Den sidste gentleman

Dette er en bagatel, men en varm charmerende og afvæbnende bagatel. Men også en bagatel mest for de ældre, krigens store årgange. Det er sandsynligt, at unge biografgængere vil ryste på hovedet, men dem om det. En skønne dag bliver også de gamle.

Den nu 82 årige Robert Redford har erklæret denne for sin sidste film, og det er en smuk afsked. Han spiller gentleman-tyv, en høflig, kultiveret herre, som har siddet buret inde en stor del af sit liv for utallige uvoldelige bankrøverier, men så godt som hver gang er det lykkedes han at bryde ud af fængslet på de mest opfindsomme måder.

I filmens nutid er han på fri fod og passer sit arbejde – som bankrøver. Af og til opererer han på egen hånd, men har også et par assistenter, gamle venner fra fængslet.

Han er nydelig og beleven, i jakkesæt, slips og med blød brun hat, så ingen i nogen bank ta’r ham umiddelbart for røver. Han scorer kassen, men udbyttet er ikke astronomisk, dog stort nok til køb af et kostbart guldarmbånd til sin næsten-kæreste – den vidunderlige Sissey Spacek med opstopperen og det varme ansigts udtryk. Nu er hun en ældre dame på 69. Sit gennembrud fik hun i Brian de Palmas horror-fim ”Carrie” (1976), men jeg lagde først mærke til hende i den fremragende ”Coal Miner’s Daughter” (1980) – om den store country-sanger Loretta Lynns opvækst. Siden har hun været kræsen i sit valg af roller, men altid nærværende – således uforglemmelig som Alvin Straights lettere handikappede datter i den uopslidelige ”The  Straight Story” (1999).

Overhovedet synes det som om super gode skuespillere har besluttet sig for at danne et stjernebillede omkring Redford i denne hans afskedsvals: Danny Glover, som hans partner, Casey Affleck, som den afdæmpede politimand, der jagter ham, Tom Waits, Keith Carradine og adskillige andre, der alle gør filmen til et slags fornøjeligt, afslappet ekstranummer, langt fra noget knugende drama.

Det er påfaldende, at to af de tre største Hollywood personligheder i samme år har lavet hver sin film, begge om en ældet, sært afvæbnende vaneforbryder: Clint Eastwoods figur i hans egen ”The Mule” og Robert Redford i denne. Absurd er det kun, at den tredje, som ikke er noget Hollywood ikon, men new yorker, nemlig Woody Allen er sat fra bestillingen på grund af insinuationer og udokumenterede anklager, men mens Redford nu lægger op, og Clinten ikke ses at have nogen nyhed på vej, forlyder det, at Woody Allen – efter den fremragende ”Wonder Wheel” (2017) nu filmer i Spanien. Så synes der dog at være blot en smule orden i denne kaotiske verden, hvor store kunstner imod alle odds muntert overbeviser om menneskelighed.