For fuld musik (En fanfare)

Efter min mening er en kritikers og en anmelders første og største pligt, ja, egentlige eksistensberettigelse, at informere og orientere på en velunderbygget og underholdende måde. Dette kan i yderst sjældne tilfælde – som her – indebære at skulle orientere om en frygtelig falsk varebetegnelse: Emmanuel Courcols franske film med den muntre, danske titel “For fuld musik” markedsføres som en “feel-good-komedie”, men filmen er faktisk et drama og en dyb tragedie, der omfatter et væld af aktuelle (samfunds)problemer. Handlingen udspiller sig netop mellem flere inderligt tragiske begivenheder:

Første tragedie: Den store, verdensberømte komponist og dirigent, Thibault, styrter om under en krævende, afsluttende orkesterprøve, bliver hastet på hospitalet og får konstateret leukæmi. Næste tragedie: Hans søster melder sig som donor til den hastigt nødvendige knoglemarvs-transplantation, men matcher ikke. Tredje tragedie: De grundige undersøgelser viser, at søsteren slet ikke er Thibaults søster; hans øvrige familie er slet ikke hans familie. Nu, hvor Thibault er yderligere svækket af chokket og rystet af realiteterne, haster det med at finde en matchende knoglemarvsdonor, og jagten resulterer i afsløringen af, at Thibault faktisk har en biologisk bror, Jimmy.

Drengene blev som små bortadopteret til to vidt forskellige familier, dvs. de fik en vidt forskellig opvækst og vidt forskellige livsvilkår: Én fik mulighed for en imponerende kulturel overklassekarriere, én for at blive en del af underklasse-arbejdergruppen i et store mine-selskab. Men da de to brødre i deres 30’ere omsider mødes under de barskest tænkelige knoglemarvs-donor/modtager-omstændigheder, viser det sig hurtigt, at de har det enorme, musikalske talent til fælles. Den verdensberømte dirigents lige så talentfulde kantinemedarbejder-bror spiller guddommeligt trombone i mineselskabets husorkester. Orkestret står netop foran en konkurrence med et væld af andre arbejdsplads-orkestre, og da dirigenten for Jimmys orkester pludselig falder fra, hvad er så mere naturligt end at Thibault træder til – dels drevet af dårlig samvittighed over deres forskellige opvækstvilkår, dels fordi han er et ordentligt, empatisk menneske, dels som tak for den liv-reddende knoglemarv. Thibault vil føre Jimmy frem til den dirigentposition, der vil føre hans orkester frem til sejr i konkurrencen, men Jimmys sårbarhed og voldsomme temperament får på tragisk vis saboteret orkesterets deltagelse, og en transplantation er trods alt heller ikke en ukompliceret sag.

I dette broderforhold og musik-fremdrevne forløb får filmen tager fat på et væld af store, tunge, væsentlige problemer: Arv- og miljø, de hemmeligholdte adoptioner, transplantations-problematikkerne, samfundsklasse-kontraster (underklassens manglende muligheder for at give genialt begavede børn mulighed for at udvikle geniet), de katastrofale følger for arbejderne, når en stor arbejdsplads må flytte eller lukke…. Alle disse voldsomme problematikker bliver samlet af og indsvøbt i den klassiske musiks magiske magt – den magiske og krævende magt, som trods alt forener de to musikalske brødre.

Rollerne som de to brødre er utroligt præcist og troværdigt besat: Benjamin Lavernhe som som den sarte, fysisk svage, verdensberømte dirigent Thibault, og Pierre Lotti som den råt kampberedte kantinearbejder, Jimmy, der, givet de rette muligheder og opvækst-omstændigheder, kunne have haft et ligeså privilegeret liv som broderen. Spændende, vedkommende roller glimrende spillet. Men det virker “for godt til at være sandt”, at den før så dødssyge dirigent efter transplantationen overhovedet er i stand til at genoptage sit krævende virke, men “For fuld musik” rummer fint skuespil og et væld af store, aktuelle problematikker at debattere, men filmen giver afgjort ikke den “feel-good”-fornemmelse, som markedsføringen lover.

Links
ekko ~ Kulturbunkeren ~ Vi elsker serier