The Father

Faderen, Anthony, “er væk” allerede fra begyndelsen af filmen. På trods af at han er hovedpersonen. En mand i 80’erne, der øjensynlig har været en mand med position og pondus, egenrådig og prikken. Spillet af navnebroderen Anthony Hopkins med nådesløs ærlighed og overbevisning (83 år er Hopkins selv!).

Men som sagt er han ikke den første person, vi møder. Det er hans datter Anne (spillet af Olivia Colman, der endnu engang viser sit lysende talent!). Hun låser sig ind i lejligheden og kan ikke se ham, så hun råber “far, det er mig!”

Der går lang tid imellem, man støder på en så genial åbning på en film med blot fire små ord. For resten af filmen viser, hvor svært det er for Anthony at finde ud af, hvem de er – alle de mennesker han møder og allesammen hårdnakket postulerer “det er mig!” For han kan ikke genkende dem. Det er det pinagtige og hjerteskærende i denne fremragende fortælling om tab af orientering, af langsom opløsning af selvforståelse og forståelse af omverdenen, af tab af hukommelse – forårsaget af demens.

Det er jo ikke første gang dette tema er blevet behandlet (ikke altid lige sensitivt), men det særlige her er, at vi får lov til at opleve, hvor kaotisk verden tager sig ud i Anthony’s øjne. Vi forvirres også: vi genkender kun nogle gange datteren, andre gange er det en fremmed (er det ikke hende, der pludselig dukker frem som sygeplejersken på det hjem, han kommer, der er datteren?). Er han i sin egen lejlighed, eller bor han hos datteren og svigersønnen, eller foregår det hele i hans forstyrrede sind på det plejehjem, han er på til sidst i filmen?

Vi oplever hans vrede, hans uforskammethed men også hans glæde ved at fortælle historier og vise sig som en mand med power. Og vi kan ikke lade være med at tænke, skyldes dette sygdommen, eller har han altid været et sådan magtmenneske?

Vi oplever dette kaos og kan ikke andet end få et sug i maven – for vi kan jo også selv havne i et sådant helvede.

Instruktøren, Florian Zeller, har skabt en velafbalanceret og ganske usentimental fortælling om, hvordan denne forfærdelige demens ikke blot er et helvede for den ramte, men sandelig også for familie og andre, der forsøger at hjælpe. Og jeg må endnu engang fremhæve, at det hele bæres på fornemste vis af skuespillere, der fremviser deres overlegne evner uden på nogen måde at skulle “vise det frem”.