Sommerbogen (The Summer Book)
"Den sorgfuldt skælsættende sommer - 4 af 6 stjerner"
Sverige har i århundreder været velsignet med en skare af gudsbenådede kvindelige forfattere, der med enormt talent spænder troligt bredt både m.h.t. form, emne og målgruppe: Nobelprisvindende Selma Lagerløv, Astrid Lindgren, som nok ikke behøver nærmere introduktion, Gunilla Bergstrøm, “mor” til Alfons Åberg, finsk-svenske Tove Jansson, der både skabte de elskede Mumitrolde og skrev den døds-tyngede “Sommerbogen”. Et væld af disse ‘fyrtårnes’ bøger er for længst blevet filmatiseret – og nu altså én mere: Janssons selvbiografiske “Sommerbogen”.
Filmens allerførste afsnit viser ord- og personløst klart vand, der slikker op over grød-is i strandkanten, så tyst og iskoldt, at det fornemmes ud i biografsalen, men det har ellers intet med handlingen at gøre. Selve handlingen udspiller sig mellem blot tre personer: Farmor, far og ni-årige Sophia på en ellers ubeboet ø i den finske skærgård på en sommer midt mellem to dødsfald. En efterladt, fin kvindestråhat, som farmor straks efter den lille families ankomst til øen skynder sig at skaffe af vejen afslører dels at mor er død siden sidste sommer, dels at det ikke er noget, der tales om. Isen, hatten, tavsheden – filmiske fakta, som introducerer den konstante, tunge tristhed, der hviler over hele forløbet.
Far begrunder selv fraværet af midsommeraften-gæster og alle øvrige besøgende: “Stanken af sorg holder alle væk”, hvortil realistisk og klogt klarsynede farmor tilføjer: “og stanken af selvmedlidenhed”. Intet udpensles eller (over)forklares, men vi forstår, at farmor i 1970’erne har ejet sommerhuset i et halvt århundrede, og at hun har haft et spændende liv, bl.a. sørget for at piger kunne optages i spejderbevægelserne. Men nu er farmor træt, plaget af gigt, gangbesvær og sit gebis (!), og vil blot nyde denne sommer med sit barnebarn. Fars sorg, som han sarkastisk selvironisk drukner i arbejdet med at skrive en vildt væsentlig bog om… ost (filmens eneste morsomhed), gør, at de to kvinder i hver sin ende af livet overlades til hinandens selskab.
Dette skulle være sommeren, hvor ni-årige Sophia modnes til forståelse af alle livets aspekter, mens farmor så til gengæld kan “trække sig”, men spillet mellem unge Emily Matthews og veteranen Glenn Close er for “skævt”, for meget i ubalance: Den unge Emily formår ikke at formidle denne “coming-of-age” udvikling, mens 78-årige Close, som også er med-producent, for demonstrativt og undertiden kraftigt overspillende, boltrer sig i rollen som livskloge farmor.
Filmen er instrueret af nu dansk-bosatte, engelsk-amerikanske Charlie McDowell, sproget og rollebesætningen er ligeledes engelsk-amerikansk, dog med norske Anders Danielsen Lie bag fars rollefigur, men formidlingen af Tove Janssons selvbiografiske historie bag det sløret-kølige solskin virker ægte nordisk. Filmens skabere har bestræbt sig på at sætte lighedstegn mellem form og indhold, at gøre oplevelsen af filmen så utroligt langsom, undertiden ligefrem kedende, som sådan en lang sommerferie kan virke på børn: Smukt, filmisk tænkt, men filmen virker derved undertiden slæbende og netop kedende. Det er ellers i løbet af denne skælsættende sommer, at Tove Janssons alter ego, Sophia, i ord og tegninger nedfælder sin “Sommerbog”, for at fastholde denne.
Udover det håndgribelige trekløver byder filmen kun på én person, Eriksson, som kun ses i få øjeblikke og få scener, men til gengæld er frit fortolkelig og derved spændende: Er han Charon, som færger døde til dødsriget? Døden selv? Et symbol på eller manifestation af farmors Gud? Eller “bare” farmors gamle kæreste? Hun savner ham tydeligt, han svigter konstant: Bringer trekløveret vådt fyrværkeri, bliver væk fra den tristest tænkelige midsommerfest. Men utroligt smukt, rørende og originalt blandes farmors slidte hjerteslag med den hendøende dunken fra motoren på Erikssons båd mod filmens slutning. Et voldsomt stemningsskift kommer, da der ved siden af filmens slut-rulletekster vises glade, sollyse og lattermilde optagelser af en ung Tove Jansson, som tydeligt nyder glade somre på øen og derved lader os forlade biografen en anelse trøsterigt opløftet efter dette ellers tungt triste og noget uforløste forløb.
Links
ekko ~ Kulturbunkeren ~ POV
