træghed er ellers velvalgt til denne tåge-tyngede samfundstragedie, hvor lyssætning og kameraarbejde omhyggeligt blokerer for, at selv den mindste solstråle når ned til den lille, færøske bygd og dens hårdtramte indbyggere.

Den selvudslettende tilbageholdende Kari arbejder, som så mange andre i den lille færøske bygd, på fiskefabrikken: et larmende, stinkende, benhårdt arbejde, men dog et arbejde, som den introverte unge fyr faktisk er ret tilfreds med. Men nu kommer de stadigt færre fiskekuttere ind med stadigt færre fisk, arbejdstid og arbejdsdage er allerede blevet reduceret flere gange; nu står fabrikken foran lukning og dens mange arbejdere til fyring. Kari har ingen uddannelse udover sin skolegang, ingen interesser eller hobbies, hans mor er død, hans søster har hadsk vrængende og udsøgt ondskabsfuldt barrikaderet sig bag det mest svinske vulgær-sprog og drønende heavy metal-musik; far drikker og tænker udelukkende, som så mange andre af bygdens mænd, på at få hyre, alts komme ud at sejle og fiske igen. Huset er i forfald: beskidt over alt, toilettet virker ikke; det eneste, der gror vildt og frodigt er opvasken.

Kari har siden skoletiden haft en nær veninde, Elin, som er virkelig vild med ham,  lægger hæmningsløst hedt op til ham, prøver ustandseligt at forføre ham eller bare få hans opmærksomhed, men Kari virker totalt upåvirket og passivt ligeglad, og nu skal Elin på kunstskole i Frankrig. Karis eneste ven, Regis, der ligesom resten af bygdens samlede ungdom dulmer og drukner fremtidsangst og tilværelsesbitterhed i strømme af øl, har nu omsider fået hyre og er altså også på vej væk. Der er intet positivt, muntert eller lovende over den passivt-pæne Karis liv, hvis eneste fornøjelse består af TV-bingo i weekenderne, hvorefter søster Silja omhyggeligt undlader at indlevere kuponerne om mandagen.

Fint filmisk bevidst og effektivt underbygger lys, lyd, foto og klip denne tungt triste handling, alt går op i en stærkt virkende realistisk helhed i dette sørgeligt dokumentarisk virkende forløb. Men umiddelbart efter Elins afrejse til Frankrig får Kari sig en uvant tæt og intens samtale med Elins mor, bygdens livsbekræftende jordemor, og som ved et trylleslag ændres alt. Så smukt, men også så pivfalskt og hvinende urealistisk. Det er usandsynligt, at hadsk afvisende søster Silja skulle blive totalt omvendt til kærligt familiemedlem af én enkelt sætning på bror Karis nedskrevne forsoningsliste. Ud fra hvad filmen selv netop har vist, nemlig at Silja omhyggeligt holdes ude fra enhver form for fællesskab, bl.a. af de vinterbadende piger, virker det helt helt forkert, når Kari på samme liste fremhæver, at Silja er et omsorgsfuldt medmenneske og en betænksom kammerat. En frådende frustreret Regis påstår, at hans arbejdsløshed og generelle ulykke skyldes “den, der er min mor”, men dette forklares aldrig, idet det aldrig røbes, hvem eller hvad, der er Regis’ mor. Logik- og handlingshuller, der med filmens få personer og rolige tempo når at forvirre og irritere, men også give stof til eftertanke og debat.

Filmen skal have ros og ses for uhysterisk intenst og upoppet stille at skildre det enorme problem, det er for et lille, isoleret samfund, når den store industri, det omgiver, og som ernærer de fleste af dets beboere, bukker under, lukker og slukker, og at skildre, at nødvendigheden af dette skyldes selve Tiden, Jordens tilstand med klimakrise fiskedød og temperaturændringer, og derfor uden mindste håb om at kunne åbne igen. Men så kommer altså en fysisk som psykisk solbeskinnet slutning, fint forløsende og trøsterig, men også piv-falsk og usandsynlig. I det nyfundne familiefællesskab begynder selv opvasken at svinde og et nyt, kunstnerisk talent at spire frem i den lille bygd, som nu måske alligevel byder på en fremtid og kan blive “Det sidste paradis på jord”.

Pudsigt nok kan disse indvendinger mod denne lyse. lykkelige slutning vendes til ren ros: Filmen virker, ikke mindst via det præcise skuespil, så ægte og realistisk som en dokumentar, men er det altså ikke, og selvfølgelig må en opdigtet spillefilm forløbe og slutte præcis som dens skabere ønsker – realistisk eller ej – med et solbeskinnet fremtidshåb for filmens lille persongalleri, for bygden, for Verden, for fremtiden.

Links
ekko ~ Cinema Online ~ Screen Daily