Montparnasse Bienvenue - Kirke og Film
Drama

Montparnasse Bienvenue

"Frihed er det bedste guld– eller er det?"

Af: Dorthe Engelbrecht Larsen

I ”Montparnasse Bienvenue” møder vi den 30-årige Paula, som er i frit fald på vej mod bunden af sit liv.Hendes kæreste gennem ti år, den lidt ældre kunstfotograf og universitets-lærer Joachim, har smidt hende ud. Så her står hun. Uden et sted at bo,uden penge på lommen, uden et job og uden mening eller retning i sit liv.

I en overrumplende indledende scene er vi med Paula på skadestuen.Hun skal have syet den flænge hun har fået i panden, som hun i raseri har banket mod den låste dør til sit tidligere hjem. Paula er ude af sig selv. Hun er rasende og desperat, og hun overfuser sygeplejeren, som forsigtigt og halvhjertet forsøger at trøste hende ved at fremhæve, at hunnu er en fri kvinde. Frihed er kun for de rige, mener Paula, og hun tilføjer senere, at hun ikke er syg, men vred! Scenen er overrumplende, fordi kameraet lukker tilskueren helt ind i Paulas affekt ved at lade hende tale direkte til os.

Efter denne indledning vender Paula tilbage til Joachims lejlighed. Hun vil gøre endnu et forsøg på at generobre sit tabte liv. Hun skriger desperat fra gaden mod hans vinduer og ind i dørtelefonen, men han forbliver tavs. Vi hverken ser ham eller hører nogen reaktion fra den tidligere kæreste. Så efter en tid opgiver hun. Paula tager Joakims angorakat under armen og begiver sig ud i Paris’ gader for at finde en plads i livet.

Spørgsmålet hænger i luften. Er Paula blevet ‘fri’ som sygeplejeren hævdede, eller er hun kun fri til at være ensom?

Her begynder Paulas hæsblæsende dannelsesrejse. Hun bliver ansat som hushjælp og barnepige i bytte for et lille loftsværelse. Hun folder blondeundertøj i et stormagasin, hun forsøger at forføre Ousmane, som er vagt i stormagasinet og enlig far. Hun møder en gammel veninde, som prøver at forføre Paula, indtil det viser sig, at de måske slet ikke var veninder. Paula opsøger sin mor, som hun ikke har set i årevis, og som hun har et, mildt sagt, dårligt forhold til. Påtrængende og stædigt vil hun tvinge sin mor til at genoptage relationen. Den visne klatreplante i morens hus viser dog med al tydelighed, at der ikke er meget omsorg og nærhed at hente der. Paula tvinges for alvor til at tage stilling til sit liv, da kæresten pludselig melder sig på banen igen.

Det er, sådan set, hvad der sker. Vi ser, hvordan mennesker glider ind og ud af Paulas liv, mens hun forsøger at skabe gode og ordentlige relationer, men det er ikke så nemt. Paula er lettere manisk, hun ejer tilsyneladende ikke situationsfornemmelse. Hun er sårbar og hudløs og hamrende irriterende – og på samme tid helt igennem charmerende i sin søgen efter mening og nærvær.

”Montparnasse Bienvue” er en hæsblæsende, uforudsigelig film, som fordeler alvor og komik i tilpasse doser, og den efterlader sin tilskuer med en følelsen af at sidde med Paulas liv i sine hænder. Selv om Paula på alle måder er kantet og klodset, er det let at identificere sig med hendes naive og fandenivoldske måde at gå til livet på.

Filmen har en flygtighed over sig. Paula flyder rodløst rundt og formår alligevel, ind imellem, at banke hul ind til noget ægte og livgivende. På den måde spejler filmen smukt livets egen flygtighed – også i et Paris der portrætteres dejligt usentimentalt.

Samlet set er ”Montparnasse Bienvenue” en glimrende film med en hudløs, dygtig og underspillet Laetitia Dosch i rollen som Paula. Det er min vurdering, at filmen kan være udgangspunkt for en diskussion til en filmaften.


Del med venner og familie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *