Triangle of Sadness - Kirke og Film
Drama, Komedie

Triangle of Sadness

"Frie slaver leger bedst"

Af: Mads Graves Pedersen

En opstemt og overentusiastisk smuk mand klædt i stilfuldt sort vandrer med selvsikre skridt rundt i et baglokale fyldt med halvnøgne mandlige modeller. Med en kameramand lige i hælene, og en lille mikrofon i hånden, interviewer han den ene model efter den anden. Da han når til en ung blond mand, siger den sortklædte mand æggende; ”Show me that Balenciaga look!”, og den blonde mand lægger på et splitsekund ansigtet i de helt rigtige folder. Han er vred, farlig, uopnåelig. Flere modeller slutter sig til ham, og manden i sort dirigerer dem, så de skiftevis ændrer deres udtryk fra at repræsentere det glade, men billige, H&M, til det vrede, men dyre, Balenciaga. Den sortklædte mands pointe skærer han ud i pap for os: Desto dyrere et tøjmærke man står model for, desto mere skal man se ned på forbrugeren.

Sådan begynder Ruben Östlund Triangle of Sadness. Med vanligt overskud af musikalitet, tempo og vid. Han forener fra første færd det underspillede komiske med en sikker æstetik, præcis som han har gjort det i tidligere film som Force Majeure (2014) og The Sqaure (2017), der ligesom Triangle of Sadness også blev tildelt den gyldne palme ved filmfestivalen i Cannes.

Det er selvsagt ingen tilfældighed, at Östlund for anden gang på fem år vinder hovedprisen i Cannes. For Östlund laver utroligt gode film. De får dig til at grine, væmmes, forundres og sætter samtidig en insisterende pegefinger lige midt i den dårlige samvittighed, der følger med, når man som minimum kan kalde sig for en del af den vestlige verdens middelklasse. For Östlund laver film om problemer. Vores problemer. Film om alt det, vi godt ved, ikke er helt godt, men sjældent magter at gøre noget ved. I den henseende er Triangle of Sadness ikke anderledes – dens budskab er eksplicit fra begyndelsen: Vi lever i et sociokapitalistisk hierarki på steroider, og alle tanker, vi gør os om lighed, er så godt som umulige. Status er penge, og penge er status.

Filmen er struktureret i tre akter: En indledende akt, der introducerer Carl og Yaya – et modelkærestepar, der lever godt af de goder, som Yayas status som influencer bringer med sig, men som også slås med en konflikt, der bunder i Carls ambition om at bryde med traditionelle og konforme kønsroller. En anden akt, der udspiller på et krydstogtskib, hvor modelparret er inviteret ombord i kraft af Yayas influencergerning, og som placerer dem i en smeltedigel af superrige russiske oligarker, britiske våbenhandlere og en bred vifte af tjenestefolk. Det er på krydstogtskibet, i den anden akt, at filmens fulde persongalleri foldes ud, og også her, at filmen har sit egentlige klimaks. Den leder derfor videre til filmens tredje og sidste akt, som i virkeligheden bærer hele filmen, men på grund af anden akts voldsomhed føles som en art efterskrift. Her blandes kortene på ny, da besætningen fra krydstogtskibet tvinges til at arbejde sammen på en øde ø. De gamle hierarkier omstyrtes hurtigt i den nye verden, hvor hverken nye eller gamle penge har værdi, og den, som før var slave, bliver pludseligt herre.

Få instruktører kan lave scener som Östlund. Om så det er et kæresteskænderi, der konsekvent afbrydes af en lukkende elevatordør, en russisk trofækone, der beordrer en stakkels tjenestepige til at hoppe i jacussien med tøj på, eller et velorkestreret brækorgie på første klasse, så formår han at ramme en særlig nerve, der findes et sted mellem det dybt tåkrummende og det komplet relaterbare. Triangle of Sadness er en tour de force af mindeværdige scener, der bliver siddende i én længe, efter at man har forladt biografmørket.

Det er svært at se filmen uden at trække paralleller til Joon-ho Bongs Parasite, som for et par år siden væltede hele filmverden. De to film virker som en art blodbrødre i deres kapitalismekritik, i deres obskure upstairs downstairs-stiløvelse og i deres karikerede, og til tider overgjorte filmsprog. Præcis som i Parasite har man på en underlig måde sympati med alle karakterer – lige meget hvor forkælede og forfærdelige de end måtte være.

Men hvor Parasite udspillede sig i en ramme udgjort af to modpoler (den rige familie/det fattige kvarter), så fremstår Triangle of Sadness mere rodet i sit endelige udtryk på grund af de tre akter og sceneriet, som fra den ene akt til anden udskiftes radikalt. Man lander desværre aldrig rigtigt. På krydstogtskibet savner man mere tid i Carl og Yayas modelmiljø. På den øde savner man mere tid på krydstogtskibet.

Triangle of Sadness er en fremragende film, men det er måske ikke Ruben Östlunds bedste. Til gengæld er kritikken af den moderne verdens statushierarki og socialkapitalisme lige i øjet og mere vedkommende end nogensinde. At den så tilmed er pakket ind i noget af det fineste filmhåndværk, man kan forestille sig, understreger blot yderligere, hvorfor denne film skal ses.


Del med venner og familie

Skriv et svar