Lyset i mørket - Kirke og Film
Dansk, Drama, Familiefilm, Krigsfilm

Lyset i mørket

"En film om at hjælpe hinanden til at tro og håbe på det bedste, selv når det ser allermest sort ud."

Af: Mads Graves Pedersen

Når en muskel overbelastes, så trækker den sig sammen og bliver tæt og fast. Musklen som analogi er ofte brugt i forbindelse med familietragedier, og har man stået ved en ligvogn, der smækker bagklappen i, og langsomt triller væk fra kirken og den efterladte familie, så ved man, at familien i det øjeblik trækker sig sammen, holder om hinanden, og som en muskel bliver tæt og fast.

”Ser du månen, Daniel” er en film om sammenhold. Det er en film om at hjælpe hinanden til at tro og håbe på det bedste, selv når det ser allermest sort ud. Det er selvfølgelig først og fremmest en film om fotografen Daniel Rye og hans kidnapning i Syrien, men så snart man har forladt biografsalens mørke, og Daniels fortællings mørke, så er det lyset, man efterlades med. Lyset fra Daniels to familier; Den familie, der hjemme i Danmark kæmper en ubegribelig kamp for at få skaffet pengene til hans løsladelse, og den familie, som Daniel bliver en del af i fangehullet i Syrien.

Filmen er baseret på Puk Damsgårds bog af samme navn og baseret på virkelige hændelser, som ovenikøbet ikke ligger særligt langt tilbage. Derfor kommer filmen måske også lidt klodset i gang. Der er en virkelig fortælling med virkelige menneskers historier, som der skal tages hensyn til, og det skinner i begyndelsen af filmen lidt for meget igennem i dialogen, som til tider bliver unaturligt forklarende. Forløbet fra Daniels kuldsejlede gymnastik-karriere, til han først rykker teltpælene op i det jyske og flytter til København for derefter at blive fotograf og dokumentarist i verdens brændpunkter, bliver fortalt meget hurtigt og en anelse uelegant. Og først da Daniel kommer til Syrien lander filmen og finder sit tempo. Det gør den så til gengæld også rigtig fint.

”Ser du månen, Daniel” er en flot film, hvor fortællingen uproblematisk glider fra det sønderbombede Syriens golde og støvede landskaber til det jyske parcelhuskvarter. Tankerne ledes hen på Alejandro González Iñárritus ”Babel”, hvor parallelfortællinger fra forskellige verdenshjørner også væves sammen og afløser hinanden.

Efter Daniels tilfangetagen går filmen ned i tempo, og specielt torturscenerne synes at blive længere og længere. De virker også som om, de bliver mere autentiske, og hvor de første torturscener akkompagneres af dramatisk underlægningsmusik, så er nogle af de sidste scener brutale og rå i deres renhed og umiddelbarhed. Uhyrlighederne for lov at stå frem uden et filter, vi som publikum kan gemme os bag.

Esben Smed er fremragende som Daniel Rye, og i det hele taget er skuespillet godt. Selv Anders W. Berthelsens portrættering af gidselforhandleren Arthur, som ellers i begyndelsen virker en anelse karikeret, ender med at få en ægte menneskelig varme over sig.

”Ser du månen, Daniel” har sine stærkeste stunder i de øjeblikke, hvor vi kommer tæt på menneskene i fortællingen. Imellem torturscener og absurd vold dukker der små lys op i de stærke fællesskaber. Daniel og hans medfanger bliver som en lille familie, der tager sig af hinanden til et punkt, hvor man næsten kan mærke en skyldfølelse hos de enkelte fanger, når deres løsesum er blevet betalt, og de får lov til at forlade helvedet på jord. Og hjemme i Danmark, hos Daniels rigtige familie, skildres et ukueligt håb og en tro på at få Daniel hjem, som primært personificeres ved Daniels storesøster, der flot spilles af Sofie Torp.

Det er denne fortælling om de to familier, der bærer filmen, og som gør, at man som publikum kan tage noget opbyggeligt med sig fra en voldsom filmoplevelse.


Del med venner og familie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *